I krisetider må vi hjælpe hinanden, og det er netop, hvad emballagevirksomheden Envases Europe og deres danske medarbejdere har gjort. Envases Europe har sammen med deres medarbejdere netop doneret 127.000 kr. til Muskelsvindfonden

Igennem de sidste par år har Muskelsvindfonden nydt godt af samarbejdet med Envases Europe, der har leveret designede konservesdåser til foreningens madboder på Roskilde Festival. I år har festivalen ikke fundet sted, og derfor er der heller ikke blevet leveret dåser, som der plejer. Det betyder imidlertid ikke, at Envases Europe har glemt Muskelsvindfonden, tværtimod.

Donation på 127.000 kr.

Muskelsvindfonden har netop modtaget en flot donation på hele 127.000, som er indsamlet blandt medarbejderne i virksomheden, hvorefter Envases har suppleret beløbet med en tredjedel.

– Blandt vores medarbejdere har der været et stærkt ønske om at hjælpe nogle af dem, som pandemien og de økonomiske konsekvenser heraf har ramt hårdt. I den forbindelse var det naturligt for os at vælge en god samarbejdspartner som Muskelsvindfonden, der henover sommeren fik aflyst alle sine indsamlingsaktiviteter og dermed deres indtægtsgrundlag,” fortæller medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, Claus Due.

Medarbejder repræsentant fra Envases Europe, Claus Due, med gavecheck indsamlet af medarbejderne.

I Muskelsvindfonden vækker donationen stor glæde og minder om, hvordan gode samarbejdspartnere kan være med til at gøre en forskel- også i et år, hvor det sædvanlige samarbejde har været udfordret.

– Pengene falder på et meget tørt sted, og det rører mig, at medarbejderne i Envases Europe har overskud til at tænke på os i denne tid. Vi har været glade for vores samarbejde gennem flere år, men det her sætter trumf på, siger Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden.