191.000 gæster og historisk mange udsolgte koncerter, melder Muskelsvindfonden og Tuborg.

Den ottende og sidste Grøn er lige nu i fuld gang i Valbyparken og fuldender i aften årets Grøn-karavane, der har været en bragende succes! Tuborg og Muskelsvindfonden har kunnet melde udsolgt til syv ud af tourens otte koncerter for første gang nogensinde!

Historisk godt forsalg og 191.000 gæster



I alt 191.000 publikummer har taget del i folkefesten på Grøn 2018, hvor overskuddet går til Muskelsvindfondens arbejde med at skabe plads til forskelle i samfundet.

Grøn 2018 afsluttes i aften i Valby og har budt på sommervarme, fantastiske musikoplevelser og fyldte koncertpladser. I alle otte byer har den vaskeægte Grøn-stemning fyldt koncertpladserne, hvor publikum, de frivillige og årets artister har festet sammen for den gode sag. Med hele syv udsolgte koncerter og 191.000 glade festivalgæster kan Grøn-karavanen i aften afrundes med stolthed:

– Danmark har vist sig fra sin smukkeste side i år. Vores musikprogram har siddet lige i skabet. Folk har taget godt imod fornyelserne på pladsen, og satsningen med to københavner-koncerter har vist sit værd. At se 191.000 gæster feste, hygge sig og danse til uforglemmelige musikoplevelser gør mig vanvittig glad. Årets fantastiske artister, vores 680 frivillige og det smukke danske sommervejr har skabt rammerne om et brag af en fest, siger Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden.

Stor betydning for Muskelsvindfonden



Med et rekordhøjt antal udsolgte koncerter vil der helt sikkert blive genereret et meget flot overskud til Muskelsvindfondens arbejde, og det vækker glæde i Muskelsvindfonden:

– Det er ingen hemmelighed, at de seneste tre år har været lidt svære for Muskelsvindfonden på grund af ustadigt og decideret dårligt vejr. Men med det flotte resultat kan vi atter sætte det lange lys på og styrke vores arbejde med at skabe plads til forskelle og et godt og længere liv med muskelsvind. Der sker utroligt meget i øjeblikket, der påvirker mennesker med muskelsvind og deres familier. Nye, banebrydende behandlinger er desværre ikke altid tilgængelige, og presset på de offentlige udgifter skaber øget risiko for eksklusion. Det ser vi frem til at kunne gøre mere ved takket være opbakningen fra publikum, frivillige, kunstnere og samarbejdspartnere, fortæller henrik Ib Jørgensen, direktør i Muskelsvindfonden.

Tuborg er også glade for resultatet:

– Det er fuldstændig fantastisk at mærke, at Grøn efter 35 år stadig er et brand, der taler stærkt til den danske befolkning. Vi er enormt glade for vores mange års samarbejde med Muskelsvindfonden, hvor Tuborg siden 1983 har været en del af danskernes live-oplevelse på Grøn. Det er fedt at se, at vores Grøn-kampagne i år er lykkedes så godt, og vi ser frem til, at vi sammen igen til næste år kan sende Grøn ud på de danske landeveje og invitere på endnu en fest med masser af god musik og kolde pilsnere, tilføjer Tuborgs sponsorchef Peter Giacomello.

Tourplan:
19/7 – Amager (udsolgt med 15.000 publikummer)
20/7 – Kolding (udsolgt med 18.000 publikummer)
21/7 – Aarhus (udsolgt med 35.000 publikummer)
22/7 – Aalborg (udsolgt med 21.000 publikummer)
26/7 – Esbjerg (16.000 publikummer)
27/7 – Odense (udsolgt med 27.000 publikummer)
28/7 – Næstved (udsolgt med 24.000 publikummer)
29/7 – Valby (udsolgt med 35.000 publikummer)

Om Grøn
I snart fire årtier har Tuborg og Muskelsvindfonden afholdt Grøn og spredt glæde over det ganske land.
Gennem Grøn har Muskelsvindfonden skabt sig en platform og en synlighed, som bidrager til at indfri Muskelsvindfondens vision – at skabe et samfund med plads til forskelle. En vision, der handler mere om mennesker end muskelsvind. Grøn er et af Danmarks mest populære brands, og ønsket er at skabe fokus på rummelighed og mangfoldig sameksistens.
Tilsvarende har Tuborg været en del af danskernes liveoplevelser på Grøn Koncert siden 1983. Tuborg er hele Danmarks bryggeri og er siden grundlæggelsen i 1873 vokset til at blive det foretrukne ølmærke herhjemme. Tuborg gør nemlig både noget ved danskerne og noget ved musikken. Gennem tætte samarbejder med musikmiljøet og koncert- og festivalarrangører i hele landet har Tuborg gennem fem årtier medvirket til, at mennesker hvert år kan mødes til fællesskab, unikke musikoplevelser og iskolde pilsnere.