22 personer med muskelsvindsygdommen, Amyotrofisk Lateral Sklerose (ALS) og deres pårørende og hjælpere mødes i den kommende weekend for at inspirere hinanden, debattere og danne netværk.

ALS-gruppen, der er arrangør af weekendens program, er en af Muskelsvindfondens 40 grupper for medlemmer med muskelsvind. I grupperne mødes medlemmer og pårørende jævnligt til nye input og udveksling af erfaringer.

Weekendens arrangement for i alt 85 personer, finder sted på Muskelsvindfondens ferie- og konferencecenter, Musholm Bugt Feriecenter, i Korsør.

Programmet består bl.a. af oplæg fra fagpersoner fra Rehabiliteringscenter for Muskelsvind. ALS konsulent Birgit Hovmand vil sætte gang i en forhåbentlig inspirerende debat om, hvordan man som person med ALS og/eller pårørende kan få et godt liv med en kronisk, fremadskridende sygdom som ALS. Også psykolog John Marquard fra RehabiliteringsCenter for Muskelsvind vil på mødet give gode råd om at tackle et liv med ALS.

I løbet af weekenden vil der desuden også blive sat fokus på vejledning og diskussion omkring valg eller fravalg af respiratorbehandling. Overlæge Michael Felding fra RespirationsCenter Vest vil fortælle om aspekter i forbindelse med respiratorbehandling.

Desuden vil deltagerne i weekendens program blive præsenteret for et forsøg med tankestyret kommunikation og få mulighed for at høre oplæg fra medlemmer, der har levet med ALS igennem mange år.

Læs mere om ALS

Læs mere om Muskelsvindfondens medlemsaktiviteter