Endelig kom den lovændring, som fritager elever med handicap for idrætseksamen i folkeskolen. Nu kan de trække et andet fag, hvis de trækker idræt til afgangseksamen og få mulighed for en fuld afgangseksamen. En lovændring som forældre og unge i Muskelsvindfonden har kæmpet for sammen med foreningens medarbejdere

Det er nu muligt for en elev, som har været fritaget fra idræt på grund af sit handicap at få lov til at komme op i et andet fag til afgangseksamen. Det betyder, at elever med handicap har samme mulighed for at komme på gymnasiet som andre elever. Det er netop vedtaget ved en ændring af  folkeskoleloven torsdag d. 26. november 2020.

Som reglerne hidtil har været, skulle elever i 9. klasse bestå faget idræt, hvis det blev udtrukket som eksamensfag, for at få direkte adgang til gymnasiet. Det problem satte 15-årige Troels Skalkam blandet andet fokus på tidligere. Men elever med svære fysiske handicap, som ellers var fritaget for idrætsundervisningen, ville ikke kunne bestå en idrætseksamen.
Det betød, at de ikke ville få en fuld afgangseksamen fra folkeskolen, og dermed heller ikke en direkte adgang til gymnasiet, som deres klassekammerater. Det var en urimelig og unødvendig forskelsbehandling af elever med handicap, mener Muskelsvindfonden.

Elever med handicap får nu samme muligheder

Politisk chef i Muskelsvindfonden, Thomas Krog, har kæmpet for lovændringen sammen med de fondens børne – og ungeudvalg og forældrene. Han er glad for, at politikerne har lyttet.

– Politikerne og Undervisningsministeriet har lyttet til vores indvendinger. Det er vi både glade og taknemmelige for, og det betyder, at elever med svære fysiske handicaps reelt set får mulighed for at få den samme uddannelse, som sine klassekammerater. Jeg synes også, der er grund til at rose de aktive forældre, der er gået ind i sagen med gode saglige input og offentlige debatindlæg, siger han. 

Repræsentantskabsmedlem, Lise Danelund er en af de forældre, som har kæmpet for lovændringen, og som også skrev et debatindlæg i marts:

– Det var ikke rimeligt, at elever med svære handicap ikke kunne få direkte adgang til gymnasiet, fordi de potentielt kunne dumper i et fag, som de havde været fritaget fra. Det gav ikke nogen mening, og det er jeg glad for at politikerne kunne se, siger Lise Danelund, som også er mor til Thore, som er folkeskoleelev, og som tidligere har fortalt politikerne om de udfordringer, han oplevede med den tidligere lov, da han har muskelsvind.

Loven har været længe undervejs

Forældre og unge i Muskelsvindfonden var hurtige til at pointere problemet over for politikerne, og de oplevede lydhørhed og problemstillingen blev taget alvorligt. Allerede i 2018 vedtog politikerne i Folketinget en midlertidig ordning for skoleåret 2018-2019. Den midlertidige ordning betød, at elever med svære handicaps kan trække et alternativt fag til eksamen, hvis idræt bliver udtrukket. Nogle elever med en muskelsvinddiagnose kunne gøre brug af denne midlertidige ordning, som blev forlænget for skoleåret 2019-2020. Det er den ordning, som nu er blevet permanent og stadfæstet ved lov.

På den måde får eleverne en fuld afgangseksamen og bliver ligestillet med andre unge, når det handler om optag på de gymnasiale uddannelser. 

Inklusion skal give mening

En af indvendingerne imod at fritage elever med omfattende fysiske handicap fra idrætsundervisningen var, at det strider mod inklusionstanken. Men Muskelsvindfonden har argumenteret, at undervisningen også skal give mening for eleven. Det er ikke inklusion, hvis eleven med handicap blot kigger på, at kammeraterne spiller volleyball eller dyrker atletik. Også organisationerne CP Danmark og Danske Handicaporganisation har kæmpet for denne lovændring.

Den nye lov træder i kraft fra det nye skoleår i sommeren 2021/2022.

Læs om sagen og de skærpede krav, som nu er ændret

Læs om Troels Skalkam som bekymrede sig for sin afsluttende eksamen