Mette Matzen. Foto: Per Gudmann.
  • Dyr for samfundet
  • Kørestolsbruger med muskelsvind
  • Afhængig af hjælpere
  • Ingen uddannelse
  • Bor på institution
  • Uværdigt liv

Eller

  • Uddannet jurist
  • Frivillig i Børns Vilkår
  • Underviser børn i mobning, inklusion og det digitale liv
  • Aktiv i bestyrelsen for Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH)
  • Spiller klaver og synger
  • Elsker kaffe og går tit på café med venner

Er Mette den, du troede, hun var?

Mette Matzen er 28 år og har muskelsvind. Som menneske med et handicap er Mette ofte blevet mødt af bestemte fordomme over for det at have et handicap og sidde i kørestol. Som oftest kommer fordommene til udtryk gennem komiske kommentarer og misforståelser omkring, hvad det vil sige at have et handicap.

”En af de mest udbredte fordomme, jeg møder, er, at mennesker med handicap ikke kan tage en uddannelse eller få et arbejde. Der er helt klart en opfattelse af, at mennesker med handicap er passive og uintelligente og ikke kan det samme som mennesker uden handicap. Men bare fordi min krop ikke kan ligeså meget som mennesker uden handicap, betyder det ikke, at mit hoved ikke fungerer ligesom andres,” siger hun og fortsætter:

”Og nej, det er ikke mere sejt, at jeg har læst jura, bare fordi jeg har et handicap. Min veninde, der var på samme studie, er lige så sej. Men det er som om, at jeg enten er hamrende uintelligent eller overdrevet klog, fordi jeg har taget en uddannelse. Det er altid enten eller – jeg kan ikke bare være en mellemting.”

Mette er uddannet jurist efter at have skrevet speciale om tvangsbehandling af børn i psykiatrien. Hun er aktiv i bestyrelsen i Sammenslutningen af Unge med Handicap (SUMH) og frivillig i Børns Vilkår, hvor hun underviser børn i mobning, inklusion og det digitale liv. I fritiden tager hun ofte til koncert eller på café med sine venner.

Her er Mettes svar på nogle af de fordomme, som hun oftest møder:

”Nej, jeg kender ikke alle andre i kørestol”

”Nej, mine venner tager mig ikke med ud. Det er lige så tit mig, der spørger, om de vil med på café eller til koncert.”

”Nej, det er ikke min hjælper, der vælger, hvad tøj jeg skal have på. Det gør jeg selv. De skal blot hjælpe mig med at få det på.”

”Nej, det er ikke mere sejt, at jeg har læst jura, bare fordi jeg har et handicap. Min veninde, der var på samme studie, er lige så sej.”

”Ja, jeg kan tale. Jeg kan ikke gå, men der er intet i vejen med min stemme. Så du behøver ikke kun tale til min hjælper, hvis du vil spørge mig om noget.”