Kommentar af Lisbeth Koed Doktor, formand for Muskelsvindfonden

Jeg læste for nylig en artikel om udviklingen i den danske folkeskole fra dens grundlæggelse i 1813 og frem til i dag. Her var pointen, at det danske samfund traditionelt har haft fokus på, hvordan vi hjælper eleverne til at finde sig selv og blive en del af fællesskabet. Det har været en del af dannelsen og en del af den gennemgående målsætning.

Lisbeth Koed, Formand
Lisbeth Koed, Formand

Med de forskellige reformtiltag, der har været de sidste ca. 20 år, er folkeskolen blevet skåret til, så formålet ikke længere er dannelse for den enkeltes skyld. Nu skal man uddannes for at blive til noget til fordel for samfundet. Det er altså en skole, der henvender sig mod arbejdsmarkedet, og vi har set en støt stigning i antallet af lektier, timer og krav.

Det siger sig selv, at sådan en skole i højere grad presser de elever, der af naturlige årsager er ekstra udfordret – f.eks. pga. muskelsvind. Det bliver sværere at passe ind i en skole, hvor man også skal kunne løbe stærkt for at følge med. Det er nok ikke tilfældigt, at der sideløbende har været et fokus på inklusion. Det havde dog klædt politikerne at tildele midler til den inklusion, som de forventer af skolen.

Det er helt overordnet et roderi, at begrebet inklusion i dag bruges bredt om den forventning, der er til at alle børn skal være en del af alle aktiviteter i skoledagen uanset deres baggrund og de benspænd, der kan være undervejs. Begrebet dækker over ethvert tænkeligt problem, et barn kan have med sig i bagagen, og derfor fokuseres der primært på de problemer, som flest børn tropper op med. Flertallet løber med opmærksomheden, og derfor bliver børn som f.eks. har muskelsvind ekstra klemt i systemet.

Inklusionstanken er umulig for skolerne at leve op til, både fordi de mangler midlerne til indsatsen, og fordi begrebet er så bredt, at det ikke beskriver den enkelte elevs behov eller problemer. Det bliver op til de enkelte skoler at finde frem til en inklusionsmodel og en løsning i hvert eneste tilfælde, fordi eleverne netop ikke er ens.

Børn med muskelsvind har traditionelt kæmpet med tilgængeligheden på lejrskoler og udflugter, men nu kæmper de i stigende grad med energien og kræfterne pga. lange skoledage. Det kan medføre flere sygedage, som risikerer at gå ud over både sociale relationer og indlæring. Man har konstrueret en skoledag, som langsomt kvæler børnene, og især dem, der har mindre energi at byde ind med, bliver sat skakmat i denne konstruktion.

Derfor skal vi politisk ikke kun fokusere på, at der skal være inklusion. Vi skal også fortælle politikerne, at de lange skoledage er ekstra lange for børn med færre kræfter. Det går ikke kun ud over de børn alene. Det har også social betydning for hele klassen, at en af kammeraterne ikke magter dagens længde.

Vi skal udfordre politikerne på de lange skoledage, fordi målsætningen med folkeskolen bør være, som den var oprindeligt: at støtte det enkelte barn i at være noget for fællesskabet. Giv dem plads til at være i skolen sammen for deres egen og fællesskabets skyld.