Politisk korrekthed i sproget gavner ikke minoriteter i samfundet. Lyt til intentionen i det, der bliver sagt og glem i nogle situationer ordvalget, lyder anbefalingen fra sprogforskere

Af Jane W. Schelde

Er det vigtigt, at vi siger ’mennesker med handicap’ og ikke ’de handicappede’? Eller at man har diabetes og ikke er diabetiker? At sorte ikke kaldes negre, eller at mennesker med udviklingshæmning ikke kaldes åndssvage? Hvad betyder sproget og smitter det af på holdningen til dem, det handler om?

”Det er et vanskeligt spørgsmål, for det kommer an på intentionen bag ordet. De folk, der ikke er berørt af det – ikke selv tilhører den minoritet, der er tale om: sorte, handicappede osv. – mener ikke, at der er noget galt i at bruge ordene, mens dem, det handler om, kan føle sig ramt og vil foretrække, at man bruger et andet og mere passende udtryk,” siger seniorforsker i Dansk Sprognævn Eva Skafte Jensen.

Problemet er ifølge seniorforskeren, at selv om man finder et nyt udtryk, flytter ”aben” videre. De negative associationer følger efter kort tid med til det nye udtryk, hvis man ikke samtidig ændrer vilkår og holdning.

”For egentlig er det jo de fænomener, der ligger bag, som vi ikke bryder os om. Ikke selve ordene. Det er jo bare ord. Handicap er f.eks. blot en beskrivelse af det vilkår, nogle mennesker har, og bøsse er en neutral beskrivelse af en persons seksuelle orientering. Men vi er berøringsangste over for de fænomener. Vi er f.eks. nervøse for at tale om handicap og ved ikke, hvad vi skal gøre. Og så prøver vi enten at undgå at tale om handicappet eller finder på afløsningsord, der kommer uden om at nævne handicap,” siger hun.

Sproget er kun et spejl

Det gode råd fra seniorforskeren er, at man skal veje på en guldvægt, hvilke ord man bruger afhængig af, i hvilken sammenhæng man skal kommunikere. Er det i det offentlige rum eller internt i en organisation? Hvilke ord er passende at bruge i den forbindelse?

Ifølge sprogforsker Michael Ejstrup fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er det selvfølgelig vigtigt at afveje, hvornår man bruger bestemte udtryk, men han er ikke fortaler for politisk korrekthed i sproget. Det fører ikke til noget positivt, men bærer mere ved til bålet, fordi der kommer et andet fokus på udtrykket, når det bliver italesat, at det er nedladende, mener han.

”Sproget er jo kun et spejl af samfundet, og en stigmatisering kommer ikke af sproget, men er noget, der ligger uden for sproget – i samfundet,” siger han.

Han henviser til, at ords betydning ofte ligger som en konsensus i samfundet – en fælles overenskomst for, hvad det betyder. Derfor skal der også mere til for at ændre den.

Bøsse er blevet et neutralt ord

Et godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at ændre et ords værdi, er ifølge Eva Skafte Jensen ordet bøsse. I 1980’erne var det et nedsættende ord, men så indledte Bøssernes Befrielsesfront en kampagne, der endte med at give ordet en mere neutral værdi.

”De gik i offensiven, sagde ’ja, vi er bøsser, og hvad så?’ De tog ikke offerrollen på sig. Et tegn på, at man godt kan påvirke måden at se fænomener på, men også at det kræver en aktiv indsats og et holdningsskift på samfundsplan i forhold til tolerance og rummelighed,” siger Eva Skafte Jensen.

Den samme udvikling kunne ske med ordene ’perker’ og ’spasser’, mener Michael Ejstrup.

”Men der er vi ikke endnu. Perker er stadig et skældsord, og spasser kan i nogle sammenhænge bruges for sjov, men det er stadig et grimt ord, så man skal være meget forsigtig med, i hvilken sammenhæng man bruger det,” mener han.

Hvorfor gøre det til et problem?

Ifølge Michael Ejstrup er det vigtigt at lytte til intentionen bag brugen af ord, inden man reagerer. Hvis et bestemt udtryk skurrer i ørerne på nogle, er det en god idé at tænke, om det har nogen nytteværdi at gøre det til et problem.

”Hvis du f.eks. spørger danskere om forskellen på at sige de handicappede og mennesker med handicap, er jeg sikker på, at den gældende opfattelse vil være, at der ikke er nogen forskel. Og hvorfor så gøre det til et problem? Så er det mere indadtil, at man skal arbejde med sig selv, fordi man lægger en betydning ind i sproget, som ikke var meningen,” siger Michael Ejstrup og tilføjer:

”Det er fair nok, at man reagerer, hvis nogen bruger et nedsættende udtryk, der også er ment nedsættende. Men hvis intentionen med at bruge ordet ikke har været at fornærme nogen, så vil det være bedre at sige, at det gider jeg ikke bekymre mig om.”

Reduceret til kun at være handicappet

Antoniett Vebel Pharao, som har muskelsvind og bruger kørestol, har ofte stødt på udtryk, som har påvirket hende negativt. Udtryk, som hun oplever, sætter hende i en bestemt bås, som hun ikke har lyst til at være i. Derfor er hun ikke enig med Michael Ejstrup om, at hun bare skal tænke, at det vil hun ikke bekymre sig om.

”Jeg er helt enig i, at intentionen bag er det vigtigste; men vi skal kunne tale om, hvad sproget gør ved os hver især. F.eks. når nogen omtaler mig som tilhørende gruppen ’de handicappede’ eller betegner mig som handicappet, så føler jeg mig tit reduceret til kun at være handicappet. Man ser ikke mine andre egenskaber. At jeg f.eks. også er studerende, iværksætter, moster, søster, ung, frivillig engageret og så videre. Dertil kommer, at ordet ”handicappet” ofte har en række associationer, som er forbundet med medlidenhed eller at være ”sådan en, som sidder i kørestol og ikke kan noget”. Og det er ikke mig,” siger Antoniett, som derfor mener, at sproget gør en forskel.

Sproget må dog ikke blive en barriere, som gør, at folk holder sig væk fra hende, fordi de ikke ved, hvad de må kalde tingene.

”Folk må hellere sige noget forkert, så vi kan gå i dialog end slet ikke at henvende sig til mig,” siger Antoniett.