Gang på gang må mennesker med handicap trække i kampuniformen, fordi de nærmest skal forsvare sig selv over for deres kommune, når deres sag skal genvurderes. Ofte er det dog landets kommuner, der træffer forkerte afgørelser i socialsager, viser en opgørelse.

Tidligere i år offentliggjorde Børne- og Socialministeriet en opgørelse over, hvor mange af kommunernes afgørelser i socialsager der er fejl i, når borgerne efterfølgende klager til Ankestyrelsen. På landsplan var der i gennemsnit fejl i knap 40% af sagerne.

Et tal, der er så højt, at det stiller spørgsmålstegn ved, om kommunens sagsbehandling er god nok. Tænk, hvilket ramaskrig der ville lyde, hvis hospitalerne havde bare en tiendedel af den fejlprocent! Kun få mennesker magter at tage kampen op og klage til Ankestyrelsen over kommunernes afgørelser. Den gruppe, som enten ikke har ressourcer, evner eller modet til at formulere klage, sidder derfor tilbage med ofte fatale afgørelser, som de må leve med.

Tager borgere som gidsler

Ifølge Thomas Adelskov, socialudvalgsformand i Kommunernes Landsforening, træffes de forkerte afgørelser ofte bevidst som et forsøg på at afprøve lovens rammer og spare udgifter. I overensstemmelse med Muskelsvindfondens oplevelse foregår der altså en ulovlig praksis, som i høj grad tager mennesker med handicap som gidsler i kommunernes egen usikkerhed om lovgivningen eller ønske om at afprøve lovgivningens grænser.

Det er et problem, fordi de mennesker, der ikke klager over afgørelsen, sidder tilbage med dårligere levevilkår, fordi de af forskellige årsager ikke magter at tage kampen op ved at klage til Ankestyrelsen. Værre er, at kommunernes lovovertrædelser er både straffri og omkostningsfri, fordi kommunens fortjeneste ikke inddrages, selvom fejlen afsløres.

Handlingsplan skal nedbringe antallet af fejlafgørelser

For at styrke den kommunale sagsbehandling arbejder Folketinget på at udarbejde en handlingsplan, der har til formål at nedbringe antallet af ankesager, der fører til hjemvisning og/eller ændring af kommunernes afgørelser. Det bifalder Muskelsvindfondens udviklingschef Jørgen Lenger, som dog peger på, at problemerne er mere komplekse end som så.

I beslutningsforslaget foreligger blandt andet et forslag om en task force på handicapområdet, som kan rådgive og tilbyde hjælp til kommuner, der ønsker at styrke kvaliteten i deres sagsbehandling. Spørgsmålet er, om en sådan task force vil kunne hindre kommunerne i bevidst at træffe forkerte afgørelser for at spare udgifter. Muskelsvindfonden har derfor en række forslag til yderligere at styrke målet om at nedbringe antallet af forkerte afgørelser.

Muskelsvindfondens erfaringer

Det er Muskelsvindfondens erfaring, at et betydeligt antal ankesager opstår som følge af genvurderinger af især servicelovens §§96 og 100, som kort sagt handler om hhv. hjælperordning og dækning af merudgifter, og at det navnlig er i de ankesager, at Ankestyrelsen underkender kommunernes beslutninger.

Folketingets Ombudsmand fastslog derfor i 2012, at det kræver en stærkere begrundelse end blot den almindelige begrundelsespligt, når en ydelse forringes, uden af borgerens behov for hjælp er ændret.

Med udgangspunkt i problemstillingens kompleksitet, foreslår Muskelsvindfonden følgende løsninger:

1. Hyppigheden af genvurderinger skal være begrundet i borgerens situation og forventede behov

Det vil give et potentiale for betydelige ressourcebesparelser; dels i kommunerne, da langt de fleste genvurderinger fører til uændrede ydelser, dels i Ankestyrelsen, som herved undgår at ændre de kommunale genvurderinger til som regel uændrede ydelser.

Det forudsætter dog ikke mindst en kulturændring hos kommunerne, idet de hyppige genvurderinger i høj grad udspringer af den generelt manglende tillid til kommunens egne borgere, der er så meget desto mere ubegrundet, som at det store antal ændringer/hjemsendelser taler for, at den manglende tillid har modsat fortegn.

2. Ankestyrelsen skal styrkes og forsynes med flere handlemuligheder
Ankestyrelsen skal kunne rette henvendelse direkte til en kommunalbestyrelse, hvis det konstateres, at en kommune begår grove og gentagne fejl fx ved at træffe forkerte afgørelser i problemstillinger, hvor Ankestyrelsen allerede tidligere har omgjort kommunale afgørelser. Eller hvis antallet af omgørelser i en kommune er påfaldende højt fx højere end 10%. Kommunalbestyrelsen skal så redegøre for, hvordan kommunen har tænkt sig at nedbringe fejlprocenten.

Ankestyrelsen skal have større mulighed for at træffe en decideret ændret afgørelse i en ankesag; også i sager, hvori der indgår et skøn i stedet for blot at hjemvise en sag.

En afgørelse i Ankestyrelsen efter den sociale lovgivning skal på samme måde som efter skattelovgivningen have som konsekvens, at kommunen skal genvurdere samtlige sager inden for fx de seneste to år, hvor kendskab til Ankestyrelsens afgørelse kunne have ført til et andet resultat. Herved vil også de borgere, der ikke kan, ikke vil eller ikke tør klage, også kunne få fordel af Ankestyrelsen afgørelser.

3. Hjælp til formulering af klager til de, der ikke selv kan, vil eller tør
Der skal stilles hjælp til rådighed for borgere, der ikke selv kan, vil eller tør formulere en klage. Det kan evt. være en funktion, der udliciteres til de private aktører, handicaporganisationerne, som i forvejen har betydelige erfaringer både med formulering af klager og med vurdering af, om en klage eventuelt vil være udsigtsløs.

4. Belønning til kommuner med lavest omgørelsesprocent
Der bør indføres en lovhjemmel til at inddrage kommunale gevinster opnået ved forkerte afgørelser. Da det hverken er meningen eller hensigtsmæssigt, at økonomiske midler skal fragå handicapområdet, bør kommunale gevinster, der inddrages, tilbageføres til kommunerne med størst andele til de kommuner, der har de laveste omgørelsesprocenter.

5. Socialministeriet må indskærpe, at kommunerne ikke må træffe forkerte afgørelser blot for at afprøve lovens grænser
Med kommunernes mulighed for at få råd og vejledning hos Ankestyrelsen og dermed opnå en i øvrigt principielt betænkelig forhåndsgodkendelse af en afgørelse, bør det ikke være nødvendigt for en kommune at afprøve grænser. Muskelsvindfonden foreslår, at Socialministeriet fastslår dette over for kommunerne.

 ————————————————

Fakta om servicelovens §§ 96 og 100


Serviceloven § 96

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde borgerstyret personlig assistance. Borgerstyret personlig assistance ydes som tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlige støtte.

Stk. 2. Det er en betingelse for tilskud til ansættelse af hjælpere efter stk. 1, at borgeren er i stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne. Det er desuden en betingelse, at borgeren kan fungere som arbejdsgiver for hjælperne, medmindre den pågældende indgår aftale med en nærstående, en forening eller en privat virksomhed om, at tilskuddet overføres til den nærstående, foreningen eller den private virksomhed, der herefter er arbejdsgiver for hjælperne. Arbejdsgiverbeføjelserne i forhold til hjælperne vedrørende spørgsmål om ansættelse og afskedigelse af hjælpere varetages i så fald af den nærstående, foreningen eller den private virksomhed i samråd med den pågældende.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde borgerstyret personlig assistance til borgere, der ikke er omfattet af personkredsen efter stk. 1, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at dette er den bedste mulighed for at sikre en helhedsorienteret og sammenhængende hjælp for borgeren.

 

Serviceloven § 100

Kommunalbestyrelsen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen. Det er en betingelse, at merudgiften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov.

Stk. 2. Udmålingen af tilskuddet sker på grundlag af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte, f. eks merudgifter til individuel befordring, håndsrækninger og fritidsaktiviteter.

Stk. 3. Tilskud til nødvendige merudgifter kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 6.000 kr. pr. år svarende til 500 kr. pr. måned. Tilskuddet fastsættes ud fra de skønnede merudgifter pr. måned og rundes op til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.

Stk. 4. Social- og indenrigsministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om, hvilke udgifter der kan ydes hjælp til, og betingelserne herfor, herunder nærmere regler om personkredsen for merudgiftsydelsen.

Stk. 5. Personer, der modtager pension efter § 14 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., er ikke berettiget til ydelser efter denne bestemmelse, medmindre de tillige er bevilget kontant tilskud efter § 95 eller borgerstyret personlig assistance efter § 96.

Fakta: Den Permanente Task Force

  • Den Permanente Task Force et samarbejde mellem Ankestyrelsen og Socialstyrelsen
  • Task Forcen rådgiver kommuner på området udsatte børn og unge og tilbyder hjælp til kommuner, der ønsker at styrke kvaliteten i deres sagsbehandling gennem kompetenceudvikling, sparring og viden
  • Den Permanente Task Force på området udsatte børn og unge blev etableret af satspuljepartierne i 2012 og efterfølgende styrket med Overgrebspakken