En imponeret minister besøgte i eftermiddags Musholm – Ferie, Sport og Konferencecenter

”Nej, hvor er det bare godt. Jeg skulle jo have haft mine børnebørn med!” Lød kommentaren fra kultur- og kirkeminister Mette Bock, da hun netop var landet efter en tur med svævebanen på tværs af multihallen på Musholm – Ferie, Sport og konferencecenter i Korsør.

Mette Bock besøgte i eftermiddags Muskelsvindfondens ferie- sport- og konferencecenter for at opleve centret, se resultatet af et gennemtænkt byggeri, der har tilgængeligheden i højsædet, og hvor parasporten i Danmark har afholdt flere stævner. Men også et Musholm, som hun for 20 år siden selv var med til at sætte i gang som daværende direktør for Muskelsvindfonden.

”Der kan man se, at Musholm var godt og rigtigt tænkt fra starten,” sagde Mette Bock, der under sin rundtur på centret var meget imponeret over arkitekturen, faciliteterne og de gennemtænkte detaljer.

”Det er helt fantastisk – og et godt eksempel på, at handicapvenligt byggeri ikke behøver at være grimt. Det er meget opløftende at se, hvordan Musholm har udviklet sig,” sagde Mette Bock, der også fremhævede, at uanset om man har en funktionsnedsættelse eller ej, så er det et sted, man har lyst til at komme.

Og turen i svævebanen tog hun hele to gange – hver gang med et stort smil.

”I Muskelsvindfonden lærte jeg at kaste mig ud i det. Dengang tog jeg et bungy jump under Grøn Koncert.”

Kulturministerens besøg på Musholm blev også et møde med Muskelsvindfondens ledelse: formand Lisbeth Koed Doktor, næstformand Janne Sander, direktør Henrik Ib Jørgensen, udviklingschef Jørgen Lenger. Fra Musholm deltog centerleder Gitte Fyrkov og aktivitetskoordinator Tine Højgaard Jensen.

Se billeder og video fra kulturministerens besøg nedenfor. Fotograf: Annamaria Anhalt

Kulturministeren var ikke bleg for en tur i svævebanen i Musholms multihal – se en højtflyvende kulturminister i videoen nedenfor.