32-årige Rasmus Dissing Nielsen lever et liv som de fleste. Med kæreste, job, venner, rejser og sport. Til dagligt tænker han ikke ret meget over, at han har et handicap, med mindre der lige er en trappe, som han ikke kan komme op af. Under corona-pandemien har det været anderledes. Han har nemlig en oplevelse af, at hans handicap er meget mere i fokus.

Da Rasmus Dissing blev spurgt, om han ville deltage i DR Dokumentaren ”I skjul for smitten”, havde han nogle klare motiver for at sige ja til at deltage. Selv om det var i begyndelsen af corona-perioden, var han allerede dengang overbevist om, at der ville dukke relevante problemstillinger og udfordringer op, som skulle frem i lyset. Det viste sig at holde stik. Flere i risikogruppen vælger fortsat at blive hjemme, mens andre atter er tilbage på arbejde.

Rasmus lever et mere begrænset liv under corona end tidligere

Selv har Rasmus valgt at tage på job i så begrænset omfang som muligt, han deltager fx kun i møder digitalt. Han ser kun sine venner i meget begrænset omfang og har sat sin sport på pause, mens der er corona. Derudover tager han alle forbehold omkring hygiejne, mundbind og afstand. Dokumentaren ”I skjul for smitten” sætter netop fokus på, hvordan det er at være mere eller mindre isoleret.

– Jeg synes, at dokumentaren er rigtig fin, og den får belyst nogle aktuelle problemstillinger, som “særligt sårbare” er i på grund af corona. At vi er tvunget til at passe på os selv, og derfor forsøger vi så vidt muligt at holde os hjemme. Men personligt kan jeg godt have det lidt svært med, at vores handicap er så meget i fokus i filmen, men jeg må jo også være realistisk, for det er jo trods alt det, den handler om.

Se en optagelse, som Rasmus lavede umiddelbart efter genåbningen i bunden af artiklen.

Jeg lader normalt ikke mit handicap definere mit liv

Og netop det øgede fokus på handicap under corona, var Rasmus´ andet motiv for at deltage i dokumentaren. Han har en stærk oplevelse af, at hans handicap er meget mere i centrum under corona end normalt, og det optager ham.

Vinklen fylder ikke i dokumentaren, men Rasmus mener, at det er et vigtigt perspektiv at drøfte.

– Mit handicap fyldte fx meget, da Danmark genåbnede. Jeg var nødt til at melde fra til alle sociale arrangementer og holde mig hjemme, mens venner, familie og kolleger kunne bevæge sig ud. Det var svært. Pludselig kunne jeg ikke være med, fordi jeg har en muskelsvinddiagnose, og det føles stigmatiserende i en grad, som jeg ikke er vant til, fortæller Rasmus og fortsætter:

– Jeg lader normalt ikke mit handicap definere, hvordan jeg lever mit liv, men under corona har der været nogle omstændigheder, som har gjort, at det er blevet definerende for mig. Jeg er heller ikke vant til, at folk skal tage særligt hensyn til mig – eller vant til, at jeg skal sige nej til at komme ud og filme med jobbet. Min bekymring er naturligvis, hvordan det vil være efter corona – ser folk så mennesker med handicap som nogle sårbare? Eller kan de igen se os som de mennesker, vi er?

Det er Rasmus´ ønske, at Muskelsvindfonden og andre organisationer i handicapbevægelsen er opmærksomme på problemstillingen og eventuelt i et samarbejde får lavet en informationsindsats, som sætter fokus på mennesket og ikke handicappet.

Optagelse umiddelbart efter genåbningen i maj 2020

Dette klip optog Rasmus i forbindelse med dokumentaren, men det blev ikke vist.

 

Se dokumentaren “I skjul for smitten” mandag d. 23. november 2020 kl. 21.25