Tuborg og Muskelsvindfonden melder, at de to sidste koncerter i Valbyparken og Næstved er udsolgte. Med den melding har syv ud af otte koncertdage været udsolgte, og det er rekord for Grøn.

Grøn 2018 bliver et år, som sætter rekord, og allerede før koncertkaravanen slutter, kan Tuborg og Muskelsvindfonden betegne koncertdagene som en stor succes. Syv ud af otte koncertdage er udsolgte, og det er første gang i Grøns historie.

Grøn er blevet løftet

– Det er jo helt fantastisk, at syv ud af årets otte koncerter er udsolgte – vi kan slet ikke få armene ned. Det er aldrig sket før i Grøns historie! Det er skønt at mærke, at folk elsker Grøn, og vi er utroligt glade for, at så mange festglade publikummer har lyst til at være med, siger indsamlingschef i Muskelsvindfonden Theis Petersen

Direktør i Muskelsvindfonden Henrik Ib Jørgensen stemmer i:

– Vi er sindssyg glade for, at så mange gæster har festet med os på Grøn, siger han og fortsætter:

– Vi har løftet Grøn ved bl.a. at investere i musikprogrammet, sætte tryk på markedsføringen og skabe en række nye initiativer på pladsen. Det har nu vist sig at være det helt rigtige, og årets succes kommer til at betyde meget for Muskelsvindfondens arbejde for mennesker med muskelsvind.

Historisk højt forsalg

Theis Petersen og Henrik Ib Jørgensen tilføjer, at det gode vejr naturligvis også har influeret på billetsalget. Forsalget har været historisk højt til alle koncertdage, og her har vejrudsigten betydning.

Tourplan for Grøn 2018
19/7 – Amager (udsolgt med 15.000 publikummer)
20/7 – Kolding (udsolgt med 18.000 publikummer)
21/7 – Aarhus (udsolgt med 35.000 publikummer)
22/7 – Aalborg (udsolgt med 21.000 publikummer)
26/7 – Esbjerg (16.000 publikummer)
27/7 – Odense (udsolgt med 27.000 publikummer)
28/7 – Næstved (udsolgt med 24.000 publikummer)
29/7 – Valby (udsolgt med 35.000 publikummer)