I disse uger sendes programmet ‘Danmarks lækreste spasser’ på DR2, som handler om at bringe de gængse skønhedsidealer til debat. Tre af vores egne medlemmer har valgt at være med, og vi har derfor taget en kort snak med dem om programmet, men også de tanker de har gjort sig forud for deres medvirken.

‘Danmarks lækreste spasser’. Måske har du allerede set det, måske du kun har hørt om det. Programmet om skønhedsidealer med den bombastiske Mulle Skoube i front har allerede skabt opmærksomhed, selvom der i skrivende stund kun har været sendt et enkelt afsnit.

Målt på antallet af seere er programmet allerede en vaskeægte DR2-succes, ja faktisk kanalens mest sete program på dr.dk i uge 5. Men i kølvandet på de mange seere er også fuldt en del kritik på bl.a. sociale medier. Vi har taget en snak om programmet, forventninger og tanker med tre af de medvirkende, som har muskelsvind.

Judith Krautwald, 44 år

Hvorfor valgte du at deltage i programmet, og hvilke tanker gjorde du dig på forhånd? 

For mig lød programmet som en rigtig god mulighed for at ruske op i folks overbevisninger om, HVAD vi er. En mulighed for at vise, at faktisk er lige så forskellige, som alle andre mennesker. Forskellen er jo kun vores fysik. Programmet er en god mulighed for at give nogle et håb og en tro på, at de er gode nok, som de er med handicap eller ej, og det gør vi ved at vise, at en “uperfekt” krop god kan have et rigtig godt liv med indhold som alle andre i samfundet.

Jeg går til fadet med åbent sind, og så må jeg tackle de bump, der kommer på vejen. Jeg vidste fra starten, at titlen ville skabe en debat, så de tæsk er jeg forberedt på. Men det er netop den debat som er vigtig, og det er den debat, der er behov for.

Hvordan har det været at deltage i programmets optagelser?

Optagelserne har været sjove, hårde og en øjenåbner. Jeg er blevet opmærksom på, hvordan man kan se på mig udefra, hvilket er en øvelse i at acceptere alt ved sig selv, hvor man lærer at hvile i den, man er.

Hvilke forventninger har du til liveshowet, og hvad ville det betyde for dig at ende med titlen som ‘Danmarks lækreste spasser’?

Jeg forventer, at det bliver meget angstprovokerende og på grænsen til opkast i munden i det øjeblik, hvor jeg skal ud på scenen og holde en tale til hele Danmark. Men samtidig er jeg også meget ydmyg.Tænk, at jeg skal stå på samme scene, som mange kunstnere er meget beærede over at få lov at optræde på. Det havde jeg ALDRIG troet, at jeg skulle. Titlen vil selvfølgelig gøre mig glad, men det er slet ikke derfor, at jeg stiller op. Jeg gør det for at åbne folks øjne og for at nedbryde fordomme.

 

Rasmus Dissing, 30 år

Hvorfor valgte du at deltage i programmet, og hvilke tanker gjorde du dig på forhånd? 

Da jeg første gang blev kontaktet af en af tilrettelæggerne bag programmet, var jeg stærkt skeptisk. På overfladen lød en skønhedskonkurrence udelukkende med personer med handicap som noget, at jeg på ingen måder ville synes godt om. Det virkede mest af alt som et freakshow, og jeg er ret uenig med Mulle Skouboes tilgang til at nedbryde fordomme.

Efter flere lange og gode samtaler med folkene bag programmet valgte jeg alligevel at sige ja til at deltage. Først og fremmest var min tanke, at programmet jo ville blive lavet lige meget hvad, og så kunne jeg lige så godt deltage og forsøge at trække i den retning, som jeg mener er rigtig. Jeg vil gerne italesætte, at en skønhedskonkurrence ikke er den rigtige måde at gøre det på. Dermed løber jeg selvfølgelig en risiko for, at det kommer til at virke for dobbeltmoralsk at være med i et show, man selv er modstander af, men dialogen med produktionen har hele tiden været god, og derfor føler jeg mig tryg.

Hvordan har det været at deltage i programmets optagelser?

Generelt synes jeg, at det har været en super godt oplevelse. DR2 fortjener ros for at tage en chance, hvor de lader programmet blive defineret undervejs, så hele fortællingen ikke er låst af et fast koncept. I stedet går man undersøgende til værks, og det giver den fordel, at tilrettelæggerne ikke har skullet få os deltagere til at passe ind i deres fortælling, men at vi stedet har skabt fortællingen løbende.

Selvom jeg kommer godt ud af det med de andre deltagere, så har det dog været lidt specielt og svært at finde ind i fælleskabet med dem, da mit budskab i programmet strider meget imod deres.

Hvilke forventninger har du til liveshowet, og hvad ville det betyde for dig at ende med titlen som ‘Danmarks lækreste spasser’?

Jeg tror, at det bliver en super fed udfordring. Det er ikke fremmed for mig at tale foran en forsamling eller på TV, men at stå foran 1600 mennesker og ti rullende tv-kameraer er alligevel lidt nervepirrende. Særligt når du skal fremføre en tale på halvandet minut, som du skal kunne udenad.

Jeg har ikke som sådan en drøm om at vinde for at bære titlen “Danmarks Lækreste Spasser”. For mig handler min deltagelse udelukkende om at få italesat problemet med den manglende ordentlige repræsentation af mennesker med handicap i medierne. Men hvis det at vinde kan give mere taletid og spotlight på sagen, så vil jeg klart gerne vinde. Jeg ved, at relevante chefer og redaktører kommer til at være til stedet ved showet, så hvis jeg vinder, så kan de vel ikke ignorere mig og den baggrund, jeg vinder på 🙂

Sarah Finderup, 31 år

Hvorfor valgte du at deltage i programmet, og hvilke tanker gjorde du dig på forhånd? 

Grundlæggende så har jeg egentlig bare valgt at deltage i programmet fordi, at jeg synes, at det ville være en spændende udfordring for mig.

Hvordan har det været at deltage i programmets optagelser?

At deltage i optagelserne har været både rigtig sjovt og givende, men jeg må også indrømme, at det samtidig på flere punkter også har været meget grænseoverskridende.

Hvilke forventninger har du til liveshowet, og hvad ville det betyde for dig at ende med titlen som ‘Danmarks lækreste spasser’?

Jeg forventer, at det bliver en fantastisk dejlig aften med de andre deltagere, men også med publikum selvfølgelig. For mig er det ikke vigtigt at vinde selve titlen, det vigtige har været den personlige udviklingsrejse, som jeg har gennemgået. Den har været en sejr i sig selv.