I Cirkus Summarums frivillighed skal der ikke tages specielle hensyn. Her skal inklusionstanken være en del af et positivt menneskesyn

Af Jakob Edut

gitte-valentin
Gitte Valentin Sørensen. Foto: Jakob Edut

Solen skinner over Cirkus Summarums rød-gule telt, og pladsen vrimler med glade børn indsmurt i en klistret blanding af indtørret softice og popcorn. Karussellen kører for gud-ved-hvilken gang, og på hoppeborgene er det uofficielle Amagermesterskab i hundrede harehop på tid i gang. Frivillighedskoordinator Gitte Valentin Sørensen runderer pladsen, da en smilende dame med et spørgende blik kommer op til hende:
”Ja, du må undskylde jeg sådan spørger, men jeg har set, at mange af jeres frivillige har et handicap. Har I et samarbejde med et bosted?”
Frivillighedskoordinatoren lyser op i et smil, ser damen i øjnene og udbryder:
”Vi har et samarbejde med alle, der har lyst til at melde sig!”

Et mangfoldigt team

På Cirkus Summarum er der et uofficielt mål. I løbet af cirkusdagen skal alle gæster på pladsen have haft en god oplevelse med minimum én person, der har en diagnose. Det er ikke, fordi Cirkus Summarum og Muskelsvindfonden har opstillet kvoter eller er på ideologisk inklusionskorstog, men for at fastslå, at alle – uanset handicap – kan bidrage med noget positivt.

”Jeg synes, det er skønt, når der står tre frivillige i en bod, der ikke kan fastholde et ‘normalt’ job. På Cirkus Summarum er de bare mennesker. Der ser vi ikke på diagnosen først, og det er en del af hemmeligheden omkring, hvordan det kan lade sig gøre,” siger Gitte Valentin Sørensen.

Fra tiden som praktikant på frivilligkontoret i 2013 og til i dag, hvor hun er ansat samme sted som koordinator, har hun oplevet, at både samfundet og hun selv er blevet mere åbne over for mennesker med handicap. Og at Muskelsvindfonden er rykket et stort skridt fremad i forhold til at inkludere frivillige med både fysiske og psykiske handicap.

”Vi har et 100% bedre team, fordi vi favner det mangfoldige. Det er aldrig kedeligt, og vi udfordrer den hverdag, de frivillige ellers har. Der bliver gjort op med mennesket på papiret og i stedet set på det rigtige, levende menneske,” forklarer hun.

Selvfølgelig giver det et større arbejde

Det er et privilegium, at der disse år er ventelister på at blive frivillig for Muskelsvindfonden, og når foreningens frivillighedskoordinatorer kigger ned over de tilmeldte, er det med mantraet ”Plads til forskelle” mejslet i baghovedet. Ingen bliver ekskluderet på grund af et handicap.

”Oplyser den frivillige om større fysiske eller psykiske handicap, ringer jeg dem op, og så tager vi en snak om de udfordringer, vi sammen skal løse,” fortæller Gitte Valentin Sørensen.

Hun tilskriver det en stadigt større åbenhed i forhold til at være anderledes, at flere melder ud fra start, hvis de bakser med et eller andet. Det er langt nemmere at kende vilkårene for samarbejdet fra start end at skulle finde ud af det undervejs.

”Vi skal nok finde en løsning, men det gør det sværere, hvis den frivillige ikke er nået til en erkendelse af, at handicappet er en del af hverdagen og møder det med accept og forståelse. Det giver selvfølgelig et større arbejde, at folk ikke er 100% ens, men det skal vi være gearet til. Vi oplever stort set aldrig, at det er en diagnose, der gør, at vores frivillige ikke kan fungere på Cirkus Summarum.”

’Aces in Places’

Der findes ikke skånejob på Cirkus Summarum. Alle positioner er vigtige at få besat, og det er afgørende for den frivilliges oplevelse af at løfte i flok. Der er, ifølge Gitte Valentin Sørensen, ikke noget så demotiverende som tanken om, at; ”hvis jeg tog hjem, så skulle der ikke findes en anden til min funktion.”

”Det giver sig selv, at der også er begrænsninger for, hvor mange kørestolsbrugere vi kan have med på holdet. Det bliver for svært at finde job, der er meningsfyldte. Men vi har flere job, der ikke kræver meget, men som skal udfyldes. Når karussellen kører, SKAL den bemandes af to personer. Her skal den ene trykke knappen, der sætter karussellen i gang og stopper den igen. En lille opgave – men nødvendig. Og den kan udfyldes af alle,” illustrerer hun.

Hendes arbejdsdag er fyldt med teorien om ‘Aces in Places’. At de rette mennesker skal være på det rette sted. Det betyder, at hun ikke er bange for at flytte rundt på de frivillige, hvis hun i samarbejde med Jonglørerne (de frivillige chefer: red.) kan se, at det vil have en positiv effekt.

”En rotation blandt de frivillige fører mange ting med sig og skal gerne være positiv for alle parter. Derfor skal hver enkelt flytning tænkes rigtig godt igennem,” forklarer Gitte Valentin Sørensen.

Langt fremme, men ikke i mål

Selv om Muskelsvindfondens frivillighed er god til at fokusere på de individuelle styrker og se igennem fingre med svaghederne hos de frivillige, kan det sagtens blive bedre.

”Vi har tidligere oplevet murren i krogene og nogle, der følte, at andre frivillige havde det for nemt. Så tog vi tyren ved hornene og holdt i 2014 en workshop, hvor åbenhed og positiv kultur var på dagsordenen. Den var med til at rydde op og sætte nye retningslinjer for frivilligheden. Vi havde brug for en konsensus om, at alle yder 100%, og det er godt nok. Også selv om dine 100% måske kun svarer til 50% hos mig,” fortæller hun.

Forud ligger et stort arbejde med at blive bedre til at forventningsafstemme med de frivillige inden arrangementer, parre de rette arrangementer med frivillige og ikke mindst at være kreative i den måde, opgaverne bliver løst på, så man fjerner sig fra kassetænkningen og får skabt flere job, der kan udføres af personer, der normalt står uden for arbejdsmarkedet.

”Personen med en psykisk diagnose kan være den perfekte sælger, fordi han ikke er bange for at stå frem og skille sig ud. Derfor er det vigtigt, at vi går forrest, kigger op fra diagnose-papirerne og tager en åben dialog med den frivillige om, hvad de selv mener, de kan. Hvis det viser sig ikke at være realistisk, så må vi tage den derfra. Altså, jeg – eller nogen som helst anden – ville jo heller ikke kunne varetage et hvilket som helst job,” siger Gitte Valentin Sørensen.

 

Læs historierne om to af Muskelsvindfondens frivillige – Aja Christensen og Kasper Jensen – som begge er aktive frivillige og har oplevet mangfoldigheden i frivilligheden. Selv har de henholdsvis en psykisk diagnose og et fysisk handicap.

aja
Aja Christensen. Foto: Jakob Edut
kasper
Kasper Jensen. Foto: Jakob Edut