Kulturministeriet har lyttet. Ministeriet har netop tildelt et ekstraordinært tilskud på ca. 1,8 mio. kr. til Team Danmark. Pengene er øremærket en ny støtteordning til personlige hjælpere til paraatleter, der har brug for hjælpere i deres forberedelse til og under afviklingen af de Paralympiske Lege (PL). Og tilskuddet kommer allerede i brug med det samme, da det PL, der skulle have været afholdt i 2020, er udskudt til 2021.

Optakten til den gode nyhed blev allerede gjort i november 2019. Her mødte elite-paraatlet Sofie Skoubo, der er medlem af Muskelsvindfonden og aktiv spiller på det danske landshold i kørestolsrugby, politikere fra Folketingets Kulturudvalg. Sofie fortalte politikerne, hvilke problemer hun selv og mange paraatleter møder, når de har brug for personlige hjælpere, når de skal på træningslejre eller til turneringer i udlandet som en del af forberedelserne til PL. Reglerne siger, at hun selv må betale de ekstraudgifter til hotel, fly, osv. til sine nødvendige hjælpere, da hun er elitesportsudøver. Hvis hun var almindelig motionist, ville kommunen dække merudgifterne til hjælpere.

Politikerne forstod problemstillingen, og Kulturministeriet har nu bevilget et ekstraordinært tilskud på ca. 1,8 mio. kr. til formålet ”i det år, hvor de Paralympiske Lege afholdes”, hedder det i bevillingen.

Nu kan Sofie Skoubo og hendes holdkammerater koncentrere sig om træningen op til PL i 2021. Foto: Signe Mørkeberg-Sjøstrøm

Og Sofie Skoubo er lettet:

“Det betyder, at mine holdkammerater og jeg nu kan træne op til PL 2021 uden at skulle bekymre os om de økonomiske rammer. Jeg håber, at denne ordning samtidig vil være med til, at flere med et handicap, som har en hjælperordning, har mod på at følge deres drømme inden for sporten. Denne støtteordning er en anerkendelse over for alle de para-eliteatleter, der har en hjælperordning.”

 

Læs også nyheden på Teamdanmark.dk

Læs hvad vi tidligere har skrevet her