29-årige Anne Heindorff Nielsen og 26-årige Jacob Skriver var to af deltagerne i det mentaltræningsforløb, som Muskelsvindfonden tilbød 10 medlemmer i foråret. De er meget begejstrede over effekten

”Det er svært at sætte ord på, hvad der er sket. Man kan ikke se det, men jeg kan mærke det i hverdagen, og mine hjælpere kan. Jeg har fået mere ro på.”

Anne Heindorff Nielsen, 29 år er meget positiv og er ikke i tvivl om, at hun har fået stort udbytte af mentaltræningen. Hun kan især mærke, at hun er blevet bedre til at sige pyt og ikke mindst rumme, at tingene ikke altid går helt, som hun har tænkt. Især i forhold til hjælperne.

”Det er hårdt, fordi jeg skal pille ved noget af det, jeg kæmper med”

”Selv om jeg har haft hjælpere altid, synes jeg, det er svært at håndtere hjælpere. Så jeg har faktisk brugt en del tid i kursusforløbet på at arbejde med mig selv. Jeg bliver tit sur og træt af ting, hjælperne gør og har dårlig tålmodighed. Der ville jeg gerne lære at rumme, at det er ok, at ting tager længere tid, end jeg lige synes er nødvendigt. Eller at tingene ikke bliver gjort perfekt. Hvis jeg kunne lære at sige, at det går jo nok. Verden går ikke under, og hvor vigtigt er det egentlig, at tingene bliver gjort lige præcis sådan, som jeg tænker,” siger Anne og tilføjer, at hun netop på det punkt kan mærke, at hun har flyttet sig rigtig meget, selv om hun stadig skal arbejde med det.

(Artiklen fortsætter efter billederne)

Har taget uret af derhjemme

Hun er f.eks. begyndt at tage sit armbåndsur af, når hun er hjemme. Det kunne hun ikke drømme om før kursusforløbet. Tid og kontrol har altid været vigtigt for hende. Hun vil vide, hvad tiden er, og hun ved præcis, hvor lang tid det tager at komme på toilettet eller gøre andre ting.

”Det har hele tiden været mit issue. Det skal ikke tage 10 minutter at gøre det, hvis jeg ved, at det kan gøres hurtigere. Men nu siger jeg til mig selv: ro på. Jeg når det nok… og det har faktisk givet mig en ro,” siger Anne, der er ved at skrive speciale på Aarhus Universitet i pædagogisk psykologi.

Ingen lyst og energi til at komme ud

For Jacob Skriver har udfordringen været at få energi og lyst til at udfordre sig selv. At komme i gang med noget af det, han tit har tænkt på, men aldrig kommet videre med. Efter at han flyttede hjemmefra og i en lejlighed i Aarhus kom han ikke så tit ud for at møde andre mennesker, fordi han skulle økonomisere med sine kræfter for at få hverdagen til at fungere og have overskud til at gå til kørestolsfodbold. Mere blev det ikke til, selv om han egentlig gerne ville. Men der var både fysiske og psykiske barrierer, som han havde svært ved at overvinde. Derfor var han heller ikke i gang med uddannelse eller job.

Det blev ikke bedre af, at hans el-kørestol var svær at styre, fordi den var godt slidt. At han havde mange smerter i hofterne og døjede med nyreproblemer.

Men en ny kørestol, en ny sygehusbehandling for nyreproblemerne og mentaltræningskurset var lige den rigtige kombination til at skubbe Jacob videre, mener han, når han kigger tilbage.

Bange for afvisning og nederlag

Da Muskelsvindfonden udbød mentaltræningsforløbet, skulle interesserede medlemmer fra ungdomsgruppen skrive en ansøgning og begrunde, hvorfor de gerne ville med i forløbet.

For Anne var det let. Hun kastede sig direkte over at skrive sin ansøgning, fordi hun kunne mærke, at kurset ville være noget for hende. Hun har altid skelet til det alternative. Sådan opfatter hun mentaltræning. Det er jo ikke et lægemiddel, som hun siger.

For Jacob var det noget anderledes. Han ville egentlig gerne, men bare det at skulle skrive en ansøgning havde han svært ved.

”Jeg er ikke den bedste til at læse og skrive og hvad nu, hvis jeg blev afvist og fik et nederlag? Så kunne det tage mig et halvt år at komme over det,” fortæller Jacob.

Positivt svar på ansøgning

Netop på det punkt kan Jacob nu mærke, at han har flyttet sig. Nu tager det ikke et halvt år at komme over det, men måske kun en uge. Han hviler mere i sig selv og har fået lyst til at udforske, hvad der er rundt om det næste gadehjørne, som han siger. Og han har faktisk sendt en ansøgning mere. Denne gang til et spillested, hvor han gerne vil være frivillig.

”Jeg havde tænkt på det længe og talt om det i meget lang tid, at der skulle ske noget nyt, men så kom alle de der overspringshandlinger og begrænsende overbevisninger. Men jeg fik sendt en ansøgning, og da svaret kom, var jeg helt oppe at køre,” siger Jacob.

Spillestedet skrev, at de ikke havde prøvet det før, men var villig til at prøve at have en frivillig i kørestol – men så kom coronaen.

”Men nu er jeg kommet videre,” siger Jacob, som oplever, at han har fået meget mere gå-på-mod og et højere selvværd. Han lytter stadig til lydfilerne fra mentaltræningen, selv om kursusforløbet er slut. Han har stadig som mål at blive frivillig, men mens det er udsat, arbejder han med andre ting. F.eks. at blive mere udadvendt og at kunne tåle en afvisning, som han synes, er megasvært.

Det behøver ikke at være perfekt

Også Anne synes, at det er mentalt hårdt at arbejde med sine udfordringer.

”Man skal virkelig ville det. Selv om indsatsen kun er et kvarter om dagen, hvor jeg skal lytte til en lydfil, er det meget intenst. Og det er hårdt, fordi jeg ved, at jeg skal pille ved noget af det, jeg kæmper med,” siger hun.

Efter at hun fik mere styr på sig selv i forhold til hjælperne, er det nu hendes speciale, der er kommet i fokus. Hun mangler kun 30 sider af sit speciale, men det har stresset hende.

”Mentaltræning ikke er et quickfix”

”Jeg har prøvet at lave noget målbilled-træning. Se mig selv blive færdig med specialet og uddannelsen. Og i forhold til min holdning til, at alt skal være perfekt, har Marianne (underviseren på forløbet: red.) været inde over med spørgsmål som, hvad sker der, hvis du ikke får 12? Det er det, jeg arbejder med nu. Jeg prøver at fortælle mig selv, at det er ok, at jeg ikke får 12, for hvad er det på bekostning af? Det er mit helbred,” forklarer Anne, som ved, at hvis hun stresser sig selv, får hun lungebetændelse.

Hendes mål er derfor at komme igennem sit speciale uden at blive syg. Det vil sige ro på. Hun når det, hun når, og det er ok.

Andre har også noget at kæmpe med

Både Anne og Jacob er enige om, at mentaltræning ikke er et quickfix. Man kan ikke blive færdig på tre måneder, men skal arbejde videre med det i et eller andet omfang. Og for dem begge har det været lærerigt og et plus, at de var en del af et hold, der havde nogle fælles træk, men alligevel havde meget forskellige udfordringer.

”Bare det at vide, at andre også har udfordringer, gør det lettere,” siger Jacob.

”Ja, nogle gange tror man, at man er den eneste i verden, der har det sådan. Dér er det befriende at høre de andres udfordringer. Og jeg er meget taknemmelig for, at de har været åbne og delt det, de kæmper med,” siger Anne.

———————————————

Mentaltræningsforløb forår 2020

  • Muskelsvindfonden har afviklet et forløb i mentaltræning for 10 medlemmer, primært fra foreningens ungdomsgruppe.
  • Underviser var mentaltræner og coach Marianne Juelsgaard
  • Forløbet var et pilotprojekt for at se, om mentaltræning kunne være med til at styrke den enkelte
  • Forløbet har bestået af en række lydfiler, som deltagerne skulle lytte til hver dag i hele perioden. Lydfiler om bl.a. selvværd, visualisering af mål, taknemmelighed, bekymringer og begrænsninger. Desuden har der været video-seancer og enkelte fysiske møder
  • Efter afslutning af kurset har alle deltagere valgt at fortsætte træningen på forskellig måde
  • Muskelsvindfonden betalte størstedelen af kursusforløbet, mens deltagerne betalte resten
  • Pga. Muskelsvindfondens økonomiske situation er der pt. ikke planlagt nye mentaltræningsforløb.