Stine Berre skulle med bussen i København, men blev efterladt på fortovet, fordi hun sidder i kørestol. Bussen havde en kørestolsrampe og var ikke fyldt, men alligevel blev hun afvist af Movias chauffører – to gange, fortæller hun. Og hun er ikke den eneste, som det er sket for.

Stine Berre og hendes kolleger fra Norge er på seminar i København. Efter en lang dag med møder skal de til Kødbyen for at spise. Det kræver en lille bustur, men det tager Stine Berre helt roligt, da hun er vant til at rejse med kollektiv trafik i det meste af verden. Desuden ved hun, at busserne er udstyret med en rampe netop for at hjælpe kørestolsbrugere som hende ind i bussen.
– Men buschaufføren siger nej! Og ryster på hovedet, fortæller Stine.
– Hvorfor ikke? spørger hun og beretter, at chaufføren ryster på hovedet og siger, at hun ikke må komme med i kørestol.

– Det var vildt mærkeligt, siger Stine Berre. Der var nemlig næsten ingen i bussen, så der var masser af plads ved kørestolspladsen.
– Jeg forklarer chaufføren, at jeg er vant til at rejse med kollektiv trafik i denne kørestol, og at kollegerne endda kan hjælpe med rampen.
Men lige lidt hjalp det. Buschaufføren lukker dørene til bussen, og Stine og hendes kolleger står chokeret tilbage og ser bussen køre.

Anden gang går det også galt

Stine Berre, PhD. har rejst meget, men er aldrig blevet afvist adgang til en bus, før hun kom til København.

Stine og hendes kolleger beslutter sig for at vente på den næste. Og heldigvis kommer der kort tid efter bus nr. 2. Her sker det samme, og buschaufføren henviser, ifølge Stine Berre til, at sådan er reglerne hos Movia. At det er bestemt oppefra.

Buschaufføren giver tegn til, at hun vil lukke dørene og køre fra stoppestedet. Dørene lukker. Stine og hendes kolleger står igen chokeret. Men kort tid efter åbnes dørene igen. Denne gang virker chaufførenifølge Stine lettere irriteret og siger, at de kan komme med alligevel, da de ikke skal så langt.

De kommer nemt ind i bussen, og der er masser af plads. Tilbage er en knugen i Stines mave;
– Jeg er ked af det, chokeret og vred. Alle, der har prøvet at blive diskrimineret, ved, hvordan det føles. Uanset hvilken baggrund du bliver forskelsbehandlet på, så ved alle, der har prøvet det, at det gør ondt. Det stikker. Og at blive nægtet adgang til offentlig transport er et stærkt signal fra samfundet om, at ‘du er besværlig’, siger hun.

Resten af opholdet undgik Stine at tage bussen og måtte finde andre måder at komme rundt på. Hun beklager sig til sin danske veninde Sarah Glerup, som også er kørestolsbruger. Hun havde haft lignende oplevelser med Movia. Hun deler Stines oplevelse på sin facebookvæg, og så tager det fart.

Udpluk fra opslaget fra Sarah Glerup facebookvæg i maj 2019

Mange har oplevet det samme

Da opslaget på venindens facebookside ryger op i maj 2019, kort tid efter hændelsen, begynder folk at dele deres erfaringer med manglende tilgængelighed i busserne i København.
Opslaget har i skrivende stund fået 135 kommentarer og 272 delinger. Her er flere brugere, som deler deres historier. Heriblandt en mor til en 8-årig skolepige i kørestol, som blev nægtet adgang på en udflugt med sin klasse.

– Jeg blev overrasket over, hvor mange dette berørte, siger Stine.

Sagen vurderes nu i Ligebehandlingsnævnet

Stine Berre er i gang med sin Ph.d ved NTNU i Trondheim. Hun har rejst en del i sit liv, og hun er aldrig blevet nægtet adgang til en bus med rampe, før hun kom til København. Da hun kommer tilbage til Norge bliver hun efter noget tid kontaktet af det danske Institut for Menneskerettigheder, som har hørt om sagen. De hjælper Stine med at sende en formel klage til Ligebehandlingsnævnet. Her er sagen stadig til vurdering.

Movia bliver kontaktet, og de tilbyder på et Skype-møde at indgå forlig og beklager meget hændelsen. De forsikrer samtidig, at det ikke er almindelig praksis.

Forliget er betinget af, at indholdet ikke bliver offentliggjort.
Men det takker Stine nej til. Det er vigtigere for hende, at problemet bliver belyst, og at Movia kan uddanne deres chauffører ordentligt. Derfor skriver hun en kronik, som kom i Politiken d. 4. februar 2020.

Movia henviser til samarbejde med handicaporganisationer

Movia oplyser til Muskelsvindfonden, at Stine Berre har indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet. Parterne er i gang med at oplyse sagen for nævnet, og Movia indsendte sit svar i fredags (d. 31. Januar 2020). Derfor ønsker Movia ikke at kommentere den verserende sag.

De henviser samtidig til, at man kan læse om deres samarbejde med de landsdækkende handicaporganisationer i deres Tilgængelighedsforum på Movias hjemmeside HER (åbner i et nyt vindue.)

Fynbus går foran med elektriske ramper

Et andet sted i landet går busselskabet Fynbus foran med hensyn til tilgængelighed. Fynbus har netop indført elektroniske ramper i nogle af deres busser på Fyn.

– Vi havde allerede de ramper, som skulle slåes op med håndkraft. Men det kræver, at man har en ledsager med, og så er der ikke lige adgang for alle. Derfor indførte vi de elektriske ramper, så flere har mulighed for at komme med vores busser, siger Produkt- og Markedschef hos Fynbus, Jan Gudmann Hansen.

Som det første trafikselskab i Danmark har Fynbus udstyret alle busser, som kører på regionale ruter, med undtagelse af uddannelsesruterne, med elektriske ramper. Det samme gælder cirka halvdelen af Odenses bybusser, oplyser Fynbus.

– Desværre har det ikke været muligt for os at installere det i alle typer busser, siger Jan Gudmann Hansen, men vores forventning er, at alle bybusserne får denne adgang.

Se de elektroniske ramper i funktion via dette link

Stine fortæller, at hun boede tre år i Barcelona, hvor de også havde elektroniske ramper. Og dem synes hun fungerede rigtig godt. Hun mener dog, at det er nødvendigt, at de suppleres af en manuel rampe i tilfælde af, at den elektriske ikke fungerer.

Læs om en lignende sag om manglende adgang til bus fra 2015