Handicapområdet er nærmest usynlig i de politiske valgdebatter, og derfor opfordrer Monica Lylloff med opbakning fra Muskelsvindfonden og Dansk Handicap Forbund mennesker med handicap og psykiske lidelser samt deres pårørende til at stå frem under hashtagget #enmillionstemmer. Den opfordring er der mange, der allerede har taget op.

”Mit navn er Monica, og jeg er mor til 3 børn med handicap og psykisk sårbarhed. Min søn har autisme og angst. Vi ventede i 2 år på at få den rigtige hjælp til ham og os, så han til sidst blev så dårlig, at han måtte på behandlingsskole og have medicin.”

Sådan starter Monica Lylloff sin historie på Facebook under hashtagget #enmillionstemmer.

Monica Lylloff

Initiativet er vigtigt

Monica står bag bevægelsen “BAK OP om pårørende til mennesker med handicap og psykiske lidelser”, og har nu taget initiativ til at få synlighed på handicapområdet i forbindelse med valget. Muskelsvindfonden og Danske Handicapforbund har de seneste par dage samarbejdet med Monica, og da  Monica postede sit billede på Facebook, onsdag d. 15. maj, er det gået stærkt.

Muskelsvindfondens direktør, Henrik Ib Jørgensen finder, initiativet vigtigt:

– Initiativet taler direkte ind i den moderne politiske kultur, hvor flere og flere borgere selv søger indflydelse på den politiske dagsorden og dermed ikke udelukkende overlader det arbejde til etablerede interesse-organisationer. De udnytter medierne til selv at tage ansvar for deres situation ved at stå frem og stille krav. Det er vigtigt!, siger han.

Del din historie – sådan gør du

Monica Lylloff afslutter sin historie med en opfordring til alle, som har et handicap eller er pårørende til mennesker med handicap og psykisk sårbarhed om at bakke op:

– Mere end en million mennesker er direkte berørt af handicap eller psykisk sårbarhed. Dertil kommer alle pårørende. Vi er under pres, men alligevel er vi nærmest usynlige på den politiske dagsorden. Vi ønsker at blive set og hørt. Vi vil ikke glemmes i systemet. Del din historie under hashtagget #enmillionstemmer og vis politikerne din virkelighed.”

Muskelsvindfonden bakker op 
Muskelsvindfonden bakker op om kampagnen sammen med Dansk Handicap Forbund, og vi opfordrer vores medlemmer til at gøre det samme, så vi kan få handicappolitik på dagsordenen til Folketingsvalget 2019. Du kan bakke op ved at gøre, som Monica Lylloff og mange andre ved at dele din historie eller støtte kampagnen på følgende måder:

  1. Tag et billede af dig selv med et skilt, hvorpå der står #enmillionstemmer og del det på fx Facebook med din historie om at have handicap inde på livet. Husk at skrive #enmillionstemmer i begyndelsen af din historie, så det er tydeligt, at du skriver, som en del af en større kampagne.
  2. Del andres historie eller nyheder om handicap og psykisk sårbarhed under hashtagget #enmillionstemmer.
  3. På Facebook kan du komme en ramme om dit profilbillede, hvor der står #enmillionstemmer. Du lægger rammen på dit billede, ved at klikke på dit profilbillede og vælge ”Tilføj ramme”. Herefter søger du på #enmillionstemmer og vælger den.
  4. Skift dit profilbillede ud med et billede af dig selv, hvor du står med et skilt, hvorpå der står #enmillionstemmer. Skriv gerne en kommentar til dit billede, så dine venner og følgere på Facebook ikke er i tvivl om, hvorfor du sidder med skiltet.