Hvilken politiker vil give vores børn en ligeværdig tilværelse på deres præmisser? Hvilken politiker vil sikre andre med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende et ligeværdigt liv? Hvem vil sikre, at pårørende ikke slides op i kampen for at få tilstrækkelig og rigtig hjælp til sine kære? Hvem vil sikre pårørende tryghed for, at deres familiemedlem får fællesskabets hjælp, når de ikke er der til at kæmpe kampen for dem længere?

Den politiker, som reelt vil sætte sig ind i og forstå dette komplekse område og arbejde for bedre vilkår, har vores stemmer.

Under #enmillionstemmer bliver der i disse dage delt uendeligt mange historier på Facebook om offentlige svigt, manglende udredninger, ingen eller forkert støtte til børn og unge, manglende skoletilbud, familier der går i opløsning, børn der tvangsfjernes, forældre der ender med stress, langtidssygemeldinger og nogle i sidste ende på kontanthjælp.

Som pårørende er det grænseoverskridende at stille sig frem i offentligheden med sine personlige problemer. Når så mange alligevel gør det på Facebook i denne valgkamp, understreger det bare, hvor stort behovet er for handling. For der er ikke tale om én enkelt historie fra én enkelt kommune, det er mange enslydende historier fra kommuner over hele landet.

På trods af at der åbenlyst er tale om massive landsdækkende problemer indenfor det handicappolitiske område, skydes ansvaret for problemerne med udmøntningen af lovgivningen ud til kommunerne. Kommunernes forvaltning og de heraf følgende omgørelsesprocenter på op mod 50% af ankede afgørelser på børnehandicapområdet viser imidlertid tydeligt, at der skal findes landsdækkende løsninger – inde på Christiansborg.

I starten af maj tog man fra politisk hold initiativ til ultimo 2019 at nedsætte en arbejdsgruppe med forankring i ankestyrelsen, som over de næste tre år (!) skal kortlægge nogle af de forhold, som har størst betydning for borgernes retssikkerhed eller mangel på samme i mødet med det offentlige. Men vi har ikke brug for endnu en ”ekspertgruppe” og langvarige udsigter til løsninger.

Vi har brug for, at I politikere lytter til os – de rigtige eksperter – og agerer nu! Vi har brug for, at I øger vores retssikkerhed (fra i dag og ikke fra om tre år), at vi sikres kompetent og kvalificeret sagsbehandling, at de store kommunale forskelle i sagsbehandlingen udlignes, og at vi får en lovgivning, som ikke er åben for fortolkning efter forgodtbefindende. Og så er det helt afgørende, at pengene til et menneske med handicap ikke skal findes i hård kamp med pengene til børnepasning og ældrepleje.

Et godt og meningsfyldt liv skal også prioriteres for mennesker med handicap og deres pårørende. Det kræver, at politikerne ikke kun taler om at sætte mennesket før systemet, men at de faktisk gør det. Vi har brug for, at nogen tager fat om roden og sikrer, at reformer og lovgivning rummer fleksibilitet for individet, og således også fungerer for den ene million, som på en eller anden måde har handicap eller psykisk sårbarhed inde på livet.