I Muskelsvindfonden er en af vores mærkesager at skubbe til fordomme og påvirke holdninger ved at synliggøre mennesker med handicap og sætte fokus på de forestillinger, der eksisterer om mennesker med handicap.

I forbindelse med årets første nummer af medlemsbladet Muskelkraft bad vi derfor vores medlemmer om at stille nogle af de spørgsmål, som de oplever at blive stillet af vildt fremmede mennesker. Spørgsmålene er blevet og bliver fortsat sendt videre til en kendt person, som svarer på spørgsmålene på bagsiden af Muskelkraft.

En række af medlemmerne sendte spørgsmål ind, og det er der kommet en række humoristiske anekdoter ud af. Nogle af spørgsmålene er nemlig ret komiske, når mennesker med muskelsvind først og fremmest er mennesker som alle andre. På trods af de til tider lettere komiske fordomme, sætter vi pris på, at folk spørger frem for at møde mennesker med handicap med tavshed.

Se og læs nogle af anekdoterne nedenfor.

Hør Martin Ørnebjerg Larsen fortælle om en oplevelse, han engang havde under et foredrag

 

Martine Mølbak Mønster, har muskelsvind:

”Jeg oplevede engang, at to ældre damer i 60+ alderen sagde til min hjælper: ”Hvor er det pænt af dig at tage hende med i biografen!”

 

Aina Kamilla Boss Budde, har muskelsvind:

”For nogle år tilbage var jeg på ferie i Las Vegas. På et tidspunkt under ferien får jeg stukket en serviet i hånden, hvor der står en adresse til en hjemmeside. En kvinde gav mig den, mens hun lovede mig, at jeg kunne blive healet, hvis jeg besøgte hjemmesiden. Hjemmesiden var om at drikke sit eget tis …”

 

Jakob Dahl, har muskelsvind:

”Jeg blev engang ”healet” af en meget flink hjemløs mand i Miami. Healingen ville efter sigende fjerne min muskelsvind, når min tro på Gud var stærk nok. Desværre er jeg ikke religiøs nok endnu. Han fik en halv pakke smøger for healingen”

 

Har du eksempler på skøre, sjove eller grænseoverskridende spørgsmål eller kommentarer, som mennesker med muskelsvind kan opleve at blive stillet? Så send dem i en mail til kommunikationsmedarbejder Kirsten Jæger på kija@muskelsvindfonden.dk

Læs i øvrigt hvad Jacob Riising og Simon Jul Jørgensen svarede på de spørgsmål, som de fik stillet i forbindelse med de sidste to numre af Muskelkraft.