I efteråret 2015 indgik Muskelsvindfonden og SmukFest et samarbejde om at videreudvikle sikkerheden under events, koncerter og festivaler i hele Danmark. Resultatet blev en fusion af de to organisationers sikkerhedsafdelinger; den erhvervsdrivende fond Event Safety, som d. 1. januar 2017 begyndte rejsen mod at skabe øget tryghed og sikkerhed i hele branchen.

Med fusionen har Event Safety samlet over 20 års erfaring inden for koncertsikkerhed på flere af Danmarks største koncerter og musikfestivaler. Det giver et godt produkt, der er stor efterspørgsel på, konstaterer Event Safetys sikkerhedschef, Thomas Rydahl.

”Indtil videre er året gået helt forrygende. Vi har formået at skabe en enhed, som der er rigtig stor efterspørgsel på, og vi har ramt et punkt i branchen, hvor der er plads til udvikling. Tilbagemeldingerne fra vores eksterne kunder og samarbejdspartnere er enormt positive, og de roser de frivillige til skyerne,” siger han og fortsætter:

”Der er selvfølgelig altid noget, vi kan blive bedre til; men der er opstået et fantastisk fællesskab og en kultur, som er rigtig god. En af udfordringerne ved fusionen var netop, at frivilligkulturen i Muskelsvindfonden og på SmukFest er meget forskellige. En stor del af arbejdet er derfor gået på at få de to kulturer til at smelte sammen. Det har været en succes, og vi har nogle super seje frivillige, som bare leverer varen gang på gang.”

Artiklen fortsætter under billederne.

Frivillighed og fællesskab

Event Safety er lige ejet af Muskelsvindfonden og SmukFest, og al overskud går ubeskåret til hhv. Muskelsvindfondens arbejde for mennesker med muskelsvind og Smukfondens arbejde for enlige og udsatte. Ligesom i de to moderorganisationer er frivillighed grundstenen i Event Safety:

”De frivilliges indsats betyder alt. I tråd med det koncept, som Muskelsvindfonden og SmukFest står for, har vi implementeret en noget for noget kultur, hvor man ved at være frivillig giver noget til nogle, der trænger. Jeg er simpelthen så stolt over de frivillige, der bare tropper op og leverer varen for at gøre noget godt for andre mennesker,” fortæller Thomas Rydahl og fortsætter:

”Der er frivillige, som bruger mere end 1000 timer om året på festivaler og koncerter landet over. Med den store efterspørgsel er vi faktisk nået til det punkt, hvor vi har været nødt til at sige nej til forespørgsler og bookinger for at frede mandskabet. For os er det en balancegang; de frivillige arbejder hårdt, så indimellem er vi også nødt til at give dem en pause, så de ikke bliver slidt op.”

Sidste år havde Event Safety 285 arrangementsdage fordelt på bl.a. Grøn, SmukFest, Roskilde Festival, Cirkus Summarum, Heartland Festival, CopenHell, Vig Festival og mange flere.

Fakta: Event Safetys uddannelse

  • Event vagt: 53 timer
  • Førstehjælper: 50 timers uddannelse over 2 weekender
  • Førstehjælpsassistenter: 175 timers uddannelse over 6 weekender, som afsluttes med en eksamen og herefter halvårlige reeksaminationer
  • Førstehjælpsbehandlere: Foruden assistentuddannelse gennemføres yderligere 60 timers uddannelse, som afsluttes med en praktisk og skriftlig eksamen