Kommunerne har svært ved at administrere hjælpeordningen – også kaldet BPA-ordningen. Det har vi i handicaporganisationerne længe vidst, men nu bekræfter en ny praksisundersøgelse vores oplevelse.

Debatindlæg i Altinget d. 8/3-2019
Af landsformand Lone Møller CP Danmark, landsformand Susanne Olsen Dansk Handicap Forbund, landsformand Lisa Beha Erichsen Hjernesagen, formand Lisbeth Koed Doktor Muskelsvindfonden, direktør Astrid Blom Parkinsonforeningen, direktør Klaus Høm Scleroseforeningen, formand Janus Tarp UlykkesPatientForeningen og formand Thorkild Olesen Danske Handicaporganisationer

Undersøgelsen, der blev foretaget af Ankestyrelsen og offentliggjort den 20. februar 2019, har gennemgået 50 sager om hjælpeordninger fra 13 forskellige kommuner. Men vel at mærke sager, der ikke har været anket.

Undersøgelsen viser, at kommunerne farer vild i reglerne: De undlader ofte at inddrage borgernes oplysninger, de glemmer partshøringer, og de giver mangelfulde begrundelser i deres afgørelser.

Kommunerne oplærer ikke i arbejdslederrollen

Derudover peger praksisanalysen også på, at kommunerne ikke i tilstrækkeligt omfang tilbyder oplæring i arbejdsgiverrollen. Det gør kun ca. halvdelen af kommunerne. Når det er en forudsætning, at man kan fungere som arbejdsleder for at få bevilget en hjælpeordning, er det i særlig grad kritisk, at kommunerne ikke understøtter uddannelse i at varetage arbejdslederrollen.

Konsekvensen er, at mennesker, som kunne være berettiget og kunne fungere med en hjælpeordning, aldrig får muligheden, fordi de ikke tilbydes den basale oplæring i arbejdslederrollen. Alternativet for de mennesker er ofte en usammenhængende hjemmehjælp og ledsageordning, som ikke giver dem mulighed for et liv på lige fod med andre mennesker.

Retssikkerheden er i knibe

Som nævnt underbygger praksisundersøgelsen, at kommunerne har svært ved at administrere ordningen. I de 50 sager, som Ankestyrelsen har gennemgået, er der fejl i over en 1/4 del af sagerne. Det betyder i klar tekst, at Ankestyrelsen ville have sendt en meget stor del af de sager, de her har analyseret – og som Ankestyrelsen ikke tidligere har set – tilbage til genbehandling i kommunen. Her gemmer sig med andre ord et stort antal borgere, som aldrig har fået deres ret, fordi sagen aldrig blev anket.

Hertil skal man så lægge alle de sager, som rent faktisk blev anket. I 2017 blev der klaget over 10 procent af alle BPA-sager, og mere end 1/3 af de sager indeholdt alvorlige fejl.

At der er fejl i en meget stor del af både de sager, som ankes, og – som praksisundersøgelsen viser – også i de sager, der ikke ankes, er efter vores opfattelse et kæmpe problem, som desværre viser, at borgernes retssikkerhed er under voldsomt pres.

De gode intentioner forsvinder i kommunens administration

Kommunerne roder med administrationen af BPA-ordningen, og rodet er kun endnu større, når man kigger specifikt på administrationen af § 95.

Men hvad der er lige så slemt er, at kommunerne ikke forstår og respekterer hele grundidéen med hjælpeordningerne. Praksisanalysen dokumenterer frem for noget, at kommunernes blik for og vilje til at skabe løsninger, som er fleksible og skaber helhedsorienterede løsninger, der passer til den enkeltes liv, er yderst begrænset.
Formålet med hjælpeordningerne er jo helt grundlæggende at give mennesker med handicap mulighed for at fastholde eller opbygge et selvstændigt liv med fritidsaktiviteter og måske arbejde.

Derfor er det BPA-ordningens DNA at sikre et aktivt og udadvendt liv – ikke blot at få mennesker til at overleve. Hjælpeordningens styrke og hele idé er, at den enkelte selv kan ansætte et team af hjælpere og selv planlægge hjælpernes arbejdsopgaver inden for den ramme, som bevilliges af kommunen. Det giver fleksibilitet og skaber sammenhæng, hvad der jo er helt afgørende for at kunne have en hverdag med arbejde, uddannelse, fritidsaktiviteter, familie og meget andet.

Brug for større faglighed og solidarisk finansiering

At lovgivningen bag BPA-ordningerne er kompleks, at den enkelte kommune gennemsnitligt kun ser ganske få BPA-sager, er uomgængeligt. Det fører givet til fejl. Ingen kan forvente fuldstændig fejlfrihed. Men den kommunale sagsbehandling skal blive bedre, og derfor er der behov for større faglighed.

Men den væsentligste knast er formentlig økonomi. Som reglerne er i dag, har vi en usolidarisk finansieringsmodel og dermed en økonomisk incitamentsstruktur, som vender den forkerte vej. Kommunerne tilskyndes generelt til at skubbe ”de dyre” sager fra sig. Derfor er en væsentlig del af løsningen på det roderi, som praksisanalysen viser, en finansieringsreform, der sikrer en mere solidarisk finansiering af hjælpeordningen og andre dyre foranstaltninger.
Målet må være, at kommunerne i praksis tager hensyn til det enkelte menneske – netop som intentionen bag BPA-ordningen er formuleret. En intention som børne- og socialminister Mai Mercado for nylig bekræftede på et åbent samråd i januar på Christiansborg.

Se det af Altinget redigerede debatindlæg på Altinget.dk