Per Hansen, 55, og hans 80-årige mor Gudrun vil helst klare sig selv på gården ved Vebbestrup nord for Hobro.
Læs redaktørens begrundelse for valget af netop denne artiklen i bunden

Den hvidkalkede gård med det røde murstensstuehus ligger fire-fem kilometer uden for Vebbestrup ad en smal snoet vej. Der er stille ved ind­kørslen. På marken overfor går nogle kvier fredsommeligt og græsser, og i forhaven står en ældre havemand bøjet over bedet. En havefigur af en dværg og en lille opsats af ler deko­reret med muslingeskaller er opstil­let på trappen til udestuen. Foran en af længerne står en træbænk med påskriften “Bedstemor’s bænk” ind­graveret i ryglænet. En kvinde i brun kedeldragt stikker hovedet ud af stalddøren:

“Nu skal jeg vise dig, hvor de er,” siger hun, før jeg når at spørge om noget.

Hun går foran mig op ad rampen til hoveddøren. (artiklen fortsætter under billedet)

Per Hansen kan ikke forestille sig nogensinde at skulle væk fra gården. Den er indrettet til ham, og et hjem i byen kan blive meget ensomt, mener han. På gården har han også de kvindfolk omkring sig, han har behov for: Sin 80-ånge mor Gudrun (tv), og plejesøsteren Louise. Foto: Lasse Jørgensen

“Så er damen her,” råber hun ind gennem køkkenet og går tilbage over gårdspladsen.
Jeg er ventet. Indenfor i stuen er familien samlet: Gudrun Hansen, 80 år, sønnen Per Hansen, 55 år, der har muskelsvind og sidder i kørestol, og Louise, 30 år, der kom som pleje­barn for 24 år siden og efterhånden bliver betragtet som en lillesøster i familien. Sanne, kvinden i den brune kedeldragt, er 40 år og bor ikke fast på gården. Hun er mentalt handi­cappet og har tidligere været pleje­barn, men kommer nu kun i week­ender og ferier. På spisestuebordet er sat en kaffekop og et fad med rundstykker frem.

“Vi har lige faet kaffe,” lyder forklaringen på den ene kop.
(artiklen fortsætter under billedet)

Familien Hansen vil helst klare sig selv. Det ligger nok i blodet på os gamle bønder, mener Gudrun Hansen, som har passet sin søn i 55 år og regner med at kunne det mange år endnu. Foto: Lasse Jørgensen

Vi vidste bedre

“Jeg synes jo sådan set ikke, der er så meget at skrive om. Vi lever bare stille og roligt,” kommer det fra Gudrun Hansen, da vi har sat os i stuen.

Hun er vant til at tage ordet, kan man mærke, mens Per lytter og kommer med korte bemærkninger ind imellem. Hun ville helst have sagt nej til et interview.

“Men Per ville gerne .. . så det går jo nok,” siger hun.

Og den holdning har på mange måder præget familien Hansens ind­stilling til tilværelsen. Man har taget en dag ad gangen og faet det bedste ud af den. Og det lige siden familien fandt ud af, at alt ikke var, som det skulle være med Per. Som to-årig holdt han pludselig op med at gå. Lægerne på hospitalet sagde, at han bare var forkælet,

“men vi vidste bedre,” fortæller Gudrun Hansen.

Hverken hun eller hendes mand Einar kendte dog til muskelsvind, og først mange år senere kom diag­nosen til at stå i Pers journal. Lægerne i Århus sagde også den­gang, at muskelsvindsygdommen ikke kunne gentage sig hos Pers søskende. Men det passede ikke. Hans to yngre søstre er også handi­cappede, og selv om Iris i dag har diagnosen polio, og Birgit, der døde for tre år siden, aldrig fik en diag­nose, tror Gudrun Hansen, at der i alle tre tilfælde er tale om muskel­svind.

“Men jeg er ikke klog nok til at sige det, men symptomerne har da været de samme,” siger hun.

Tiltroen til det offentlige og til lægeverdenen har siden dengang ikke været særlig stor. Per fik ingen behandling, men kom i en periode til kontrol på Ortopædisk Hospital i Århus.

“Det, jeg husker mest fra den­gang, var, at de hev og sled i mine ben. Det var en ubehagelig ople­velse,” siger Per Hansen, som ikke fik nogen læge- eller fysioterapi­behandling, men til gengæld har be­søgt mange kloge koner gennem tiden. Heller ikke i dag får han be­handling, for hvad skal det nytte, mener han. (artiklen fortsætter under billedet)

Udsnit af artiklen ”Jeg vil helst bo hjemme” fra Muskelkraft nr. 5. 1998

Ville hellere være hjemme

På et tidspunkt var der tale om, at Per skulle på Solbakken i Århus, en institution for fysisk handicappede børn og unge. Det ville have bety­det, at han skulle væk hjemmefra, og at han fik mulighed for at komme i skole. Men selv om det holdt hårdt, sagde familien nej til tilbuddet og beholdt Per hjemme.

“Vi ville ikke af med vores knægt. Sommetider tænker jeg på, om vi gjorde noget forkert,” siger Gudrun Hansen.

“Så er det i hvert fald for sent,” kommer det spøgefuldt fra hendes søn, der fortsætter mere alvorligt: “Jeg kunne ikke tænke mig at komme på Solbakken. Så var jeg nok blevet rettet ind på en anden måde og havde ikke fået det, som jeg ville have det.”

“Men jeg ved ikke, om vi fik knyttet ham for tæt til os. Når man ser andre, der rejser. Per har altid haft sin mor på slæb, når han skulle noget.”

“Jeg har aldrig haft brug for at rejse,” indskyder han.

“Nej, det har ikke været for din skyld, de gange vi har rejst. Du ville hellere være herhjemme.”

Og sådan har det altid været. Da Per ikke kom på Solbakken, betød det, at han ikke kom i skole. I stedet lærte hans mor ham at læse, skrive og regne. Den eneste undervisning, han fik, var det sidste år før konfir­mationen, hvor en lærer kom hjem til ham nogle timer om ugen. Dengang boede familien i et hus i Skørping. Kammerater var der mange af på vejen, og det var ikke noget problem for Per at få tiden til at gå. Han havde en manuel kørestol og en trehjulet cykel, som han blev skubbet rundt på. Da han blev 18 år, fik han en el­kørestol – den tredie i Danmark, husker han. Han fik også pension, men ellers gik familien langt uden om det offentlige. De ville hellere klare sig selv. En holdning, der blev bekræftet af en oplevelse fra den­gang, de sagde nej til Solbakken. En dame fra amtet kom på besøg for at kontrollere, om Per havde det godt. Hun åbnede skuffer og kiggede i skabe for at se, hvordan der så ud, og hvad tøj Per havde.

“Jeg vil nok sige, at der er nogle ting, der tæller mere end lidt skidt i krogene og lidt rod i skufferne,” siger Gudrun Hansen.

Fars tur til at bestemme

I 1967 flyttede familien til gården ved Vebbestrup. Et stort spring, men far og søn ville nu engang gerne have et landbrug med dyr, og efter 25 års ægteskab, hvor mor havde be­stemt, var det blevet fars tur. Kort efter var gården med 27 tønder land jord købt, og Per, der dengang var 23 år, flyttede med.
(artiklen fortsætter under billedet)

Per Hansen samler på platter, som hænger overalt i hans stue. Computeren har han for nylig selv købt, fordi han ikke længere kan skrive i hånden. Foto. Lasse Jørgensen

“Jeg har altid haft lyst til at bo hjemme. Andre synes, det må være slemt, men sådan er det så forskelligt. Jeg har altid haft en masse damer omkring mig, og det er ikke sikkert, at jeg får det et andet sted,” siger han og hentyder med et skævt smil til sin mor og sine tre søstre.

Det var kvindfolk nok for ham.

Efter kun få år på gården døde Einar Hansen, søstrene var blevet gift og flyttet hjemmefra, og tilbage var mor og søn. De valgte at blive boende, selv om hun ikke var så meget for dyrene. Mens hendes mand levede, var det ham og Per, der tog sig af grisene og køerne, mens hun ordnede markerne. Noget hun aldrig havde prøvet før, men som hun lærte hen ad vejen. Også at køre traktor – og senere da hendes mand døde, måtte hun tage kørekort til bil for at kunne transportere Per, når det var nødvendigt.

Personlige hjælpere

Sanne er blevet færdig med at muge ud ved hønsene og kommer højlydt ind i køkkenet. Hun vil ikke have kaffe endnu. Ikke før postbudet kommer forbi for at få sin formid­dagskaffe. Hun går ud igen.

“Pas nu på ikke at lave for meget, du skal også have noget at lave i morgen,” siger Gudrun Han­sen efter hende.

Høns, duer og katte er efter­hånden de eneste dyr, der er tilbage på gården. Resten er blevet solgt ligesom det meste af jorden.

“Per er nem og har ikke taget meget tid, men alting skal ikke gå op i arbejde. Der skal også være tid til andet,” forklarer Gudrun Hansen, som i det daglige ikke tænker på sin alder.

Hun gør det, hun altid har gjort.

“Du er bare lidt længere om det,” indskyder Per Hansen.

Nogle ting har hun dog måttet sige fra. Hun kalker ikke længere gården eller ordner haven. Og hver dag tager både hun og Per sig en lang middagssøvn. Men det er stadig hende, der løf­ter Per ud af sengen om morgenen, hjælper ham i bad, med at spise og andre ting, han har behov for.

“Mor snupper mig lige, når jeg skal over i stolen. Det har hun altid gjort, så det tænker hun ikke over,” siger Per Hansen, som godt ved, at det ikke kan blive ved.

Derfor er han også gået med til at søge om at få personlige hjælpere. Fra 1. august har han fået bevilget 35 timer om ugen.

“Det bliver anderledes at få nogle udefra. Jeg har aldrig haft andre end familien til at hjælpe mig. Men nu må vi se – det ordner sig,” mener han.

“Ja, jeg kan slet ikke forstå, at det skulle være nødvendigt. Jeg kan ikke lide, at der skal komme nogle og hjælpe Per, men jeg er blevet 80 år og kan ikke regne med at blive ved. Så det er måske godt nok, at der er en, der kan tage over,” siger Gudrun Hansen, som tydeligt har svært ved at vænne sig til tanken.

Hun mener sagtens, de kan klare sig i det dag­lige, og så er familien der jo.

“Det er en reserve, vi kan trække på. Bevillingen er fra 1. august, men det behøver jo ikke ske så hurtigt,” siger Per Hansen, som om han skal overbevise sin mor og måske sig selv om, at de har gjort det rigtige.

Et samlingspunkt

Det banker på den åbentstående dør til køkkenet. En mand træder ind med en bakke æg i hænderne. Posten dukker op lidt efter, og begge bliver budt på en kop kaffe. Gården er sam­lingspunkt for mange mennesker. Gamle naboer, tidligere plejebørn, som der har været mange af gennem de sidste 25 år, og som i dag er voksne, og en stor familie, der efter­hånden består af børn, svigerbørn, børnebørn og et par oldebørn. Mor og søn nyder, når der kommer nogle forbi.

“Vi er nok ikke så gode til at komme ud, men så kommer de da heldigvis her,” siger Gudrun Han­sen, som glæder sig over, at alle -selv børnebørnenes mænd – har lyst til at fejre jul på gården.

Per kommer sjældent væk fra gården på egen hånd. Tidligere kørte han nogle gange til Vebbestrup i sin el-kørestol, men det kan han ikke mere. Men han vil gerne være udendørs, når vejret tillader det, følge med i naturen, se fuglelivet og komme rundt i staldene. På den måde sker der altid noget.

Engang imellem tager han med sin mor og Louise til Bilka ved Aal­borg, men han vil helst være fri for at handle og købe tøj til sig selv. Det er hans mor og plejesøster bedre til, mener han. Det er også dem, der indløser hans lottokupon hver femte uge, køber nye platter til væggen i hans stue, når han har lyst og råd til det eller sender hans breve. Det sidste har ligget lidt stille et stykke tid. Hans ydeevne er ikke så stor mere, så det har knebet med at skrive i hånden. Derfor har han for nylig købt en computer, som han skal lære at betjene for at kunne genoptage korrespondancen med sine danske pennevenner i bl.a. Polen og Norge. Der er desuden spil og leksikon på computeren, og måske kan han få installeret et pro­gram, så han kan nøjes med at tale til computeren. Det viste de noget om i en TV-udsendelse for nylig, så hvis det er en mulighed, er han villig til selv at betale for det.

“Jeg har altid følerne ude og vil finde ud af, om der findes nogle muligheder. Det er jo kun kroppen, der er gået i stå – ikke hovedet,” siger han.

Per Hansen er tilfreds med sin tilværelse, men han kunne alligevel godt tænke sig at vinde et par milli­oner.

“Så ville jeg bruge dem til sprut og damer. .. men det kan jeg vist ikke holde til længere.”

“Tror du, det er lykken at vinde, Per? Det drømmer jeg ikke om. Vi skylder ikke nogen noget. Vi har det godt, og så er jeg godt tilfreds,” siger Gudrun Hansen.

“Det ville nu være sjovt at vinde.”

“Jamen, hvad skulle vi gøre, hvis vi vandt? Vi ville blive helt vilde.”

Ensomt i byen

Om fremtiden og hvad der skal ske, når de ikke kan blive boende på gården længere, har Gudrun og Per Hansen snakket lidt om. Det er bl.a. derfor, de har søgt om at få person­lige hjælpere til Per.

“Men jeg kan godt træffe at leve 20 år til,” mener Gudrun Hansen.

“Ja, det regner jeg da også med. Og vi kan lige så godt klare os her som på et hjem. Gården er jo ind­rettet, og jeg tror, der vil blive en­somt inde i byen. Selv om gården ligger langt ude, er der jo ingenting, der er længere væk end telefonen,” siger Per Hansen.

Gudrun Hansen ville ikke have noget imod at forlade gården en­gang. Hun har aldrig rigtigt været tiltrukket af stedet, men hun bekla­ger sig ikke. Der har alligevel været flest lyse timer herude, mener hun. En ting er dog sikkert: Hun vil ikke passes af sine børn, når hun bliver gammel. De skal ikke belastes af hende.

“Men måske bliver det slet ikke aktuelt. Jeg vil hellere dø med træ­skoene på. Det er nok det rareste, tror du ikke?” Per trænger til at ligge ned og undskylder sig. Gudrun Hansen hjælper ham i seng i soveværelset, hvor de alle tre sover. Interviewet er slut, og Gudrun Hansen følger mig ud. Kvierne græsser stadig på marken overfor, men havemanden er væk. Sanne står allerede ved bilen. Hun vinker ivrigt, da jeg kører ud af indkørslen.

Der blev lavet en opfølgende artikel, hvor redaktør på Muskelkraft, Jane W. Schelde, besøger Familien Hansen igen i 2003. Det blev til artiklen ”Vi vil helst klare os selv” og findes i Muskelkraft nr. 1/2003.

Redaktørens begrundelse for valget

På forhånd tænkte jeg, at det var en god og sjælden historie: at en 55-årig mand med muskelsvind stadig boede hjemme og blev passet af sin 80-årige mor. Besøget hos dem var en god oplevelse, der gav mig et indblik og flere nuancer i deres liv. Ved min opfølgning fire år senere var det tankevækkende, at tingene ikke havde forandret sig meget.