Et netop overstået pressemøde har klarlagt, at Danmark nu befinder sig i en sundhedskrise. Statsministeren understregede, at Danmark nu i vid omfang lukker ned. Myndighederne skal nu skabe rammerne for at beskytte de mest sårbare grupper, og det var netop målet med et møde i Sundhedsstyrelsen tidligere på dagen, hvor Muskelsvindfonden var repræsenteret.

Eftermiddagens møde i Sundhedsstyrelsen onsdag den 11. marts 2020 har sikret tæt kontakt mellem sundhedsmyndighederne og patientorganisationerne. Der kom ingen konkrete svar på aktuelle problemstillinger på dagens møde, men de aktuelle bekymringer blev belyst, og myndighederne retter nu  deres fokus og søgelys på særligt udsatte grupper. De er nu deres topprioritet.

Mødet var sat i stand for, at landets største patientorganisationer både kunne blive orienteret om den nuværende situation, og for at organisationerne kunne komme med de bekymringer, de ser for deres medlemmer lige nu. Der var selv sagt mange spørgsmål fra organisationerne, men svarene kommer først senere.

Daginstitutioner og skoler lukker fra på fredag

Udviklingschef i Muskelsvindfonden, Jørgen Lenger var inviteret med til mødet i eftermiddag.

udviklingschef i Muskelsvindfonden
Udviklingschef i Muskelsvindfonden Jørgen Lenger er glad for det opstartede samarbejde med Sundhedsmyndighederne under epidemien.

Muskelsvindfonden ønskede især en plan for, hvordan man forholder sig til corona/covid-19-smitten, hvis man har brug for handicaphjælp og kommer i karantæne eller bliver indlagt.

Samtidig var en del forældre bekymrede for, hvorvidt man skal tage sine børn ud af skolen, hvis de eller man selv er i risikogruppen.

Det sidste spørgsmål besvarede Statsminsteren så her til aften ved at sende alle elever hjem og lukke alle daginstitutioner fra på fredag d. 13. marts 2020. Og det anbefales at holde børnene hjemme og arbejde hjemme allerede fra i morgen torsdag d. 12. marts hvis man kan.

Men mange spørgsmål står stadig ubesvarede efter mødet i styrelsen:

– Mit mål med mødet var at sætte fokus på de problemstillinger og bekymringer, som vores medlemmer har. Det var det mest realistiske i forhold til den afsatte tid, der var til mødet og de mange forskelligt rettede interesser. Jeg fik fremført vores medlemmers bekymringer, så nu kan myndighederne udforme en ramme for et videre samarbejde omkring bekymringerne.

– Vi har nu en fast og direkte indgang til Sundhedsstyrelsen, som vi kan kontakte ved problemer og tvivl. Det er en stor hjælp, siger udviklingschef i Muskelsvindfonden Jørgen Lenger.

Sundhedsstyrelsen vender tilbage med svar

Jørgen Lenger havde en oplevelse af en meget lydhør styrelse, som nu har sat fokus på de særligt udsatte. I forhold til den konkrete problemstilling om, hvorvidt man kan beholde sin faste hjælper ved karantæne eller indlæggelse, kom der ingen svar på i dag.

– Sundhedstyrelsen fik vores bekymringer, og de udtrykte også forståelse for problemstillingen. De meldte, at de vender tilbage med svar til os og tilføjede, at man skal have den hjælp, man har brug for, fortæller Jørgen Lenger.

Der skal meget til før Danmark løber tør for respiratorer

Jørgen Lenger videregav også en bekymring om, hvorvidt det danske sundhedsvæsen kan klare presset fra det, der nu af WHO betegnes som en pandemi. Vil vi eksempelvis løbe tør for respiratorer? Her var styrelsens svar meget klart:

– Hvis vi kommer i en situation, hvor der bliver pres på sygehusvæsnet, så kan der for eksempel findes respiratorer andre steder end på hospitalerne, eksempelvis på privathospitaler, i hæren, og der kan købes flere. Alternativt vil man kunne tilbyde anden midlertidig behandling, så som Bi-PAP, genfortæller Jørgen Lenger.

Medlemmer er særligt udsatte og bekymrede for manglende plan

Mennesker med muskelsvind er en særlig udsat gruppe. Det kan du læse mere om her. 
Flere mennesker med muskelsvind har udtalt bekymring for, at der ikke er en plan klar, hvis de kommer i karantæne. Camilla-Kenya er respiratorbruger og har muskelsvind, og hun skrev på Facebook inden mødet:

– Egentlig er min bekymring ikke så meget, om Covid-19 skulle slå mig ihjel, men jeg er bekymret, fordi jeg er afhængig af andres hjælpLige nu er der ikke offentliggjort en plan for, hvordan mine handicaphjælpere og jeg skal forholde os, hvis JEG kommer i karantæne (både ved smitte eller mistanke), men der er en plan for situationen, hvis min handicaphjælper kommer i karantæne.

Du kan læse hele artiklen ”corona: bekymring for manglende plan om handicaphjælp under karantæne” her.

Muskelsvindfonden og RehabiliteringsCenter for Muskelsvind har skærpet alle retningslinier

Muskelsvindfonden og RehabiliteringsCenter for Muskelsvind har prompte taget alle nødvendige forholdsregler for at beskytte sine medlemmer, medarbejdere og medborgere mest muligt.

Derudover opfordrer vi alle til at tænke sig godt om og så vidt muligt begrænse kontakt med folk såvel som deltage i større forsamlinger. Følg myndighederens anbefalinger, vask hænder ofte, bliv hjemme hvis du kan, hold børnene hjemme –  og pas på jer selv og hinanden.

Myndighederne har skiftet strategi 

I skrivende stund er der 514 bekræftede danskere smittet med Covid-19. Herudover er to smittet på Færøerne og samlet set er seneste tal 1.305 i karantæne, fordi de har været tæt på en smittet person. Der er dog et betydeligt mørketal.

Myndighederne har på et pressemøde i dag understreget, at Danmark nu ændrer strategi fra at inddæmme smitten, til at skærme og beskytte de svage og ældre.

Samtidig betyder skiftet også, at myndighederne vil vende ressourcer og fokus mod dem, som er særligt udsatte, og som er i risikogruppen.

Se alle opdaterede anbefalinger her.  og hygiejne vejledning forneden.

Ministeren udtalte samtidig på gårsdagens pressemøde, at vi vil se en stor belastning på det danske sundhedsvæsen, og her vil der komme en benhård prioritering til fordel for dem, som er de mest sårbare inden for risikogruppen