Hvordan forklarer man sin hjælper, hvordan håret skal styles, så det bliver, som man selv ville have sat det? Lene Kjær Thomsen gør hver dag forsøget

Af Lene Kjær Thomsen

Hvis jeg blev spurgt, hvad jeg synes bedst om ved min krop, ville jeg nok svare mit hår. Det er ikke, fordi det er specielt fantastisk på nogen måde. Tværtimod er det fyldt med hvirvler, der sender det i alle mulige retninger. Det er tyndt og flimset, og om morgenen når jeg vågner, ligner jeg en Dan Trold. Men det er langt og med produkter og styling kan det blive tæmmet og blødt, og så har det helt naturligt en hørgul farve, der skjuler de spirende grå totter.

Illustration: Bitten Vernersen
Illustration: Bitten Vernersen

Umiddelbart ligner det ikke noget, der er stylet. Men netop det ikke-stylede look kræver faktisk en hel del arbejde. Der er balsam, hårkur, styling cream, hårolier, hårspray – for bare at nævne et par af de hårprodukter, der fylder på hylderne. Og så er der føntørreren, glattejernet, og en sjælden gang krøllejernet. Det lyder besværligt – og det er det også! Men det mest besværlige er, at alle handlinger skal foretages af en anden person en mig; nemlig min hjælper. Det betyder, at mine tanker omkring, lad os kalde det ’hårproceduren’, skal formuleres og ud af min mund (nogle gange findes der bare ikke ord nok i verden), og over i min hjælpers hjerne og ud gennem hendes hænder.

Hjælpere er ikke frisører

Hvis folk hører, at jeg skal have hjælp til bl.a. at vaske mit hår, siger de oftest: ”Nej, hvor dejligt det er ligesom ved frisøren…!” Nej! Det er slet ikke ligesom ved frisøren, for hjælpere har yderst sjældent en baggrund som frisører og derfor ingen erfaring i at vaske hår på andre. Og det hjælper ikke at sige, at de bare skal gøre, som de ville have gjort på dem selv, for der er stor forskel på, om man har kort hår, krøllet hår, tykt eller tyndt hår.

Jeg bestemmer selv mængden af f.eks. shampoo, balsam eller hårkur, men så skal produkterne jo også fordeles på den korrekte måde, så mit tynde, skandinaviske hår ikke bliver helt fyldeløst og halv-fedtet…

Jeg forsøger at give de nødvendig instruktioner: ”Lidt mere shampoo i siderne … glem ikke nakken … Pas på, det ikke bliver klattet i hovedbunden … Av! Du river for hårdt! … Lidt mere vand, så det skummer mere … nej, ikke hårkur i hovedbunden!!!!” … osv.

Bevæger vi os videre til stylingprodukterne, så er udfordringen igen at dosere og fordele, så håret ikke klasker eller fedter, men i stedet bliver blødt og fyldigt. Jeg kan med lidt hjælp selv lave en skildning de dage, jeg ønsker det. Om den så bliver, hvor den skal, når en anden person efterfølgende skal føntørre håret – det er langt mere usandsynligt.

Igen handler det om 1) hvilket produkt vi taler om – er det en olie, en stylingcreme, en leave-in balsam? 2) mængden, der skal bruges, som jeg nøje overvåger, og 3) hvordan det skal fordeles.

En arrig Medusa

Jeg er for det meste en forholdsvis rolig person – især om morgenen før min første kop kaffe – men hvis en hjælper når at klaske hårolie i min hovedbund, inden jeg har chancen for at stoppe hende (”NEEEEEEEEEEEEJ!!”), bliver den ellers lidt nuttede Dan Trold til en ægte Medusa. Det er dog aldrig hjælperen, jeg bliver sur på, men mere situationen.

Det er frustrerende at kunne mærke i sine knogler, at hvis blot jeg havde kræfterne til at løfte armene, så kunne jeg styre føntørreren og hårbørsten og flytte lige præcis de totter, der ikke ligger, hvor de skal, og flette, sno og samle håret. Og så ville det blive lige sådan, som jeg ønskede det! Det ville det sikkert ikke, men sådan føles det…!

Så nogle gange kan jeg ikke skjule min frustration og kommer til at vrisse noget á la: ”Flyt den tot til højre – den anden højre – lidt mere … stop! Det var for langt… Du skal løfte håret og så sno det … Aaaargh, lav bare en hestehale i stedet for…”.

Tålmodige hjælpere

Selv med de mest præcise instruktioner til den vidunderlig verden af hår og Lenes snørklede hjerne, ville det ikke ændre på det faktum, at det ikke bliver helt, som jeg gerne ville have det. Mine hjælpere er utrolig forstående over for, at jeg kan blive frustreret, og efter et udbrud forklarer jeg altid, at det ikke er dem, der frustrerer mig. Det forsøger virkelig at forstå, hvad det er, jeg vil – og gøre det. Og de er altid rolige Gandhi’er til min Medusa. Så nogle gange bliver det faktisk (næsten), som jeg havde håbet – en sjælden gang også bedre…

Ville det ikke være lettere bare at blive klippet korthåret, spørger du sikkert. Det er forsøgt – og kan besvares med ét ord: Hårvoks!