30 nye førstehjælpsassistenter og 20 nye Event Vagter forventes klar til at levere sikkerhed, security og præhospitale ydelser i løbet af foråret 2015.

Muskelsvindfondens sikkerhedsafdeling, Event Safety, opruster lige nu blandt de frivillige, så afdelingen, der i øjeblikket består af 150 mand, forventes at nå op omkring de 200 frivillige.
– Til vores store glæde oplever vi en enorm efterspørgsel efter vores ydelser, og det har fået os til at udvide både Security- og præshospitale afdelinger i starten af 2015, siger sikkerhedschef Kasper Sønderdahl.

Event Safety er ansvarlige for sikkerheden på Muskelsvindfondens egne arrangementer: Grøn Koncert og Cirkus Summarum, men derudover sælges kompetencerne også ud af huset til en række koncert- og eventarrangører i Danmark. Blandt andet nyder både Norhside Festival, Roskilde Festival og Distortion godt af Muskelsvindfondens højtuddannede sikkerhedsfolk under deres arrangementer.

For at kunne levere en professionel og strømlinet indsats af højeste kvalitet i marken, gennemgår alle medlemmer af Event Safety et uddannelsesforløb af varierende længde. Således gennemgår Event Vagterne interesseorganisationen Dansk Lives uddannelse på 53 timer fordelt over to weekender, mens man som førstehjælpsassistent gennemgår 175 timers praktisk og teoretisk uddannelse over seks weekender. Uddannelsen afsluttes med både praktisk og skriftlig eksamen med en speciallæge som censor, og skal efterfølgende fornys løbende.

Sidder du med ønsket om at blive en del af Event Safety, og dermed Danmarks bedste sikkerheds- og præhospitale enheder baseret på frivillighed, eller kender du nogen, der kunne være interesseret, kan du læse mere om krav og ønsker til de frivillige her.

Du kan downloade rekruteringsmaterialet her:

Muskelsvindfondens Event Safety Crew søger nye førstehjælpsassistenter

Muskelsvindfondens Event Safety Crew søger nye Event Vagter til vores Securityafdeling

Der er ansøgningsfrist den 1. november.


OM EVENT SAFETY


  • Etableret i 2003
  • Har ca. 150 arrangementsdage om året
  • Servicerer op mod 300.000 gæster årligt
  • Har igennem Dansk Live siddet med i den arbejdsgruppe, der har udviklet Rigspolitiets Vejledning i udarbejdelse af sikkerhedsplaner for større, udendørs musikarrangementer, der er gældende for alle koncertarrangører i Danmark.

Kontakt: Kasper Sønderdahl – Chef, Event Safety på kaso@muskelsvindfonden.dk