Børnebogsforfatter Gunvor Ganer Krejberg greb idéen og har netop udgivet ungdomsromanen ”Den som alle ser”. Vi har talt med Selma og forfatteren om baggrunden for bogudgivelsen. (Interviewet fandt sted, før bogen udkom.)

11-årige Selma Wang Poulsen kan ikke fordrage, når folk har medlidenhed med hende eller stirrer på hende, fordi hun sidder i kørestol. Og endnu værre, hvis de klapper hende på håret.

”Det er mega irriterende,” siger Selma, som har oplevet det flere gange, efter at hun er begyndt at bruge sin manuelle kørestol.

Forfatteren interviewede Selma som research

Det var netop sådanne oplevelser, hun fortalte børnebogsforfatter Gunvor Ganer Krejberg om, da forfatteren lavede research til sin roman om en ung pige, der sidder i kørestol.

”Jeg har faktisk også brugt det med at blive klappet på håret,” afslører Gunvor, som ellers kun vil fortælle, at hovedpersonen Anna går i 8. klasse, sidder i kørestol, og at temaet er ung kærlighed.

Vidste intet om livet i en kørestol

Vi sidder hjemme i stuen hos Gunvor Ganer Krejberg, hvor Selma og hendes mor, Ida Binow Poulsen er kommet, fordi vi skal tale om bogprojektet, og hvorfor romanen om Anna overhovedet er blevet til.

Det begyndte med, at Selma beklagede sig til sin mor over, at hun ikke kunne finde romaner, hvor en person sad i kørestol som hende selv.

”Det er kedeligt, at der ikke findes nogen bøger med en historie om nogen med rullestol, hvor det ikke er stolen eller sygdom, det handler om,” siger Selma.

Selmas mor bragte idéen videre til Gunvor Ganer Krejberg, som også bor i Risskov ved Aarhus, og som familien har kendt gennem flere år.

Den første reaktion hos Gunvor var et nej. Ønsket var ikke en undervisningsbog, men en roman, og som forfatter skriver man indefra og ud. Og Gunvor vidste personligt intet om livet i en kørestol.

”Men jeg kender Selma, og hun er en fantastisk pige. Så jeg endte med at sige ja. Jeg kan jo godt lide at udfordre forskelligheden, og jeg blev selv udfordret ved at skulle finde ud af, hvordan verden kunne se ud fra en kørestol,” siger Gunvor, som netop interviewede Selma som research og sparring undervejs i processen.

Handicappet er ikke i centrum

Forfatter Gunvor Ganer Krejberg sammen med Selma Wang Poulsen. Foto: Søren Holm / Chili

Bogen, der er kommet ud af Selmas opfordring, handler ikke om Selma og hendes liv, understreger Gunvor Ganer Krejberg. Den handler om Anna, der sidder i kørestol pga. en genfejl, og om ung kærlighed.

”Kørestolen er netop ikke omdrejningspunktet i historien. Det er et grundvilkår, der gør hende anderledes eller unik. Og det er helt bevidst, at jeg ikke har sat en diagnose på Anna. Hendes handicap er ikke i centrum for historien, men er blot det vilkår, hun har. Eller det ”benspænd”, som hovedpersonen bliver mødt af og formet af,” siger Gunvor, som altid giver hovedpersonerne i sine bøger en menneskelig udfordring.

Et andet syn på handicap

Det, Selma især glæder sig til med den nye bog, er, at andre vil læse den, så de kan få et andet syn på det at have et handicap.

”Jeg tror, at andre vil kunne lide bogen. Og jeg håber, de vil lære lidt mere om, hvordan det er at sidde i kørestol,” siger Selma.

Hun har allerede tænkt på at anbefale bogen til en af sine hjælpere, som nogle gange er lidt for ”sød” og taler til hende som et barn. Det er der også andre, der kan finde på, og det er irriterende, mener Selma og tilføjer med et grin:

”For jeg er jo normal – sådan da!”

 

Den som alle ser

Målgruppe: 13+

Udkom den 30. marts 2020

Forlag: Gyldendal

Bogen er en del af Gyldendals nye Hjerteserie om ung kærlighed