Grøn Koncerts store crew får igen i år sikkerhedssko fra Bjerregaard Sikkerhed A/S.

Omkring 750 frivillige vil i de kommende uger hjælpe Muskelsvindfonden med at afvikle Grøn Koncert otte steder i Danmark. Mange af de frivillige skal være med at bygge de to scener op og pille dem ned igen. Det er uvant arbejde for de fleste. Derfor går arrangørerne vildt meget op i, at det er en sikker arbejdsplads.

“Når vores hjælpere donerer flere uger af deres ferie på at hjælpe Muskelsvindfonden, har vi en skærpet forpligtelse til at sørge for, at de kommer hjem igen i god behold. De må gerne være udmattede, men de skal ikke være kommet til skade. Det må bare ikke ske”, siger Kasper Sønderdahl, som for tiende gang er sikkerhedschef for crewet på Grøn Koncert.

Sikkerhedssko til alle
Det er da også sjældent, at der sker uheld på koncertpladserne. De cirka 70 mellemledere, som er ansvarlige for de frivillige, er på forhånd grundigt informeret om, hvordan arbejdspladsen sikres optimalt. Og dagen før den første koncert, i Kolding torsdag den 17. juli, møder hele det frivillige crew ind og bliver briefet om deres opgaver. Det er også her, at de får udleveret deres personlige sikkerhedsudstyr, bl.a. sikkerhedssko sponseret af Bjerregaard Sikkerhed A/S.

Kasper Sønderdahl fortæller: “Vi har frivillige til blandt andet at sætte de mange boder og telte op, være chauffører, hjælpe security, udgøre førstehjælpshold og bygge scenerne op. Vi fylder 50 busser. Det er det største logistiske setup af denne art i Danmark. Vi flytter alt i løbet af natten. Kombinationen af stort, flytbart produktionsapparat og en meget stor gruppe af frivillige indebærer nogle risici, som vi tager ekstremt seriøst. Vi er omhyggelige med at vurdere risici og stiller meget store krav til sikkerheden og det udstyr, vi bruger.”

Efterspurgt arbejdskraft
Den kompetence, som Muskelsvindfonden har bygget op gennem de 31 år, hvor Grøn Koncert er turneret fra by til by, bruges også i andre sammenhænge. Kasper Sønderdahl står i spidsen for en gruppe af 20 fastansatte, som sammen med et skiftende antal frivillige (i alt er mere end 1.300 tilknyttet) hjælper ved andre begivenheder, bl.a. Roskilde Festival, Slotskoncerterne på Ledreborg og Cirkus Summarum, som Muskelsvindfonden og DR står bag. Op mod 240 arrangementer er crewet med til på et år.

“Uheld sker desværre, men heldigvis sjældent. Vi har aldrig været udsat for dødsulykker eller andre ulykker i den ende af skalaen”, siger Kasper Sønderdahl. “Fordi vores frivillige mellemledere er ekstremt kompetente og godt forberedte, når det gælder sikkerhed. Vi taler tingene igennem, gennemgår et utal af detaljer og aftaler, hvordan de enkelte opgaver skal løses. Eksempelvis hvordan et løft udføres korrekt.”

De frivillige er også selv yderst opmærksomme på, at det er en sikker arbejdsplads. Situationer, der kan udvikle sig til noget risikabelt, bliver stoppet og snakket igennem. ”Hvis du ser noget, siger du noget” er mantraet for crewet. Og det fungerer.

Clipboard01
Peter Falkenberg (tv) modtog i 2013 Den Gyldne Sko for at have været den bedste sikkerhedsmakker på årets tur med Grøn Koncert. Prisen blev overrakt af direktør Finn Fogtmann, Bjerregaard Sikkerhed.

Den Gyldne Sko for tredje gang
Foruden at levere sikkerhedssko gratis til de personer, der er med til at bygge scenerne op, har Bjerregaard Sikkerhed indstiftet en award, Den Gyldne Sko, til en person i Det Grønne Crew, som gør noget ekstra for at højne sikkerheden.

“Det er vigtigt, at vi passer på hinanden. Særligt når det er frivillige, som ikke altid har den helt store rutine med opgaverne, er det afgørende at have fokus på sikkerheden. Nu har vi fulgt Grøn Koncert på tæt hold i et par år, og det er tydeligt, at man på alle niveauer tager det sikkerhedsmæssige meget seriøst. Vi er glade for at kunne bidrage til en sikker arbejdsplads for de mange frivillige på Grøn Koncert”, siger Finn Fogtmann, direktør for Bjerregaard Sikkerhed, Hedehusene. “Og når vi så samtidig sparer Muskelsvindfonden for indløb af sikkerhedsfodtøj, så de får flere midler til deres gode arbejde, er det en endnu større tilfredsstillelse”.

Det Grønne Crew indstiller selv kandidater til Den Gyldne Sko, som allerede er blevet en eftertragtet award. Uddelingen foregår på den sidste koncertdag, i år 27. juli, i Valby.

Smarte og sikre sko
Sikkerhedschefen er meget begejstret for, at der nu på tredje år er et firma med speciale i sikkerhedsfodtøj blandt sponsorerne for Grøn Koncert.

“Bjerregaard Sikkerhed leverer nogle sko, som ud over at være sikre også har et smart design og er meget behagelige at gå i. Crewet er rigtig glade for skoene, der nærmest føles som at gå rundt i sneakers. Sikkert fodtøj er simpelt hen et must for os. Det er en af de ting, der bare skal fungere. Derfor er det helt perfekt, at vi nu har Bjerregaard Sikkerhed som sponsor. Det sikrer, at vi har stærkt fodtøj til alle de frivillige, som skal bruge det. Og så betyder det jo også, at vi sparer en del penge på indkøb af sko. Penge, som i stedet kommer Muskelsvindfondens arbejde til gode”, bemærker Kasper Sønderdahl.

Efter koncerten i Kolding den 17. juli fortsætter Grøn Koncert rundt i landet efter denne plan: 18. juli Randers, 19. juli Aarhus, 20. juli Aalborg, 24. juli Esbjerg, 25. juli Odense, 26. juli Næstved og 27. juli København. På plakaten i år er Lågsus P3, Shaka Loveless, Suspekt, Kashmir, Burhan G, Lukas Graham, Mads Langer & Tim Christensen og Nik & Jay.