David Fjäll. Foto: Per Gudmann.
  • Grønthandler
  • Bor i et socialt boligbyggeri
  • Den yngste af en søskendeflok på 5
  • Småkriminel
  • Familiesammenført med kone og børn
  • Taler gebrokkent

Eller:

  • Kendt, svensk tv-vært på SVT Sport
  • Stifter af produktionsselskabet Dobb2.0
  • Bor i Stockholm
  • Far til to børn
  • Uddannet bachelor i marketing og reklame
  • Adopteret fra Eritrea, da han var 5 måneder

Gættede du rigtigt?

David Fjäll, svensk tv-vært på SVT Sport og far til to, oplever ofte, at folk har negative fordomme om ham på grund af hans udseende; men det fylder ikke i hverdagen. Forudindtagede opfattelser viser sig som oftest som nogle lidt komiske situationer.

”Det er små episoder i hverdagen, som på en eller anden måde viser, at folk har en bestemt opfattelse af mig som sort. Jeg tror, at en del af årsagen er, at Skandinaviens diversitet er begrænset. Et godt eksempel er fra sidste gang, jeg var i Danmark. I lufthavnen talte de ansatte konsekvent engelsk til mig. Ikke dansk eller svensk – for sådan en som mig må jo være ”udlænding”? Jeg trækker blot på smilebåndet af det og svarer tilbage på svensk – uden accent.”