Til sommer kan Grøn-publikummet se frem til en ægte Grøn-debut, når SAVEUS bringer højenergiske hits til Grøn 2019. Selvom de har prøvet at åbne Orange Scene på Roskilde Festival, er det noget helt særligt for bandet at debutere på Grøn – og det vil de også sørge for, at publikum kommer til at mærke.

Martin Hedegaard og SAVEUS overraskede alt og alle i 2015 med førstesinglen ’Levitate Me’, der strøg direkte ind på hitlisternes førstepladser. I 2017 udgav de debut-ep’en ’Will Somebody Save Us’, der, udover ’Levitate Me’, indeholdt hitsene ’Everchanging’ og ’Will Somebody Save Us’. Siden har SAVEUS spillet Danmark tyndt, og i 2018 udkom debutpladen ’Neuro’, der blev taget godt imod af anmelderne. SAVEUS har efterhånden etableret sig som et af landets fineste live-bands, og til sommer er de klar til at demonstrere dette på Grøn 2019.

Under alle omstændigheder kan Grøn-publikummet forvente sig en energiudladning af en koncert:

”På Grøn 2019 kommer vi til at spille alle vores hits. Vi vil rigtig gerne ud at vise hele Danmark, hvem SAVEUS er. Folk kan forvente, at vi kommer til at levere en koncert med masser af tryk på og en hel masse energi. Folk kommer til at huske Grøn 2019 for det år, hvor SAVEUS spillede der første gang.”

Grøn er med til at skabe fællesskab

For bandet repræsenterer Grøn noget, der rækker ud over musikken. Noget de også selv forsøger at opnå med deres musik:

”I SAVEUS stræber vi altid efter at skabe et stærkt fællesskab, når vi spiller musik, og det synes vi også, at Grøn gør. Grøn gør et stort stykke arbejde for at samle folk omkring et rigtig, rigtig godt formål. Det har vi brug for nogle flere, der gør.”

Med masser af hits, høj energi og stærkt fælleskab, kommer SAVEUS uden tvivl til at sætte gang i sommerens fedeste fest, når bandet til sommer står på scenen til Grøn 2019.

Programmet for Grøn 2019

De offentliggjorte musiknavne til Grøn 2019 er indtil videre hitmagerne, Scarlet Pleasure, dansk raps vidunderbarn, Kesi, DJ-veteranen, Kato, electrorockerne Carpark North, popsensationen Alphabeat, powerrock-trioen Sanne, Anne & Lis og nu energiudladningen SAVEUS. I løbet af foråret offentliggøres navnene på de øvrige Grøn-acts. Følg med på www.groenkoncert.dk eller lige her.

Turplan for Grøn 2019
Grøn finder sted i uge 29 og 30, hvor karavanen besøger i alt otte byer.
Amager 18. juli
Kolding 19. juli
Aarhus  20. juli
Aalborg 21. juli
Esbjerg 25. juli,
Odense 26. juli
Næstved 27. juli
Valby 28. juli

Om Muskelsvindfonden

Muskelsvindfonden er skabt af mennesker med muskelsvind og arbejder for at styrke mennesker med muskelsvind og deres familier. Muskelsvindfonden arbejder for at skabe plads til forskelle, og for at alle mennesker skal kunne leve et aktivt liv som en del af samfundet. Derfor arbejder Muskelsvindfonden politisk for at skabe de bedst mulige rammer og vilkår for mennesker med handicap, ligesom de konstant gennem kommunikation, frivillighed og events forsøger at skubbe til fordomme.

Siden 1983 har Muskelsvindfonden stået bag koncertkaravanen Grøn. Sammen med Tuborg har Muskelsvindfonden skabt en tradition, som ikke blot skaber glæde, fælleskab og genererer overskud til foreningens arbejde, men som også skaber større synlighed om mennesker med handicap. På Grøn engagerer Muskelsvindfonden mere end 700 frivillige i et unikt fællesskab, hvor plads til forskelle er omdrejningspunktet.

Om Tuborg

Tuborg blev grundlagt i 1873, og er siden blevet det foretrukne ølmærke herhjemme. Tuborg gør både nemlig både noget ved danskerne og noget ved musikken.

Gennem tætte samarbejder med musikmiljøet og koncert- og festivalarrangører i hele landet, har Tuborg igennem fem årtier medvirket til at mennesker hvert år kan mødes til fællesskab, unikke musikoplevelser og iskolde pilsnere.

Tuborg er hele Danmarks bryggeri, og har været en del af danskernes liveoplevelser på Grøn Koncert siden starten i 1983.