– I dag tør mange ikke fejle, og de stræber efter det perfekte liv. Instagram syder af spidse trutmunde og fejlfrie cupcakes. Egentlig er det besynderligt med trangen til det perfekte. For vi ved jo godt, at livet ikke leves uden fejl og mangler. Vi skal turde tale om det uperfekte. Vi skal ikke være så bange for at lave fejl. Vi skal ikke vælge det sikre, men være nysgerrige og innovative og give plads til forskelligheder”.

Sådan lyder det fra formand for Muskelsvindfonden, Simon Toftgaard Jespersen, om den perfekthedskultur, som Muskelsvindfonden gerne vil sætte en stor fed streg over. Kampen mod det umulige ideal manifesterer sig i projektet Pærfekt, som har til formål at rykke grænserne for, hvad folk tror er normalt og skabe plads til de forskelligheder, der gør os alle sammen perfekt uperfekte.

E’et er skiftet ud med et æ i Pærfekt. For der er slet ingenting, der er perfekt, som formand Simon Toftgaard Jespersen, siger;

– Fejl er livsbekræftende, og der er et behov i samfundet for at se og turde vise det uperfekte. Den beskidte bil. De store bunker af snavset vasketøj. De ”klamme” vaner. De skæve bryster. Ja, vi kunne blive ved, for sandheden er, at ingen er perfekte, og det er i virkeligheden helt Pærfekt.

Du kan læse mere om Pærfekt via linket her. (Artiklen fortsætter under billederne.)

Og hvordan sætter man bedst fokus på alt det, der er pærfekt ved os mennesker; deller, rynker, bumser, handicap, skæve bryster og så videre? Man tager tøjet af. Man viser de pærfekte kroppe, taler om dem og hylder dem. Det gør Pærfekt med eventet Gin og Croquis til Politiken Festival fredag den 1. november i København.

Krumme agurker og bare numser

Med Gin og Croquis skaber Pærfekt et rum, hvor det uperfekte bliver til kunst. Modellerne er ikke den slags, man ser på Instagram, og den gin, som nydes under eventet, er destilleret på agurker, der er kasseret, fordi de er for krumme til at leve op til EU’s krav om perfekte grøntsager. Og Gin og Croquis kan noget ganske særligt.

– Kropslige særligheder værdsættes oftere i kunstens verden, hvor de i virkelighedens verden ofte ses som tegn på svaghed, svækkelse eller sågar påhæftet en udløbsfrist. Målet med Gin og Croquis er at aftabuisere kroppen ved at betragte den fra kunstens ståsted og genskabe dens konturer via en blyantsstreg, der venligt og modigt stiller deres kroppe til rådighed for kunsten og samtalen om mangfoldighed i kropsidealer, forklarer Simon Toftgaard Jespersen.

(Artiklen fortsætter under billederne.)

Til Politiken Festival er det femte gang, at Pærfekt samler gintørstige tegnere omkring modige pærfekte modeller. Både på Folkemødet Bornholm, Kulturmødet Mors og senest Ungdommens Folkemøde i København har Pærfekt med Gin og Croquis været en publikumsfavorit.

Til Politiken Festival, som foregår i Politikens Hus i København, vil Pærfekt med Gin og Croquis igen skabe debat om perfekthedskultur. Og som altid, er et veloplagt panel med til at krydre samtalen om kropsidealer. Denne gang er det leder af Alternativet, Uffe Elbæk, musiker Rebecca Lou og skuespiller Simon Stenspil, der deltager.

Politiken Festival finder sted fra fredag den 1. november til søndag den 3., og Pærfekt med Gin og Croquis løber af stablen 16.30 fredag eftermiddag. Du kan stadig nå at sikre dig en billet til Festivalen hos Politken, som giver dig adgang til blandt andet Gin og Croquis, her: Køb billet til Politiken Festival

Du kan læse mere om Politiken Festival på Facebook.