34 børn med muskelsvind og deres forældre fik sig en helt særlig oplevelse, da de onsdag den 2. juli var æresgæster til årets Cirkus Summarum-forpremiere

Overskuddet fra Cirkus Summarum, som Muskelsvindfonden står bag sammen med DR, går til Muskelsvindfondens arbejde for at skabe plads til forskelle netop for børn og unge med muskelsvind.

Vi vil ikke løfte sløret for indholdet i forestillingen, men vi kan afsløre, at Kristian fra Ramasjangmysteriet springer ud som kørestolsdanser. Og at dagens æresgæster gav gode anmeldelser. Nu håber vi på samme effekt hos anmelderne på aviserne.

Efter dagens forpremiere tog stjernerne fra Cirkus Summarum sig tid til at møde de mange børn med muskelsvind i manegen. Der blev uddelt autografer og kram og taget billeder.

50 personer fra virksomheder med  interesse i Cirkus Summarum deltog i et sponsorseminar, hvor de blev introduceret til idéen bag cirkus, forpladsens fokus på tilgængelighed samt til Muskelsvindfondens plads til forskelle-filosofi. Sidstnævnte tog Muskelsvindfondens bestyrelsesmedlem Jeanette Strøm sig af. Hun holdt et foredrag om foreningens betydning for hende og mange andre unge med muskelsvind.

Muskelsvindfonden takker af efter en god dag. Kig med i disse fotoalbums.