Gorm Jensen, 28, og Hannah Sværke, 24, er begge frivillige for Muskelsvindfonden på Roskilde Festival. I vagter á 8-12 timers varighed er de med til at sørge for, at festivalgæsterne får mad, Muskelsvindfonden tjener penge og de selv får en sjov og hyggelig festivaloplevelse

– Jeg har været frivillig for Muskelsvindfonden på Roskilde Festival siden 2012, og jeg har altid stået i den samme bod på Camp West, fortæller Gorm Jensen. Egentlig var det et par kammerater fra Holstebro der fik ham med, men i dag er det fællesskabet, musikken og Muskelsvindfondens måse at passe på sine frivillige, der gør, at han melder mig som crew’er.
Hannah Sværke er studerende og havde jeg ikke råd til at rejse på ferie, så da hendes veninde skulle med Muskelsvindfonden på Roskilde, sprang hun på. Det er hendes første år på Roskilde Festival, og hun arbejder i pizzaboden i Camp East, hvor hun både betjener kunder og hjælper med produktionen.
– Når jeg ikke selv kunne tage på ferie, kunne jeg lige så godt gøre noget godt for Muskelsvindfonden. Jeg mistede selv en kammerat til muskelsvind i 2007, så jeg har selv sygdommen inde på livet, fortæller hun.

Buksevand og cykler på taget
Både Hannah og Gorm nævner fællesskabet blandt de frivillige som noget af det vigtigste.
– Det er virkelig noget lækkert socialt samvær, man får ud af at være med, og jeg føler faktisk, at vi har mere fritid, end jeg havde regnet med, fortæller Hannah, der dog ikke har brugt fritiden på at høre nogle af festivalens musikalske tilbud. I stedet hygger hun med de andre frivillige i Muskelsvindfondens bo-område, der er indrettet med kongespil, badebassin og en hyggekrog i skyggen, hvor snakken går det meste af dagen.
Gorm derimod har haft travlt med at nyde koncerterne. Både Pharell, Mew og Muse har han fået hørt, og han ser frem til lørdag aftens koncert med ikonet Paul McCartney. For ham er det også den gode stemning, og de sjove påfund, der gør det hele lidt mere sjovt.
– Der er hængt skilte med bynavne op på bagsiden af salgsfladen, og hvis der er en lækker pige ved en af kasserne, bliver der f.eks. råbt ”KOLDING!” Så ved man, hvor man skal se hen, siger han og griner. Dertil kommer kærlig dril som buksevand til sektions- og souscheferne i boden, og at de ‘voksnes’ (ansattes red.) cykler risikerer at blive parkeret på toppen af kølecontaineren, hvis de står i vejen. Alt sammen selvfølgelig med et glimt i øjet.
– Der er plads til at alle kan være med og have det sjovt, og så skal man ikke gøre andet end at møde op og udføre sit arbejde. Alt andet er der tænkt på for os: Måltider, varme bade, drikkevarer… Det er guld værd. Jeg føler virkelig, at der bliver taget hånd om os, slutter han.

Der er i alt tilmeldt 337 frivillige til Muskelsvindfondens fem boder, lager og intern catering på Roskilde Festival i 2015.