aja
Aja Christensen. Foto: Jakob Edut

Har diagnosen skizofreni
Førtidspensionist og frivillig på Cirkus Summarum for første gang i 2016

”Efter en uge som frivillig på Cirkus Summarum gik der lige nogle dage, før jeg kom ud af mit hjem. Jeg havde brug for at puste ud efter en uge, hvor jeg havde snakket med 2000 fremmede hver eneste dag – det er ikke noget, jeg overhovedet normalt gør!”
Sådan beskriver Aja Christensen sin oplevelse, efter at hun og hendes familie for første gang i sommer var frivillige på Cirkus Summarum. En oplevelse, der viste sig at være enormt givende for både Aja og børnene.
”Det betød noget at blive behandlet som alle andre. Jeg følte virkelig, at der var plads til alle, og at alle tog hensyn til de andre på holdet. Jeg har bagefter tænkt, at det har gjort mig bedre til at rumme andre og ikke se det hele så sort-hvidt,” fortæller hun
Aja har været diagnosticeret med skizofreni ,siden hun var 18 år, og har været førtidspensioneret de sidste 10 år. Helt konkret hører hun stemmer og har ekstra brug for struktur i hverdagen. Derfor lå det hende umiddelbart fjernt at skulle arbejde frivilligt en hel uge væk fra hjemmet, men efter at have oplevet stemningen blandt de frivillige under et fællesspisnings-arrangementer for gæsterne på Cirkus Summarum, meldte familien sig alligevel til.
”Jeg havde en plan B klar. At køre hjem efter den første aften, hvis det hele blev for meget. Men det var lige på og hårdt. 12 timers vagt fra dag ét, men også en enormt hyggelig stemning, hvor jeg kunne mærke, at det var helt i orden at vise både sin gode og dårlige sider. Jeg følte ikke, at der blev taget ekstra hensyn til mig,” fortæller Aja.
Også hendes mand, Jakob, datteren Liv på 8 og sønnen Ludvig på 5 følte sig som en del af holdet.
”Ludvig har børnegigt og bruger kørestol i perioder. Han syntes, det var enormt sejt at opleve de frivillige med muskelsvind, der kunne en masse ting. Jeg kunne mærke, at det også rykkede noget ved børnene, og at de fik stillet en masse gode spørgsmål. Der er helt sikkert inklusion i Cirkus Summarum, og det er på en dejlig måde, hvor alle er lige og yder det, de kan. Alle har i baghovedet, at den ved siden af mig også kan have sit at slås med.”