Det vrimler med aktive børn og voksne på Musholm i denne uge. Det er ”Velkommen til familien – aktiv familieuge”, som løber af stablen, og der er gang i Musholms mange aktivitetsmuligheder. Ugen er for børn med muskelsvind og deres familier, og i alt er 16 familier samlet. En uundværlig uge, lyder meldingen fra flere af familierne.

Når børn med muskelsvind og deres familie i denne uge er inviteret til Musholm sker det på baggrund af et partnerskab mellem Muskelsvindfonden og Merrild Kaffe. Ugen byder på aktiviteter for børn og voksne hver især og samlet som familie. Der er blandt andet aktivitetsløb, kreativt værksted, familiedyst, kajakroning, yoga og bålaften, inden ugen slutter med en fest for alle familier. Se billederne nederst.

Fællesskab og venskaber
Familielejren er en vigtig medlemsaktivitet for Muskelsvindfonden, der oplever, at der bliver etableret et stærkt fællesskab, og der opstår nye venskaber på kryds og tværs. Især børnene får dannet vigtige og varige relationer med hinanden, som har betydning i deres fremtid.

– Det har været en fantastisk uge! Det fællesskab, som både børn og voksne får her på lejren, er unikt og uundværligt. Her får talt om livet og delt vigtige erfaringer med hinanden”, fortæller Lise Danelund

– Rammerne på Musholm betyder også, at vi slapper af på en helt anden måde både for os selv og sammen med de andre familier. Andre steder er min mand og jeg mere opmærksomme på, hvor børnene er, hvis nu der skulle være noget; men her kan de være på egen hånd sammen med de andre børn. Det giver dem en helt anden oplevelse af selvstændighed og en anden mulighed for at engagere sig socialt.

 

Kommentarer er lukket.