Evald Krogs forældre fik i sin tid den triste besked af lægerne, at deres lille dreng nok ville dø af muskelsvind som 4-årig. Men det skulle vise sig, at præcision ikke var en af knægtens spidskompetencer, så Vorherre blev sat på venteliste.

Evald havde nemlig et liv, der skulle leves, og det skulle leves eftertrykkeligt og tage sin tid.

En ganske almindelig dreng

Evald vendte da også det døve øre til den dag, da hans skolelærer fortalte om Jantelovens første bud, ”Du skal ikke tro, du er noget”. Og hverken hans forældre eller hans elskede storebror Henning gjorde sig nævneværdige anstrengelser for at få Evald til at begribe Jantelovens og endnu mindre hans egne fysiske begrænsninger.

For dem var Evald en ganske almindelig dreng med nøjagtig samme muligheder som andre børn, om end på en lidt anden måde. Han fortalte selv om, hvordan han klatrede i træer – med øjnene. Oplevelsen var den samme, og det faldt ikke i god jord, hvis nogen fokuserede på de begrænsninger, som han ikke selv kunne få øje på. Evald fik bogstavelig talt sin trodsighed ind med modermælken: Den lagde grunden til hans gode liv og blev også selveste ideen bag Muskelsvindfonden.

Evald fortalte gerne historien om sin planlagte død og gnækkede med sin velkendte sorte humor over lægerne, som alle var døde i mellemtiden og havde taget de fejlslagne profetier med sig i graven, og med sin mere bizarre form for humor sagde han somme tider, ”HVIS jeg dør”.

Optimisme bar foreningen gennem medgang og modgang

Evald grundlagde Muskelsvindfonden i 1971, både fordi behandlingen af mennesker med muskelsvind var for ringe, og fordi han var overbevist om, at man kan leve et godt liv trods muskelsvind.

Fysioterapi, rygoperationer, respirationsbehandling, hjælperordning og meget andet kom til med Evald på barrikaden, og på det seneste også egentlig medicin, som alt sammen er med til at lægge ”år til livet”, som WHO udtrykte det.

Og Muskelsvindfondens arbejde og hele ide med indsatsen for mennesker med muskelsvind og styrkelse af det enkelte menneskes selvværd lagde ”liv til årene”, som WHO også udtrykte det.

Evalds aldrig svigtende optimisme bar den lille forening gennem medgang og modgang, fordi han altid fik øje på muligheder frem for begrænsninger, om end forældre til nydiagnosticerede børn nogle gange følte det lidt overrumplende, når han nærmest lykønskede dem med barnets diagnose.

Men ikke desto mindre begyndte humlebien at flyve, og med ham fløj efterhånden en bisværm af mennesker med muskelsvind.

Evald skabte en vi-følelse

Evalds liv var båret af begejstring, og han delte velvilligt ud af sin begejstring. Han skabte en ”vi-følelse”, så vi alle følte os som én stor familie, hvad enten vi havde muskelsvind eller var pårørende eller frivillige eller medarbejdere. Og dét fællesskab gav Muskelsvindfonden vinger og ikke mindst de muskler, der ikke nødvendigvis var fysiske.

Selv påpegede han i et anfald af beskedenhed, at det eneste han var god til var at finde folk, der kunne føre hans ideer ud i livet.

Evald var på alle måde en livsnyder og hentede sin livskraft ved at leve livet. Han var passioneret jazz-entusiast og selv forsanger med bandet ”Four wheel drive”.  Han havde et godt blik til kvinder og fortalte gerne om sit sex-liv, endog med detaljer, som ved flere lejligheder fik tilhørere til at udvandre. Evald elskede at provokere og overskride grænser, og når det lykkedes, morede han sig kosteligt.

Evald elskede et godt måltid mad i gode venners lag, og nok derfor valgte han rødvinen, da lægen gav ham valget mellem vinen og de Kings, som han ellers i sine unge år havde forsødet sin tilværelse med.

Forfængelighed var ikke noget negativt for Evald

For mange med muskelsvind blev Evald den rollemodel, der i praksis viste, hvad man faktisk kan trods muskelsvind. Han brugte sig selv i sin kamp, og da han fik konstateret Alzheimer for nogle år siden var det kun naturligt for ham at være åben om det. Han viste sig gerne frem, viste gerne sin krop, lod sig endog fotografere til Politiken i fuld positur på badebriksen. Hans smittende eksempel var inspiration for de legendariske Slappendales, der på Grøn Koncert viste sig frem, som Vorherre havde skabt dem.

”Vi ser godt ud”, sagde Evald altid. ”Kroppe er smukke, hvad enten man har muskelsvind eller ikke har det”, sagde han. Og styrkede sit udsagn med farvestående påklædning og også en høj grad af forfængelighed. Ikke så få gange præsterede han at møde for sent til en middagsaftale, fordi et hår sad forkert og først skulle rettes. Han kunne blive småsur, hvis han var blevet indlogeret på et hotelværelse, hvor spejlet ikke nåede ned i kørestolshøjde. For Evald var forfængelighed ikke noget negativt, for hvordan skal andre tage én alvorligt, hvis man ikke selv gør det?

Mange unge med muskelsvind har da også i årenes løb haft en god snak med Evald om kærester og sex og er gået derfra med selvtillid, men også med formaninger om, at man selv kan gøre en forskel med sin fremtoning, sin påklædning, sin duft og sit valg af samtaleemne. Som han selv sagde efter et foredrag for store drenge om sexlivets glæder: ”Da de kom tilbage ved middagstid, duftede der som et bordel”.

Evald besøgte mere end 40 lande og blev præsident

Overalt var der bud efter Evald, som også nåede at besøge mere end 40 lande, og som også stiftede EAMDA, den europæiske muskelsvindorganisation, hvor han i perioder først var vicepræsident og senere præsident. I en periode havde han næsten fast bopæl på Island, hvortil han var inviteret som rådgiver under opbygningen af en hjælperordning efter dansk mønster. I adskillige europæiske muskelsvindorganisationer er Evald fortsat et ikon, og det vil han altid være.

Evald blev 76 år, men nåede at opleve mere end de fleste.

Kronen på hans værk er naturligvis Musholm i Korsør. På et tidspunkt i starten af 1990erne, hvor det så meget sort ud med finansieringen, og hvor alle andre havde givet op, holdt Evald fast. ”Lad os prøve én gang mere”, sagde han. Og bingo, så var den der. Mere end nogen anden er Musholm Evalds værk. For os andre vil Musholm til evig tid være monumentet over Evalds fantastiske liv.

For Evald overgås stoltheden over Musholm alene af hans stolthed over hans datter og børnebørn. Til dem og til hans kæreste gennem mange år går vore tanker.

Evald er værd at vente på

Evalds død efterlader os med et stort tomrum, men også med den dyrebare arv, der altid vil stå som selve ideen i Muskelsvindfonden, stik imod hvad Janteloven fortæller os, og som vi skal videregive til alle, der får muskelsvind (og ikke mindst til brug for de unges forældre): Du skal tro, du er noget!

Vorherre har ventet i mere end 70 år. Men han tilgiver nok, for Evald har været værd at vente på. Nu bliver der sjovere i Himlen. Måske spiller de allerede jazz.

Æret være Evalds minde.

Evald Krog døde tirsdag aften d. 1. december 2020