Vi har bedt fire personer, der på hver sin måde har beskæftiget sig med inklusion, om at definere ordet. Hvad er inklusion, og hvad forbinder de med ordet?

Rasmus Alenkær, psykolog og konsulent

Ole Lauth, forstander på Egmont Højskolen,

Jacob Birkler, filosof og tidligere formand for Etisk Råd

Kristian Hegaard, byrådspolitiker, jurastuderende og har selv et handicap

 

Mød barnets behov og vælg derefter fællesskab og pædagogik

Af Rasmus Alenkær

rasmusalenkaer“Inklusion” kan betyde mangt og meget. Derfor er der ikke nogen entydig måde at definere fænomenet på. Selv arbejder jeg med de tre, nedenstående definitioner (Her med skolen som eksempel):

“Administrativ inklusion” definerer den praksis, hvor et barn tillades ophold i en almindelig skoleklasse. Når barnet er indskrevet, er det inkluderet. Barnets faglige, sociale og personlige udbytte er mindre vigtigt. Det handler om fysisk placering og om formel indskrivning.

“Traditionel inklusion” definerer den praksis, hvor et barn placeres i en almindelig skoleklasse. I denne ramme skal barnet udvikle sig fagligt, socialt og personlighedsmæssigt. At barnet måske har brug for en anden organiseringsform er mindre vigtigt, da det her handler om opretholdelse af traditionelle organiseringsformer.

“Kvalitativ inklusion” definerer den praksis, hvor man indledningsvist ser bort fra fysisk placering, men i stedet overvejer, hvilke fysiske, sociale og opgaveløsningsmæssige behov et barn har. Ud fra disse overvejelser definerer man, hvilket fællesskab og hvilken pædagogik barnet skal mødes med. Denne inklusionsdefinition kaldes under tiden IC3.

Jeg er klart tilhænger af den sidste praksisform, altså den kvalitative.”

Rasmus Alenkær er autoriseret psykolog og konsulent og har igennem flere år arbejdet med inklusion i skole- og dagtilbud.

 

Vi skal kunne inkludere alle

Af Ole Lauth

OleLauthInklusion er, at alle mennesker skal kunne være deltagere i fællesskabet uanset deres forudsætninger. Mennesker med særlige behov eller en anderledes adfærd skal vi kunne omfatte i vores fællesskab. Et samfund kan ikke hænge sammen, hvis vi begynder at ekskludere dem, der afviger fra vores normer: mørke, brune, mennesker med handicap, psykisk syge…

Og hvis vi vil inklusion, er vi nødt til – både i det fysiske og mentale rum – at give plads til alle. Du får ikke mig til at sige, at nogen skal være undtaget. Hvis vi siger ’næsten alle’, er der jo nogle, der skal bestemme, hvem vi ikke kan inkludere – og den mulighed for skøn er farlig!

Med FN’s handicapkonvention er inklusion et vilkår, som betyder, at vi skal kunne omfatte alle. Det betyder, at vi skal skabe miljøer, som vil acceptere afvigende adfærd. Det sker af og til, at ansatte på højskolen mener, at en bestemt elev ikke kan inkluderes. Det accepterer jeg ikke. Omvendt kan en diagnose ikke fritage for pligten til at forstå fællesskabets vilkår. Opgaven for os er at finde de indsatser, der skal til for at kunne rumme alle.

Ole Lauth, forstander på Egmont Højskolen i Hou.

 

Man skal have blik for modparten, hvis inklusion skal lykkes

Af Jacob Birkler

Som begreb er der vel ingen, der er imod inklusion. At alle er inkluderet, er en smuk tanke, men der kan være langt fra begreb til ’greb i praksis’ – altså til en praksis, der virker.

jacob-birkler_lilleMin erfaring fortæller mig, at det afgørende for, om inklusion lykkes, er, at både den inkluderende og den, der skal inkluderes, har blik for den modsatte part. Altså at den, der skal inkludere nogen, har blik for, hvordan hver enkelt bliver en del af en sammenhæng. Og omvendt. Hvordan den, der skal inkluderes, bidrager til at blive det.
I sundhedsvæsenet taler man om, at man skal tage udgangspunkt i patienten, men i praksis er det ofte omvendt. Patienten bliver et tilgangspunkt – én, man går til med pleje og behandling. At se patienten som et udgangspunkt handler om at finde det ’punkt’, hvor patienten er og finde forståelse for, hvad patienten tænker, vurderer, oplever – og så handle ud fra det. Ellers ’forser’ man sig. Hvis man på forhånd har tænkt, hvad der skal gøres, kan det blive for ’set’ – så har man ikke blik for den anden part.

Det samme med inklusion.  Man kan godt have en idé om, hvad der skal til, for at en person kan inkluderes, men deri kan ligge en forseelse, hvis man ikke inddrager personen og lytter til hans oplevelse og vurdering.

Jacob Birkler er klinisk etiker, filosof, forfatter og indtil februar 2016 formand for Etisk Råd.

 

Inklusion er oplevelsen af at være med på lige fod

Af Kristian Hegaard

Inklusion handler om at være med på egne præmisser – i vennegruppen, i klassen, på arbejdspladsen, i samfundet. Man skal føle sig på lige fod med de andre – og ikke bare være dér for et syns skyld.

Fredenborg
Fredenborg

Og det kræver noget af en selv at blive inkluderet. Man kan ikke bare læne sig tilbage og sige, at jeg vil inkluderes. Alle skal arbejde ud fra det samme mål, men man skal selv komme på banen og vise eller fortælle, hvad der skal til. De andre kan ikke gætte, hvad der er ens behov.

Hvis inklusionen fungerer, så har vi et samfund, hvor alle bidrager – ikke med det samme, men med det, de kan. For alle kan noget. Det handler bare om at finde ud af, hvad det er, man er god til og kan bidrage med.

Når vi taler handicap, er det vigtigt, at man ikke skærer alle over én kam, men anerkender, at vi alle er forskellige – også vi, der har et handicap. Derfor skal man spørge den enkelte person: hvad kan du bidrage med? Og det gælder både i det offentlige og i civilsamfundet. Men der er vi ikke helt endnu.

Kristian Hegaard er byrådspolitiker, jurastuderende og har selv et fysisk handicap.