Solen strålede, da børne- og socialminister Mai Mercado ankom til Musholm i dag mandag d. 19. marts. Musholm har som et super tilgængeligt ferie-, sport- og konferencecenter sat Danmark på verdenskortet, og ministeren havde et ønske om personligt at opleve centrets rammer og fornemme betydningen af stedets universelle design.

Svævebane, rundvisning og møde

Det var selvskrevet, at Mai Mercado skulle en tur i svævebanen, ligesom kulturministeren fik en tur forrige år, og heller ikke Mai Mercado kunne skjule sin begejstring for den og alle de andre aktiviteter, som Musholm byder på.

– Jamen, det er jo et fantastisk sted, ikke blot aktiviteterne, arkitekturen og tilgængeligheden; men også den ro, der er her, lød det fra ministeren.

Efter rundvisningen blev der afholdt møde mellem ministeren og en række repræsentanter fra Muskelsvindfonden, blandt andet formand Lisbeth Koed Doktor og næstformand Janne Sander. Under mødet blev der drøftet en række emner af fælles interesse.

Læs mere under billederne

Musholm inspirerer på internationalt plan

Musholm i Korsør er et internationalt eksempel på, hvordan fremtidige idrætsbyggerier og oplevelsescentre kan inkludere mennesker med fysiske handicap i forskellige aktiviteter. Centret er bl.a. blevet hædret af den Internationale Olympiske Komité og den Paralympiske Komité for at være et af verdens bedste sportsbyggerier, som giver mennesker med handicap mulighed for at deltage i aktiviteter på lige fod med andre.

 

Om Musholm

Musholm grundlagt af Muskelsvindfonden og er i dag en registreret socialøkonomisk virksomhed, hvor overskuddet geninvesteres i tilbud om ferie- og sportsaktiviteter for mennesker med handicap. En større ombygning med fokus på brugervenlig tilgængelighed blev færdig i 2015, og det var Muskelsvindfondens initiativ. Fyrtårnet i byggeriet er den runde multihal, der giver rum til træningslejre, konferencer, koncerter og fritidssport.

Prisregn over Musholm

Musholm vandt i 2017 den Internationale Olympiske Komités pris, som er en af de vigtigste internationale arkitekturpriser for sports-, fritids- og fritidsfaciliteter. Musholm har også vundet den internationale IAUD Award i 2016, som er en anerkendt pris for universelt design Musholm var også indstillet til Kulturministerens Idrætspris 2017