Flere personer i isolation har nu fået stillet en pose indkøbsvarer på deres dørtrin. Muskelsvindfondens frivillige crew-korps har rykket ud, og sammen skaber de tryghed for mennesker med muskelsvind

Frivillighed og det at løfte i flok er Muskelsvindfondens dna. Hver sommer mobiliserer flere tusinde frivillige, kaldet “crewere”, sig til en stærk homogen muskel, som sætter scener op, fæstner hegn og sikrer at du kan få noget at spise på plænerne til Grøn. Nu sikrer de også, at der ikke skal være en risiko forbundet med, at mennesker med muskelsvind, som er særligt sårbare over for covid-19, skal gå på indkøb under pandeminen.

”Det er rørende, at der er så mange”

En af dem som har gjort brug af korpset, og blev sat i kontakt med en ”super-crewer”, er Manja Marley Bertram. Manja har valgt at gå i frivillig isolation, da hun har muskelsvind, hvilket gør hende særligt udsat, hvis hun bliver smittet med coronavirus. Men hun har stadig brug for sin medicin.

– Jeg havde fornøjelse at få hjælp af søde Louise. Hun tog på apoteket for mig hele to gange, og så en ekstra gang senere, fordi noget skulle bestilles hjem. Det har været en kæmpe stor hjælp, og jeg er virkelig taknemmelig. Det er et fantastisk initiativ, og jeg tager hatten af for alle de skønne crewere. Det er rørende, at der er så mange, der står klar til at hjælpe os, der ikke kan selv, når krisen raser. Det skaber tryghed. Mange mange tak!!!

Knap 100 crewere har meldt sig på tværs af hele landet på få dage.

Vi hjælper hinanden

Det var super-crew Louise Beck, som hjalp Manja med at få sin medicin. Hun føler selv, at hun får hjælp ved at hjælpe andre:
– Jeg har meldt mig, fordi det føles, som det eneste rigtige at gøre. Jeg sidder alligevel herhjemme og har ikke meget at give mig til. Jeg slås for tiden med en svær depression, og det hjælper mig virkelig at kunne hjælpe andre. At kunne gøre nytte og hjælpe med noget, der gør en forskel. Så i virkeligheden syns jeg, at vi hjælper hinanden, siger Louise Beck.

Crewet er der også, når det ikke er sommer og fest

Louise Beck bruger meget af sin tid som crew hos Muskelsvindfonden, fordi det giver god mening for hende.

– Jeg elsker, at Muskelsvindfondens værdier gå ud over deres egne medlemmer. Plads til Forskelle er ikke et slogan, det er et grundprincip. Efter jeg har været ude har jeg tænkt over, at det faktisk er rart at møde helt almindelige mennesker med muskelsvind, og at kunne vise dem, at vi også er der for dem, selv om der ikke står sommer og fest på programmet.

Muskelsvindfondens crewer er fællesskab

Muskelsvindfondes medlemsafdeling og indsamlingsafdeling sørger for den landsdækkende koordinering. De finder det rigtige match mellem en ”super-crewer’, som har tilmeldt sig korpset og et medlem, som har behov for indkøbsassistance. 

Crewerne er vant til at løfte i flok. Det fortæller Muskelsvindfondens formand, Simon Toftgaard:

’’For mange er Muskelsvindfonden et frirum og et enestående fællesskab. Det var det også for mig. Der er højt til loftet og plads til alle, og derfor hjælper og støtter vi hinanden – også i svære tider. Crewernes stærke fællesskab og samfundssind har igen manifesteret sig. De melder ind, når det betyder mest!”

Der er taget vigtige forholdsregler

Det kan virke paradoksalt at sende et frivilligkorps på gaden samtidig med, at regeringen opfordrer til, at man bliver hjemme. Men mange af Muskelsvindfondens medlemmer er særligt sårbare ved en eventuel smitte, og de står i en situation, hvor de bliver nødt til at udsætte sig for smitte ved at gå på indkøb eller ved at få en hjælper ind i hjemmet.

Et medlem af Muskelsvindfonden, Charlotte Gade, modtager varer i Odense i sikker coronaafstand.

– Vi følger naturligvis alle Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til hygiejne og afstand. Derfor stiller crewet indkøbsposen på dørtrinnet, og al betaling for varer foregår kontaktløst ved eksempelvis MobilePay. Samtidig mener vi kun, at det er forsvarligt at tilbyde hjælp til indkøb, da de fleste andre opgaver lige nu kan klassificeres som unødvendige, forklarer teamleder for Frivillighedskontoret i Muskelsvindfonden, Gitte Valentin

Generelt skal initiativet også dæmme op for mulig smitte inden for hjemmets fire vægge, som der er større risiko for, hvis det er familie eller venner, som kommer ind og ud af hjemmet.

Læs mere om crew-korpset her.