De netop afsluttede Paralympiske Lege i Rio viste et meget højt sportsligt niveau, hvor også de danske PL-atleter gjorde en imponerende indsats og høstede hele syv medaljer til Danmark – en guld, tre sølv og tre bronzemedaljer.

”Og det var i det hele taget en meget imponerende oplevelse at følge PL på nært hold,” siger Henrik Ib Jørgensen, direktør for Muskelsvindfonden, netop hjemvendt fra Rio sammen med tre andre repræsentanter for Muskelsvindfonden og Musholm – ferie, sport og konferencecenter. De overværede PL som en del af det nyetablerede partnerskab mellem Muskelsvindfonden, Musholm og Parasport Danmark (det tidligere Dansk Handicap IdrætsForbund, DHIF) (læs om partnerskabet)

Foto: Lars Møller
Stinna Tange Kaastrup vandt bronze i dressur. Foto: Lars Møller

”Og det var også tankevækkende og inspirerende at mærke, hvor højt parasporten bliver prioriteret i mange af de andre lande, og hvor stor en folkefest, PL er,” siger han og henviser bl.a. til, at besøgstallet i den olympiske park nåede op på 160.000 mennesker en dag, hvor det tilsvarende tal under de Olympiske Lege i Rio i august højst nåede op på 90.000 mennesker.

Verdensrekorder på stribe

At det sportslige niveau var højt under PL, viser resultaterne af konkurrencerne med al tydelighed. F.eks. faldt verdensrekorderne på stribe på det paralympiske stadion. Brasilianeren Patrúcio dos Santos, der mangler halvdelen af sin ene arm, satte f.eks. rekord i mændenes 100 meter i tiden 10.57. Eller blot halvandet sekund langsommere end verdensmesteren, den jamaicanske atletikudøver Usain Bolt, løb under OL – og hurtigere end verdensrekorden for kvinder. Tilsvarende tider i samme disciplin ses hos blinde løbere med seende makker.

Foto: Lars Møller
Daniel Wagner vandt sølv i 100 meter. Foto: Lars Møller

”Det viser, at parasporten holder et meget højt sportsligt niveau, der til fulde retfærdiggør de flotte tilskuertal ved konkurrencerne i Rio,” siger Henrik Ib Jørgensen, som også ser rekorderne som en naturlig konsekvens af den eksplosive udvikling, parasporten befinder sig i.

Antallet af atleter vokser, fordi rollemodellerne og medaljevinderne viser vejen. Moderne træningsmetoder og udstyr, som er udviklet over mange år i almenidrætten, adopteres, og resultaterne viser sig hurtigt. Men rekorderne skyldes også, at der i mange lande investeres større og større summer i parasporten, så atleter med handicap kan fokusere ligeså meget på deres træning som OL-kandidater.

Danmark halter bagefter

Helt den samme udvikling er ikke sket i Danmark. Og det bør der gøres noget ved, mener Henrik Ib Jørgensen:

”Danmark har ikke helt formået at følge med – heller ikke, hvis vi sammenligner os med andre lande i samme størrelse og demografi. Så selv om Danmark ved dette PL overgår målsætningen om medaljer, og de danske PL-atleter gør det fremragende, har Danmark set over en længere årrække en dalende medaljehøst. Udviklingen kan kun vendes, hvis vi tør investere mere i parasporten og udvikle gode konkurrencemiljøer, der har en fornuftig eksponeringsværdi.”

Og Henrik Ib Jørgensen er ikke i tvivl om, at meget af det handler om holdningen til parasport. Og det gælder både i medierne, i regeringen og blandt potentielle sponsorer.

Hvorfor sendte de socialministeren?

”Tidligere mente man ikke, at kvindehåndbold var interessant, fordi det netop var kvinder, men det er vi da for længst kommet ud over. Det samme skal ske med parasport, som bør få meget mere opmærksomhed,” mener Henrik Ib Jørgensen.

Her er han helt på linje med direktør for Pressalit Dan Boyter, der er en af Parasport Danmarks hovedsponsorer. I en kommentar på sin facebook-profil den 12. september 2016 undrer Dan Boyter sig over mangel på ligestilling mellem raskidrætten og parasporten og især den politiske forskelsbehandling af OL og PL:

”Det officielle Danmark var rigt repræsenteret i Rio under OL med deltagelse fra både kongehuset og flere ministre. Under PL er det blevet til et kortere visit fra social- og indenrigsminister Karen Ellemann, og kongehuset er slet ikke til stede. Jeg har stor respekt for ministeren, men igen er signalerne forkerte: PL er ikke socialpolitik – det er elitesport. Hvis man tror andet, er det udtryk for mangel på indsigt. Det er graverende at opleve en tydelig forskelsbehandling i forhold til den opmærksomhed, som de olympiske udøvere netop har fået,” mener Dan Boyter og tilføjer:

“Når vi har set, hvor fremsynede andre lande kan være i deres tilgang til inklusionen, er det lidt beskæmmende og pinligt at opleve, at Danmark ikke er kommet længere. Som nation har vi altid stået for ligestilling og lige muligheder for alle. Men i forhold til synet på handicapidræt rykker vi os for langsomt.”

De danske medaljevindere til PL 2016:

Guld
Peter Rosenmeier, bordtennis (single)

Sølv
Susanne Jensby Sunesen, dressur (mesterskabsklasse)
Daniel Wagner, atletik (100 m løb)

Bronze
Jonas Larsen, svømning (150 m medley)
Stinna Tange Kaastrup, dressur (mesterskabsklasse)
Stinna Tange Kaastrup, dressur (kür)
Daniel Wagner, atletik (længdespring)

Fakta
I alt 4.350 PL-atleter fra 176 lande deltog i De Paralympiske Lege i Rio fordelt på 23 sportsgrene. De 21 danske PL-atleter deltog i 6 discipliner.