Kommuner mistænkeliggør os, lyder det i et debatindlæg, som 33 unge med muskelsvind har skrevet under på

En stor gruppe unge med muskelsvind har reageret på tendensen i kommunerne, hvor tilliden til borgerne er forsvundet. Vi lever i konstant frygt, skriver de unge bl.a.
(Indlægget blev bragt i Altinget.dk den 23. januar 2020 – samme dag, som Social- og Indenrigsministeren var kaldt i samråd om problemstillingen i Folketinget.)

Det er uværdigt, angstprovokerende og voldsomt ydmygende, når vores hjælp bliver gjort op til mindste minut. Herefter bliver hvert minut vendt og drejet under kommunernes øvelser i at spare, som om vi snyder med tallene. Nu hører vi, at kommunerne hyrer eksterne konsulenter til at lede efter minutter, som de kan frarøve os. Kommunerne burde i stedet lede efter den forsvundne tillid til os, deres borgere.

Konsulenter flytter ind

Forestil dig, at det banker på din dør. Udenfor står en konsulent hyret af kommunen med sin weekendtaske og et smil. Ja, for høfligheden fejler intet, men det gør den forestående opgave til gengæld. De næste tre dage skal konsulenten med det forsigtige smil flytte ind hos dig for at overvåge alle dine bevægelser. Men konsulenten kommer ikke for at se, om du har behov for mere hjælp, tværtimod – mistillid lyser ud af spørgsmålene. Får du virkelig børstet tænder i fire minutter to gange i døgnet? Kan det være rigtigt, at du ikke kan tage kød ud af fryseren selv? Og tager det virkelig tretten minutter for dig at blive tørret efter et bad? Mistilliden er ikke til at tage fejl af – tror I, vi snyder?

Vi lever i konstant frygt

Lykkes det konsulenten at fjerne minutter fra vores hjælp, så vanker der en belønning i lønningsposen. Det kunne vi læse på Altinget.dk torsdag d. 12. december 2019, og fadæsen fortsætter. For metoden er åbenbart godkendt af kammeradvokaten, fremgår det af en artikel på OPS-indsigt.dk den 19. januar 2020.

”Vi ser ansættelsen af eksterne konsulenter som et tegn på, at der er noget helt galt.”

At kommunerne går til de yderligheder, overrasker os desværre ikke; men bekræfter, hvor slemt det står til med mistilliden i systemet. De eksterne konsulenter er for os symbolet på den manglende tillid til mennesker, som har behov for hjælp. Vi oplever, at kommunerne sætter økonomien over vores behov for hjælp. Konsekvensen er, at vi lever i en konstant frygt for, at vores hjælp bliver beskåret eller frataget, fordi vi ved, at det radikalt vil ændre, hvad vi kan i vores liv.

Vi føler os mistænkeliggjort

Vi er en samlet flok på 33 unge, som har muskelsvind. Det er en fremadskridende tilstand, hvor vores muskler gradvist svækkes, og vi mister flere funktioner. Men derudover har vi en hverdag, som skal fungere som alle andres. Hver dag har vi fokus på de ting, vi rent faktisk kan selv. Og vi værner om de ting.
Der er mange ting, vi kan, men der er også mange ting, vi ikke kan. Så når vi fortæller vores kommune, at vi har brug for hjælp til at få børstet tænder, hvorfor er det så ikke nok? Hvorfor har kommunen ikke tillid til, at det, vi siger, er rigtigt? De behøver ikke bruge borgernes penge på at overvåge os og tælle efter, om minutterne nu også passer. Derfor føler vi os mistænkeliggjort.

Vores liv er ikke en spareøvelse

Der er åbenbart ingen grænser for, hvad kommunerne mener, det er nødvendigt at se for at beregne den nødvendige hjælp.
Illustration: Bob Katzenelson.

Det føles, som om kommunen tror, at vi synes, det er en fest at have en hjælper ansat. At vi er meget privilegerede, fordi vi overhovedet kan få hjælp. Men vi ville jo meget hellere gøre tingene selv! En hjælper er ikke en butler, men en konsekvens af, at vores kroppe ikke kan selv.

Derfor giver det ingen mening at ville ‘snyde’ eller bede om mere hjælp, end vi har behov for. Der skal naturligvis spares, hvor det er muligt, men der skal være mening med galskaben, når man mistænkeliggør en hel gruppe af befolkningen. De mange minutter, som bliver vendt og drejet – de er vores liv. Det er ikke bare tørre tal. Der er rigtige mennesker bagved. Og vores liv er ikke en spareøvelse.

Politisk handling mod mistilliden

Det glæder os, at flere politikere er opmærksomme på problemet med eksterne konsulenter, som er hyret ind udelukkende for at spare på handicapområdet. Og vi er glade for, at Social- og Indenrigsminister Astrid Krag er kaldt i samråd om problemstillingen torsdag den 23. januar.

”En hjælper er ikke en butler, men en konsekvens af, at vores kroppe ikke kan selv.”

Vi ser ansættelsen af de eksterne konsulenter som et tegn på, at der er noget helt galt: Dels er der manglende tillid til os borgere, som har brug for hjælp. Dels er der for meget kassetænkning i kommunerne.

Vi husker, at tillid var nøgleordet i statsminister Mette Frederiksens første åbningstale til Folketinget sidste år. Omkring 30 gange kom hun ind på ‘’tillid’’ − eller manglen på samme. Hun pegede dog primært på borgernes tillid til det offentlige. Det er korrekt, men må vi foreslå, at kommunerne og politikerne også vender luppen og leder efter den forsvundne tillid til borgerne? Alt andet er uværdigt for os.

33 underskrivere

Debatindlægget er underskrevet af følgende unge medlemmer af Muskelsvindfonden:
Antoniett Vebel Pharao, Ahmed Hassan Abdulahi Ismail, Sarah Glerup, Kristoffer Dahl Hansen, Katrine Jensen, Aina Boss Budde, Jens Christian Jørgensen, Sofie Møller Clausen, Ann-Sofie Rask Christensen, Lisbeth Hansen, Alexander Elkær Andersen Ibsen, Tim Dalsgaard Pedersen, Søren Kim Lund, Helene Bagge Grimstrup, Mette Bjørnholdt Jensen, Kristian Sørensen, Mai-Britt Mørk Friis Knudsen, Malene Jensen, Judith Krautwald, Nikolaj Sylvest Richelsen, Anne Heindorff Nielsen, Louise Aasberg Paaske Rasmussen, Henrik Silvius Ibsen, Simon Toftgaard Jespersen, Freja Juul Skafte, Simone Lykke Sørensen, Sigrid Brønnum Johansen, Nanna Beckmann Andersen, Johannes Aasberg Paaske Rasmussen, Martine Mølbæk Mønster, Michelle Gaarde Paulsen, Rasmus Dissing Aunsbjerg Nielsen og Ninnette Kochendorf Larsen.

 

Politikerne er moralsk forpligtet

Kommentar fra udviklingschef Jørgen Lenger fra Muskelsvindfonden

Samrådet i Folketinget den 23. januar 2020 løste ikke i sig selv problemerne omkring overvågning. Men der kom dog så klare udmeldinger fra både socialministeren og folketingsmedlemmerne, at de i det mindste moralsk har forpligtet sig til at sætte en stopper for den uværdige overvågning i folks hjem, hvad enten det er kommunens egne folk eller private konsulentfirmaer, der gør det.

Selvfølgelig er det endnu mere uacceptabelt, når kommuner decideret hyrer private firmaer, der selv får en del af gevinsten ved at foreslå nedskæringer. For de enkelte borgere er det dog lige så ydmygende, når det er kommunens egne medarbejdere, der i dagevis overvåger borgernes liv i alle detaljer. Jeg kan i hvert fald love politikerne, at vi følger den praksis helt til dørs, indtil den form for overvågning er ophørt.