Musholm – ferie, sport, konference var med forrest, da Den Internationale Olympiske Komite (IOC) og Den Internationale Paralympiske Komite (IPC) hædrede verdens bedste sportsbyggerier ved en stor galleevent i Køln i går aftes. Her løb Musholm nemlig med to af aftenens priser, som af arkitekter bliver kaldt verdens fornemmeste priser inden for sportsbyggeri.

Et sted der løfter livskvaliteten

Der var stor glæde i går aftes, da sports- og feriecentret Musholm blev hædret med hele to priser ved en stor gallaevent, hvor The International Association for Sports and Leisure Facilities (IAKS) på vegne af IOC og IPC hædrede verdens bedste sportsbyggerier. Den ene pris var i kategorien ”indendørs sports- og fritidsfaciliteter”, som Musholm modtog for sin enestående arkitektur, funktionalitet og sociale bæredygtighed.

– Vi er drevet af at skabe muligheder for mennesker – med arkitekturen som drivkraft. At blive hyldet for netop dette arbejde er derfor en store ære. Ikke mindst af Den Internationale Paralympiske Komite, da det vidner om, at vi har skabt et sted med potentialet til at løfte livskvaliteten for mennesker uanset deres livsvilkår. Et sted, der giver alle mulighed for at mærke adrenalinen og få oplevelser ud over det sædvanlige. Det er æstetik, oplevelser og tilgængelighed i smukt samspil, fortæller Anders Tyrrestrup, arkitekt og partner i AART architects, der har stået i spidsen for at tegne Musholm.

Artiklen fortsætter under billederne 

Pris for at gøre en forskel

Den anden pris var den såkaldte IPC/IAKS Distinction Award, som Musholm modtog specifikt for sin unikke tilgængelighed. Som det lyder i begrundelsen, åbner Musholm for nye perspektiver på at skabe sportsaktiviteter for alle – uanset alder og livsvilkår – og det gælder ikke blot for sportsudøverne, men også for tilskuere.

– Distinction Award gives for helhedstænkningen i byggeriet, og den har især fokus på stedets brugervenlighed i forhold til tilgængelighed. På den front kan vi konstatere, at Musholm er førende. Filosofien bag byggeriet er, at vores tilgængelighed skal mærkes, men ikke ses – med andre ord er den en integreret del af omgivelserne. Det handler altså ikke kun om de konkrete sportsaktiviteter, men også om alt det ved siden af sporten: fællesskabet og det at kunne færdes selvstændigt omkring, fortæller Henrik Ib Jørgensen, der er direktør på Musholm og i Muskelsvindfonden

Som et nybrud inden for tilgængelig arkitektur har Musholm tiltrukket stor international opmærksomhed. Det er derfor ikke første gang, at Musholm bliver hædret ude i verden. Sidste år modtog Musholm hovedprisen ved IAUD Awards i Japan for at sætte nye standarder for, hvordan det byggede miljø kan understøtte inklusion, når det gælder mennesker med funktionsnedsættelser.

Om priserne

“IOC/IAKS-prisen” og “IPC/IAKS Distinction” er de vigtigste internationale arkitekturpriser inden for sports-, fritids- og fritidsfaciliteter.

Hvert andet år siden 1987 præsenterer IOC/IAKS-prisen sports- og fritidsfaciliteter med eksemplarisk design og funktion.

Sammen med det internationale paralympiske udvalg tildeler IAKS også IPC/ IAKS Distinction til sports- og fritidsfaciliteter, som er særligt egnet til mennesker med funktionsnedsættelser.

Kort om Musholm – Ferie, Sport og Konference

Musholm er en registreret socialøkonomisk virksomhed, hvor overskuddet geninvesteres i tilbud om ferie- og sportsaktiviteter for mennesker med handicap. En større ombygning med fokus på brugervenlig tilgængelighed blev færdig i 2015, og det var Muskelsvindfondens initiativ. Ombygningen blev støttet af Realdania, A.P. Møller & Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene Formaal, Slagelse Kommune og Arbejdsmarkedets Feriefond. Fyrtårnet i byggeriet er den runde multihal, der giver rum til træningslejre, konferencer, koncerter og fritidssport.

AART architects har stået i spidsen for udbygningen af Musholm.