Det er ikke altid let at træde ind i ungdomslivet. Usikkerheden presser på, og hvor går man hen med alle de spørgsmål, man ikke kan læse sig til? Muskelsvindfonden samler hvert år en flok teenagerpiger med muskelsvind til en intens weekend på Musholm. Det handler om pigeliv og de ubesvarede spørgsmål.

I weekenden d. 11.- 13. august 2017 slog Musholm dørene op for nogle dage kun for piger. Det var syv teenagepiger med muskelsvind, der mødtes, og i fokus var tøsesnak om både lette og alvorlige emner, hygge, kreative og sportslige aktiviteter. Weekenden, også kaldet “pigeliv”, er støttet af Muskelsvindfonden, da foreningen ønsker at være med til at klæde teenagepiger med muskelsvind på til et selvstændigt ungdomsliv. Mange teenagepiger med muskelsvind har nemlig stor gavn af at spejle sig i og snakke med lidt ældre piger, der har erfaring med at være teenager med muskelsvind, og derfor er weekenden ledet af fire frivillige piger med muskelsvind. De fire frivillige fungerer som en slags mentorer for teenagepigerne.

Lille weekendarrangement, stor betydning

De mange spørgsmål, som teenagepigerne rejste i løbet af weekenden, viste i høj grad deres behov for erfaringsudveksling og gode råd. De havde generelle spørgsmål til livet med muskelsvind og mere specifikke spørgsmål om fx seksualitet og identitet. Ikke alle spørgsmål havde entydige svar; men alene dialogen i gruppen gav pigerne følelsen af ikke at være alene om at have usikkerhed over at træde ind i ungdomslivet. Samtalerne i gruppen betød også, at nye relationer og venskaber blev skabt på kryds og tværs.

Artiklen fortsætter under billedgalleriet.

Antoniett Vebel Pharao var en af de frivillige mentorer, og hun fortæller:

-Det varmer mit hjerte at se, at der i løbet af weekenden blev dannet nye venskaber og relationer. Personligt mener jeg, at det er så vigtigt, at de unge i en tidlig alder bliver klar over, hvor vigtigt det er, at de har hinanden. Det er med både stolthed og ydmyghed, at jeg blev mentor i den her sammenhæng. Jeg tror nemlig på, at vi lidt ældre mentor-piger kan give vores erfaringer videre og på den måde hjælpe de unge piger over de bump, de møder på vejen. Vi giver dem i hvert fald, en følelse af, at de ikke står alene med deres udfordringer, både dem der er forbundet til muskelsvind og dem, der ikke er. Det siger alt, når vi fire mentorer ikke kunne stoppe med at smile, da weekenden var slut, selvom vi var virkelig trætte. Det kunne mærkes i maven og i hjertet, at det nære og simple i at samle nogle teenagepiger en weekend om året, gør en kæmpe forskel for både de unge piger og for os mentorer.

Frivillighed i Muskelsvindfonden er meget mere

Antoniett er også frivillig under Grøn og har været det gennem 8 år. Frivillighed i Muskelsvindfonden handler dog ikke kun om foreningens indsamlingsevents, forklarer hun:

-To af mentorerne var frivillige for Muskelsvindfonden for første gang, og det var dejligt at se, at frivillighed i Muskelsvindfonden strækker sig ud over det, vi normalt tænker som frivillighed i Muskelsvindfonden, nemlig at være frivillig på Grøn, Cirkus Summarum, Roskilde festival og andre større arrangementer. Det behøver ikke altid være et stort arrangement for at have stor betydning. Et lille weekendarrangement kan betyde en verden til forskel.

Positive tilbagemeldinger

Tilbagemeldinger fra nogle af de yngre piger var positive:

-Det har været en sjov og hyggelig weekend, hvor jeg har fået en masse nye bekendtskaber. El-hockey og kreativ værksted har været mega sjovt, og jeg håber også, at det kommer på programmet, når vi skal mødes næste gang” (Rikke 16 år)

– Weekenden har været mega hyggelig og sjov. Jeg kunne helt bestemt bedst lide El-hockey. Jeg synes ellers, at stemningen var super god, især lørdag aften – og de andre piger er også super søde” (Mia 17 år)

Fakta

Medlemsaktiviteten ”Pigeliv” er oprettet efter en større undersøgelse i RCFM. Undersøgelsen viste blandt andet, at deltagelse i det sociale liv vægter højt blandt teenagepiger med muskelsvind, men at de også har nogle bekymringer i den henseende. Læs mere om RCFMs undersøgelse:
https://muskelsvindfonden.dk/viden/teenagepiger-med-muskelsvind-vil-bare-gerne-vaere-med/