Der blev skrevet Danmarkshistorie den 8. juli 1983, da Frede Fup og Sneakers optrådte på Løkken Stadion. Dette var nemlig den allerførste udgave af Grøn Koncert nogensinde. De følgende fem dage lagde de optrædende sammen med 40 frivillige vejen forbi Aarhus, Svendborg, Marienlyst, Gilleleje og Nykøbing Sjælland, og den 13. juli var den første turné veloverstået.

Af Christian Have, kreativ direktør i Have Kommunikation og bragt i Jysk-Fynske Medier den 11. juni 2017

Grøn Koncert har nu eksisteret i så mange år, at de fleste af os har glemt, hvordan historien egentlig begyndte. Anledningen var Dyrehavsbakkens 400-års fødselsdag, som Tuborg i 1982 markerede ved at skænke forlystelsesparken en helt særlig gave. Nemlig en koncertturné, der ikke blot skulle handle om koncerterne i sig selv, men også om at støtte et godt formål – nemlig mennesker med muskelsvind. Således blev Muskelsvindfonden tilknyttet som både koncertarrangør og modtager af overskuddet.

Konstellationen af koncerter kombineret med et velgørende formål, en storstilet inddragelse af frivillige og en kommerciel partner var ganske ukendt for danskerne. Men de tog godt imod den, og Grøn Koncert blev en succes helt fra begyndelsen. Med årene er antallet af frivillige steget markant, så der nu er i omegnen af 700. Jacob Haugaard er blevet fast konferencier og har været det siden 1990. Antallet af stop undervejs er steget til otte, mens antallet af scener er steget først til to og i år til hele tre. Prisen er gået fra gratis til 250 kroner. Det folkelige fokus på poprockede navne som Thomas Helmig, Sanne Salomonsen og TV-2 er blevet udvidet, så der nu også præsenteres både DJs og hiphoppere. Og nå ja, så er “Koncert” officielt blevet strøget fra navnet, så man nu blot bør omtale den som “Grøn”, sådan som så mange gjorde i forvejen. Men det grundlæggende koncept er helt det samme, som det var i begyndelsen: En koncertturné med en vifte af tidens mest populære navne, hvor man kan nyde en kold Tuborg sammen med venner og familie i hyggelige og festlige omgivelser – velvidende, at overskuddet går til et godt formål.

Når det samme fundamentale koncept for Grøn lever videre på 35. år, skyldes det, at Tuborg og Muskelsvindfonden dengang i de tidlige 80’ere var langt forud for deres tid. Allerede dengang repræsenterede Grøn nemlig det, der først mange år senere har fået navnet Corporate Cultural Responsibility. CCR fokuserer på nye, kreative partnerskaber mellem erhvervslivet og kulturen, som kommer begge parter til gode, og som tjener et konkret formål – en udfordring eller opgave, som partnerne er fælles om. Samtidig hjælper det gode CCR-partnerskab aktørerne med at nå nye målgrupper og skabe vækst. Og frem for alt handler CCR om at frembringe noget nyt. Grøn repræsenterer således et forbilledligt CCR-partnerskab mellem Tuborg og Muskelsvindfonden.

Der er ingen tvivl om, at Tuborg og Muskelsvindfonden har en stor fortjeneste ud af Grøn – både brandingmæssigt og økonomisk. Der er heller ingen tvivl om, at de i fællesskab frembringer noget nyt, som ingen af dem i forvejen frembragte på egen hånd. Og at partnerskabet gennem sin støtte til muskelsvindsramte personer tjener et konkret formål, er der naturligvis heller ingen tvivl om. Det føles måske pudsigt for erhvervs- og kulturaktører i 2017 at skue mere end tre årtier tilbage for at finde inspiration til, hvordan man kan indgå innovative CCR-partnerskaber, der både kommer én selv, sin partner og samfundet som helhed til gode. Men det korte af det lange er, at der stadig er masser af solid inspiration at høste i den kim, der blev sået af Tuborg i 1982. Den kim, som siden da har vokset sig stor og gjort Grøn til en sand institution i det danske kulturliv – og som ikke mindst har sikret millioner og atter millioner af kroner til personer med muskelsvind.


I år både starter og slutter Grøn i København – henholdsvis den 20. og 30. juli – og undervejs besøger turnéen Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense og Næstved. På programmet finder man blandt andre L.O.C., Rasmus Seebach og Christopher, og mere end 150.000 danskere forventes at lægge vejen forbi de 8 koncerter.

 

 

Kommentarer er lukket.