84-årige Mulle Blechingberg klarer sig med få timers hjemmehjælp om ugen, fordi hun VIL, men det er urimeligt, at hun ikke kan få mere hjælp, mener hun.
Læs redaktørens begrundelse for valget af netop denne artiklen i bunden

”Fra hofterne og ned er jeg blevet 110 år. Fra hofterne og opad kan jeg ikke mærke forskel. Jeg har de samme interesser, de samme glæder og de samme ønsker.Jeg er ligesom delt i to, hvor den øverste halvdel ikke er blevet spor ældre.”

Mulle Blechingberg sidder i sin yndlingslænestol i stuen og har sin gangrollator parkeret (artikel fortsætter under billedet)

Mulle Blechingberg i sin yndlingslænestil i sin stue. Foto: Lasse Jørgensen

foran sig. Uden den kan hun ikke gå omkring i huset, og selv med den kniber det med balancen. Men hun klarer sig fint, siger hun og vil også klare sig. Ikke mindst fordi hun vil blive bo­ende i den gamle villa på Slotsstien i Snoghøj ved Fredericia, hvor hun har boet i mere end 60 år.

“Nogle gange er jeg selv for­bløffet. Der må jo være noget galt, når jeg stadig er lige lykkelig for pænt tøj, ture, slik, bøger, film … ja, der er ikke noget, jeg kan sige, at jeg ikke er glad for mere. Det er ude­lukkende kræfterne, det er galt med. Jeg bliver ikke træt i hovedet, men jeg bliver træt i mine ben, min krop og mine hænder,” siger hun.

Mulle Blechingberg, 84 år, hed­der egentlig Camille til fornavn – udtalt på fransk: Kami’j. Men da ingen hverken kan stave eller udtale navnet rigtigt, foretrækker hun Mulle. Det er nemmere. Siden Mulle Blechingberg var 18 år, har hun vidst, at hun havde den sjældne muskelsvindsygdom, Char­cot-Marie-Tooth. Da hun var ung, betød sygdommen, at hun gik lidt anderledes end andre, men ellers klarede hun sig godt.

”Jeg kunne da både cykle til Fre­dericia, svømme, ride og danse. Og for nu at prale lidt så har jeg aldrig siddet over en eneste gang til bal nede på badehotellet. Jeg mener, at så har jeg da ikke virket afskræk­kende,” forklarer hun.

Ikke råd til hushjælp

Også som hjemmegående husmor med mand og to børn klarede Mulle Blechingberg sig godt. Hun funge­rede 95 procent normalt, siger hun. Resten fik hun hjælp til af sin mand, selv om det ikke var almindeligt, at manden hjalp til med det huslige. Men der var ikke råd til at fa hjælp i huset; og hjemmehjælp eksiste­rende ikke dengang.

“Jeg kunne måske have klaret mig endnu længere, hvis jeg ikke havde brugt så mange kræfter den­gang,” siger hun og hentyder til, at ryggen nok er blevet ødelagt af al den vask i hånden. (artiklen fortsætter under billedet)

Huset er fyldt med minder fra et langt liv, og derfor vil Mulle Blechingberg kæmpe til det sidste for at blive boende. Foto: Lasse Jørgensen

Men sådan var vilkårene jo dengang. Først da Mulle Blechingberg var omkring 60 år, og hendes mand havde faet konstateret dårligt hjerte, foreslog hendes læge, at hun søgte invalidepension. Det gjorde hun og fik tildelt den mellemste invalide­pension og det laveste plejetillæg. Det klarede hun sig med, til hendes mand døde fa år efter. Derefter fik hun hjemmehjælp: Ca. fire timer om ugen, eller i hvert fald timer nok til at fa gjort rent i hele huset og hand­let, husker hun. Siden er det gået langsomt nedad med hjælpen og servicen.

“Nu har jeg knap en time om ugen til rengøring, og de må ikke handle for mig mere. Det er så for­argeligt, og jeg er virkelig vred over det. I det sidste halve år har de ikke talt om andet i Folketinget end at give flere penge til hjemmehjælpen, men der er ikke kommet så meget som en eneste ekstra person til hjemmehjælpen. Jeg har mistanke om, at kommunen har faet pengene, men har brugt dem til et par ekstra spadestik nede i havnen, for det er der prestige i,” kommer det vredt fra Mulle Blechingberg, som ikke har undladt at påpege den forringede service over for kommunen.

F.eks. ringede hun, da hun fik besked om, at hjemmehjælperne ikke længere måtte købe ind for hende.

“Da blev jeg gal. For hvad nu hvis jeg ikke kunne komme på apo­teket, i banken eller på posthuset? Da sagde jeg, at det må og skal I gøre for mig – og det fik jeg så be­vilget. Men jeg skulle virkelig slås, og de var sure i lang tid, fordi jeg havde henvendt mig på rådhuset. ”

Et bad om ugen

Ud over den ene time til rengøring kommer en hjemmehjælper et kvar­ter hver morgen for at hjælpe Mulle Blechingberg tøj, strømper og sko på, og hver tirsdag har hun faet be­vilget en times hjælp til at komme i bad. Men hjælpen er ikke så fleksibel som tidligere, synes hun. Hvis hjem­mehjælperen holder ferie, eller hun selv har gæster på netop den ugedag, hvor hjælperen plejer at komme, bli­ver rengøringen droppet. Morgeh­hjælpen kommer kl. 7 .30 hver dag, selv om hun gerne ville sove læn­gere. Når man først kommer i seng efter midnat, fordi alle de gode film i fjernsynet vises sent, sover man noget så godt på det tidspunkt, for­klarer hun. Heller ikke et ekstra bad i løbet af ugen, er der mulighed for. Det spurgte hun om sidste sommer, da det var varmt, og henviste til en ældre mand, som hun vidste, fik bad hver dag. Kunne hun ikke fa bad bare to gange om ugen? “Nej, sagde de. Han fik det kun, fordi han tissede i bukserne, og da jeg ikke tisser i bukserne, så … jeg overvejede, om jeg skulle give mig til det,” kommer det med et under­fundigt smil:
For at kompensere lidt for den manglende tid i hjemmehjælpen har Mulle Blechingberg ansat en privat hjælp et par timer om ugen til ren­gøring. Mere har hun ikke råd til, når hun også betaler en anlægsgart­ner for at ordne den store have om­kring huset. Til at handle for sig har hun faet en aftale med et ungt par, der bor i nabolaget. De handler en gang om ugen, og det har hun lært at nøjes med, selv om det kan betyde, at hun må undvære ost en hel uge, hvis hun glemmer at skrive det på huske­sedlen. Hendes søn og datter har ikke mulighed for at hjælpe hende i det daglige. Sønnen er i Rusland, og datteren bor i København.

Gammel med muskelsvind

Med alderen og udviklingen i mus­kelsvindsygdommen er der efter­hånden mange ting, Mulle Bleching­berg ikke længere kan. “Jeg synes – og nu må jeg rose mig selv – at jeg er rimelig god til at vænne mig til alting,” siger hun, men understreger samtidig, at der er stor forskel på bare at blive gammel og at blive gammel med muskelsvind.

“Hvis du bare er gammel, kan du have ondt i ryggen og have svært ved at gå. Men du kan gå. Og du kan gøre mange ting, og du kan frem for alt gå rundt i dit hjem. Men når du har muskelsvind, må du overveje alt, hvad du gør: Hvor du sætter dig, om stolen er høj nok, til at du kan komme op igen, om gryden er let nok, til at du kan løfte den op på komfuret, om tingene er for højt oppe i skabet, og sådan kan man blive ved. Det er svært at rede håret i nakken, fordi armene gør ondt, og du kan ikke komme ned i din egen kæl­der. Hvis jeg bare var gammel, kunne jeg gå baglæns ned ad trappen:’

(artiklen fortsætter under billedet)

Artiklen som den så ud s. 20 i Muskelkraft nr. 1 1998

Også uden for huset kan Mulle Blechingberg mærke forskellen. Hun kommer meget sjældent ud – både fordi der er trapper op til huset, og fordi hun ikke har nogen til at skubbe den manuelle kørestol, hun bruger udendørs. En elektrisk køre­stol er ikke nogen løsning, mener hun, for hun tør ikke køre sådan en, og der vil stadig være problemer med alle trapperne, uanset om hun ville bruge den i byen eller i sit eget hus.
Netop trappen til første sal i den gamle villa har Mulle Blechingberg for længst måttet opgive at komme op af. Derfor fik hun for nogle år siden installeret en trappeelevator. Rundt om i huset er der desuden adskillige håndtag, så hun altid har noget at holde fast i og støtte sig til, og i badekarret er der en badestol med en elektrisk hævemekanisme. At fa de nødvendige hjælpemid­ler har aldrig været et problem.

“Der har de altid været villige til at hjælpe,” siger hun og banker under bordet.

“Blikmad”

På grund af sin muskelsvind kan Mulle Blechingberg ikke længere overkomme at lave mad, og hun far derfor hver dag sin varme mad fra kommunen. “Blikmad ” kalder hun den, fordi hun synes, den er både ke­delig og fantasiløs. Men der er ikke andre muligheder, så hun har været nødt til at affinde sig med det – lige­som med alle de andre ting, hun heller ikke kan mere.

“Der er jo tusindmange ting, jeg ikke kan. Jeg kan ikke tænde op i pejsen, jeg kan ikke rede sengen til min søn, når han kommer hjem til jul, så han kan se, at han er velkom­men, eller bage småkager. Jeg ville også gerne have mange potteplan­ter, men jeg kan ikke vande dem, fordi jeg ikke kan løfte vandkanden op til karmen. Jeg kan ikke vaske mine strømper og hænge dem op eller tage i byen og selv vælge mit tøj i forretningen – ja, det er lidt svært at huske alle de ting, jeg gerne ville kunne,” siger hun, men har ef­terhånden vænnet sig til, at sådan er det.

Det får hende i hvert fald ikke til at miste livslysten.

“Jeg mener også, at man skal gøre problemerne til opgaver og så forsøge at løse dem i stedet for at sætte sig ned og vente på, at andre gør det.”

Når Mulle Blechingberg taler om livskvalitet, og hvad der betyder noget for hende, nævner hun aller­først det at bo i den gamle villa. Huset er fyldt med minder og ting, hun har arvet, og så er der “lebens­raum”, kalder hun det. Selv om det er luksus, fordi det er dyrt både skatte- og reparationsmæssigt, vil hun hellere spare på køkkenrullerne og ønske sig praktiske ting til huset i jule- og fødselsdagsgave end flytte derfra.

En god kammerat

Men også venskabet med Christian på 16 år, som besøger hende hver weekend, er med til at gøre livet værd at leve, mener hun. Venskabet be­gyndte, efter at han havde besøgt hende i forbindelse med en opgave til skolen, og så er han kommet siden.

“Ham holder jeg så meget af. Han behandler mig nøjagtig som en kammerat, og det er jeg lykkelig for. Han kommer bare for at besøge mig, og vi kan snakke om alt: Jule­gaver, hans nye tøj, eller han har måske nogle sladderhistorier. Jeg er simpelthen så glad for ham, at jeg ikke tør sige det til min datter. Jeg tror, hun bliver lidt jaloux, men han gør jo bare alt det, hun kunne gøre, hvis hun var hjemme.” Feks. ringede Christian en dag til hende for at høre, om hun havde spist. Ellers ville han komme med nogle pommefritter, han netop var ved at lave. “Så kom han susende på sin cykel med en kæmpe pose pomme­fritter og en stor bøtte remoulade og ketchup, og så sad vi og spiste pommefritter med fingrene. Sådan er han bare.”

En pose slik

For Mulle Blechingberg er livskvali­tet også noget med at læse en god bog, at have tid til at læse Berlingske Tidende hver dag over middag og at sætte sig i lænestolen kl. 18 og følge nyhedsudsendelserne i fjernsynet til kl. 20 og så bagefter se, hvad der el­lers kommer på en af tv-kanalerne.

“Jeg elsker mine aftener, og så sørger jeg for at have noget slik. Andre mennesker drikker aftenkaffe – jeg har slik. Det er nemmere. Når jeg kommer til det tidspunkt af dagen, orker jeg ikke at gå helt ud i køkkenet, selv om jeg har lyst til kaffen. Jeg er bare træt. Trætheden er det mest besværlige ved denne form for muskelsvind.”

Hvis Mulle Blechingberg en dag får brug for så meget hjælp, at andre mener, hun bør flytte, vil hun alli­gevel kæmpe til det sidste for at blive boende.

“Væk herfra … Nej, det vil jeg ikke,” siger hun med en stædighed, der gør, at man er overbevist om, at hun nok skal få ret.

“Min svigersøn sagde engang til mig: Du er en stædig gammel dame, – men jeg kan nu godt lide dig alli­gevel. Stædighed er en god ting, og jeg er lykkelig for at have den,” siger Mulle Blechingberg.

Redaktørens begrundelse for valget

Jeg interviewede 84-årige Mulle Blechingberg i hendes store villa i Snoghøj til temaet om ældre med muskelsvind i Muskelkraft. Hun var en fantastisk kvinde med klare holdninger, humor og livslyst. Interviewet tog fire timer, fordi jeg undervejs skulle se – og afprøve – hendes trappelift til første sal, se de hjælpemidler, hun havde fået installeret i hjemmet og ikke mindst drikke flere kopper sort kaffe.