Krumme agurker, blege kroppe, svulmende former, ivrige streger og masser af varme. Kropslig mangfoldighed var i højsædet, da Muskelsvindfonden og Politiken rykkede ud på Kulturmødet på Mors med den succesfulde event Gin & Croquis.

To kroppe, som langt fra er et typisk glansbillede af menneskekroppen, prydede Politikens scene på Kulturmødet 2019. I samfundskulturen anses kropslige særligheder som tegn på svaghed, svækkelse eller sågar udløbsfrist. Muskelsvindfonden har et ønske om at lægge det perfekte helvede i graven og sætte fokus på alt det, der gør et menneske helt Pærfekt.

– Instagram syder af spidse trutmunde, fejlfrie cupcakes og retoucherede bikinikroppe. Samtidig overdynger Facebook os med statusopdateringer om alle de ting i livet, hvor vores venner har succes – meget sjældent det modsatte. I virkeligheden kan ingen genkende sig selv i det glansbillede, som de selv er med til at skabe. Heller ikke mig, siger Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden, som var vært for eventen sammen med Kulturredaktør på Politiken, Mette David-Nielsen.

Artiklen fortsætter under billederne

Gammelt koncept på nye flasker

Til at højne energien og stimulere den kunstneriske skabelsesproces serverede Muskelsvindfonden en smagsprøve på foreningens egen Gin ”Pærfekt”. En Gin, som er lavet i samarbejde med det danske destilleri, Radius Distillery, og som er brygget på krumme agurker. Du ved – dem, der er så grimme, at vi kasserer dem.

Det er tredje gang, at Muskelsvindfonden arrangerer Gin & Croquis sammen med Politiken. Den kropslige event fandt også sted på Folkemødet i 2018 og 2019. Alle gangene har eventen været en bragende succes, og bænkene har været fuldt besat af ivrigt tegnende gæster, som bliver belønnet med et glas gin. Det skete også på kulturmødet, selvom regnen forsøgte at udvaske blyantstregerne og fortynde ginen. Gæsterne blev siddende og tegnede videre.

Uffe Elbæk: ”Et sindsygt paradoks”

Som gæster til eventen havde Muskelsvindfonden, og Politiken inviteret formand for Alternativet, Uffe Elbæk, teaterinstruktør Monna Dithmer og teaterskuespiller Henriette Rosenbeck. De tegnede ivrigt under hele seancen, og det var et arrangement, som gjorde indtryk:

– Vi skal altid være den bedste udgave af os selv, og vi skal være bedre end alle de andre. Det er helt paradoksalt, at unge mennesker i dag ikke kan finde ud af at bade nøgen efter gymnastisktimen, fordi de ikke tør vise deres kroppe. fordi de hele tiden måler sig med hinanden. Det sker samtidig med, at vi aldrig har haft så meget krop i vores kultur. Du kan gå ind på nettet og finde alle de nøgne mennesker, du kan forestille dig. Det er et sindsygt paradoks, at der er kroppe overalt, og samtidig bliver vi mere og mere fremmedgjorte overfor vores egen. Derfor synes jeg, det var så fedt et arrangement, at vi kom helt ned, og vi kunne mærke og se, hvad det vil sige at være i sin krop, siger Uffe Elbæk.

Hør hele klippet med ham herunder: