Siden Jimmy Bent Jensen fik sin diagnose, Amyotrofisk Lateral Sklerose (ALS), har han ikke kun kæmpet mod den fremadskridende sygdom, men også mod Brønderslev Kommune. Han har fået afslag på at få en hjælperordning, der dækker hans behov for hjælp. Vi har tidligere omtalt sagen, og nu er den også bragt i Nordjyske Stiftstidende, da hans sag er endt på Socialminister Mai Mercados bord. Men imens bureaukratiet arbejder, bliver Jimmy dårligere og dårligere.

53-årige Jimmy Bent Jensen fik diagnosen ALS for to år siden. Før diagnosen arbejdede han som it-konsulent og var aktiv som frivillig i kulturlivet i Brønderslev. Men da ALS er en hurtigt fremadskridende sygdom, som gradvist lammer musklerne i kroppen, har Jimmy hurtigt måttet indse, at han ikke kan det samme, som han plejer. Jimmy mister gradvist sine funktioner, og hans tilstand bliver værre fra måned til måned. Derfor har han brug for en hjælperordning.

Alvorlige konsekvenser for hverdagslivet

Jimmy søgte Brønderslev Kommune om hjælperordningen kaldet “Borgerstyret Personlig Assistance” (BPA) i april 2017, men fik afslag. Den ordning ville ellers sikre ham, at der var en hjælper ved hans side, så han kunne leve et selvstændigt liv med de funktionsnedsættelser, som ALS giver. Jimmy blev i stedet bevilliget hjemmehjælp plus 15 ledsagertimer om måneden. Den bevilling har alvorlige konsekvenser for Jimmys hverdagsliv: Han kan ikke komme på toilettet, når han ønsker det, han kan ikke selv tage et glas vand eller noget mad, han kan kun forlade sit hjem i 15 timer om måneden, og han skal i seng på faste tidspunkter. Jimmy ankede derfor afgørelsen.

Ankestyrelsen gav medhold – men Jimmy venter stadig

Ankestyrelsen gav Jimmy ret i, at afgørelsen på nogle punkter var forkert og har derfor bedt Brønderslev Kommune om at se på sagen igen. Og imens venter Jimmy på kommunens afgørelse nok en gang. I april kunne Jimmy tale næsten ubesværet, det kan han ikke mere. Han kunne også flytte sig fra en stol til en anden. Det kan han ikke mere.

Det eneste Jimmy ønsker er at have mulighed for at kunne leve et selvstændigt og anstændigt liv, så det er ikke er ankomst af en hjemmehjælper, der afgør, hvad han kan og ikke kan.

Jimmys sag er nu på ministerens bord

Artiklen fra Nordjyske om Jimmys sag

Muskelsvindfonden har været involveret i sagen fra begyndelsen og har hjulpet Jimmy med at udforme klagerne til kommunen og Ankestyrelsen. Handicappolitisk konsulent, Thomas Krog, er chokeret over, at en mand som Jimmy stadig må vente.

– Jeg mener, at det er uanstændigt, at en mand som Jimmy, får frataget alle muligheder for at leve et aktivt og anstændigt liv i mange måneder, mens han venter på at kommunen træffer en afgørelse, der er indenfor lovens rammer. Det burde være ulovligt at tjene penge på at træffe ulovlige beslutninger, der i den grad skader et menneskes muligheder for at leve, som det er tilfældet her, siger Thomas Krog.

Sagen fremlagt for minister

Muskelsvindfonden har talt med Folketingmedlem Karina Adsbøl (DF) om Jimmys sag, og hun har fremlagt sagen for ministeren. Hun spørger ministeren, hvordan det kan være muligt, at en person med en fremadskridende sygdom som ALS kan søge om hjælp fra sin kommune og ti måneder senere stadig ikke vide, hvilken hjælp man får. Du kan læse hendes spørgsmål HER. Hun stiller samtidig spørgsmålstegn ved, om det Brønderslev Kommune gør overhovedet er lovligt. Det kan du læse HER, hvor der også henvises til den artikel Muskelsvindfonden tidligere har skrevet om sagen. Den kan du læse HER