Vores nye arbejdsmarkedsprojekt har nu været i gang i mere end seks måneder, og heldigvis tyder det på, at problemerne ikke står i kø for vores medlemmer.

Hvis du har fulgt med, så er du muligvis klar over, at vi for godt et halvt år siden lancerede et nyt arbejdsmarkedsprojekt i Muskelsvindfonden; Klar, Parat, Start. Den første tid har været enormt spændende, og heldigvis tyder det på, at de arbejdsrelaterede problemer ikke står i kø for vores medlemmer. I hvert fald hvis tallene taler sandt.

Status indtil nu
Indtil videre har vi været i kontakt med omkring 21 mennesker, som alle har oplevet udfordringer af den ene eller anden art i relation til arbejdsmarkedet. Flere af dem har fået konkret hjælp til ansøgninger, CV og jobsøgningsstrategi, mens andre helt lavpraktisk har fået hjælp til at banke døren ind hos relevante virksomheder.

Dog har vi erfaret, at størstedelen af vores medlemmer ikke har brug for så meget hjælp. Tværtimod har de mere brug for sparring eller en simpel snak om arbejde, jobcenter, støtteordninger eller uddannelse, hvorefter de har klaret den selv.

Af samme årsag peger vores erfaringer fra projektets første halve år derfor i retning af, at vores medlemmer måske ikke er blandt dem, som møder de største barrierer på arbejdsmarkedet. Og det jo kun dejligt, hvis det billede vel at mærke også afspejler virkeligheden.

Arbejder videre
Vi må nemlig også erkende, at projektet endnu er så nyt, at vi kan stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt alle medlemmer endnu kender til muligheden for at få hjælp. Måske der sidder nogen derude, som kæmper en kamp for at finde et job, eller som måske på anden vis føler sig tabt i systemet. Dem vil vi på ingen måder glemme.

Tværtimod vil vi endnu en gang gøre opmærksom på, at man er mere end velkommen til at kontakte projektleder, Simon Toftgaard, hvis man oplever nogle udfordringer eller har spørgsmål i relation til jobsøgning, støtteordninger, uddannelse, SU mv. Det vil også gøre os klogere på, om vores erfaringer fra det første halve år stemmer overens med virkeligheden.

Desuden er vi i øjeblikket ved at se på, hvordan vi kan udvide projektet, så det bliver relevant for flere af vores medlemmer, særligt de yngste. Så hvis du har nogle input eller ønsker, så hører vi meget gerne fra dig.

Kontaktoplysninger: Simon Toftgaard, 20767763, sije@muskelsvindfonden.dk