Der skulle gå et år, Socialminister Mai Mercado skulle involveres, afgørelserne skulle igennem Ankestyrelsen flere gange, og Brønderslev Kommune kom med flere utilfredsstillende afgørelser. Nu er det endelig lykkedes for Jimmy Bent Jensen, som har ALS, at få sin personlige hjælperordning.

Endelig skete det. Jimmy Bent Jensen behøver ikke længere se på sit ur efter, hvornår hjemmehjælpen kommer, så han kan komme på toilettet. Efter lang ventetid efter Brønderslev Kommunens afgørelse er han blevet bevilliget en personlig hjælperordning, kaldet “Borgerstyret Personlig Assistance”, BPA.

Artiklen fortsætter under billedet

Uddrag fra Nordjyske i dag.

Det var ellers begyndt at blive kritisk for Jimmy, da han kun blev dårligere og dårligere under den lange ventetid. Han fik konstateret Amyotrofisk Lateral Sclerose, ALS, for to år siden, og siden er hans funktioner gradvist forværret. Jimmy søgte Brønderslev Kommune om en BPA i april 2017, men fik afslag. Og siden har han ikke kun kæmpet mod sygdommen, men også mod kommunens mange fejlagtige afgørelser.

Jimmy fik støtte hele vejen rundt, hvor repræsentanter for flere end 30 handicap-organisationer blandt andet var mødt op for at protestere over behandlingen af ham på Brønderslev Rådhus i tirsdags.

Jimmy har fået personlig hjælp

Nu er afgørelsen så kommet, og kommunen har besluttet, at Jimmy er berettiget til at få en personlig hjælperordning, en BPA, og han har fået bevilliget hjælp i gennemsnitligt 100 timer om ugen. Handicappolitisk Konsulent i Muskelsvindfonden har fulgt og hjulpet Jimmy fra start:
– Vi er meget glade på Jimmys vegne, at han nu får den fleksible og personlige hjælp, som han har behov for. Vi er naturligvis kede af, at det skulle tage så lang tid for Brønderslev Kommune at træffe den rette afgørelse. Jimmys sygdom har også udviklet sig så antallet af hjælpertimer er for lavt fx er der dage, hvor Jimmy ifølge kommunens udmåling skal i seng klokken 19.00. Det tidspunkt skal vi gerne have flyttet, så han kan have lidt aften ligesom alle os andre. Men det ér glædeligt, at Jimmy nu får han den personlige hjælp, som han har brug for, og det er en stor sejr for ham efter den lange ventetid, siger handicappolitiske konsulent i Muskelsvindfonden Thomas Krog,

Thomas Krog roser den nyvalgte udvalgsformand Martin Bech for at gå ind i sagen, så der endelig skete noget, siger handicappolitiske konsulent i Muskelsvindfonden Thomas Krog.

Personlig hjælp er afgørende for Jimmy

I april kunne Jimmy Ben Jensen tale næsten ubesværet, det kan han ikke mere. Han kunne også flytte sig fra en stol til en anden. Det kan han ikke mere. Han ventede i 12 måneder på den rette hjælp, en hjælp som er fleksibel og ikke mindst personlig, hvilket var af afgørende betydning for Jimmy, da hans tale er meget påvirket af sygdommen. Derfor havde han brug for et team af faste hjælpere, som kan forstå ham, også når hans tale forværres yderligere. Derudover kæmpede Jimmy for stadig at kunne leve et aktivt liv. Tidligere har Jimmy altid været aktiv som frivillig på Brønderslev Amatør Scene og han arbejdede som IT-konsulent.

Her kan du læse de artikler Muskelsvindfonden tidligere har skrevet om sagen, HER og HER.