Anderledes, men uforglemmelige familielejre er i disse uger i fuld gang på Musholm – Ferie – Sport – Konferencecenter i Korsør. I sidste uge var 20 familier med et barn med muskelsvind og deres søskende af sted på lejr, mens 20 nye familier og deres børn er deltagere i denne uge. Og selv om corona-restriktionerne sætter sit præg på ugerne, er der stadig masser af aktiviteter både ude og inde og i fællesskab og hver for sig.

Temaet i år er inspireret af corona-restriktionerne, som har forvandlet Musholm til en øde ø. Deltagerne har både lavet ”overlevelseskit” til deres ophold på øen, de har ”udspioneret” øen med droner og fundet deres øde-ø-identitet via et stjerneløb. Topscorerne blandt aktiviteterne har været et professionelt casino, Bingo-Banko, el-hockey og hverdagseksperimenter.

(Artiklen fortsætter efter billederne)

Dele af programmet foregår on-line

Men det helt nye ved årets familieuger er, at lejrene også foregår on-line. Dele af programmet sker on-line, hvor deltagerne på Musholm kan være med fra deres feriebolig, men også familier og børn med muskelsvind, som pga. isolation har valgt ikke at komme på lejren på Musholm i år, kan være med. Og det har Muskelsvindfonden ikke prøvet tidligere i forbindelse med familielejrene.

Tre familier deltager hjemmefra

Tre familier har tilmeldt sig on-line-lejren og er med hjemmefra. De har fået udleveret en aktivitetskasse ved døren og er med én gang om dagen på det programpunkt, som foregår on-line. Her kan børnene hjemmefra gøre de samme ting, som deltagerne på lejren. F.eks. være med i den store bagedyst, hvor de hver især skal fremstille den sejeste ø-kage.

Det er Muskelsvindfonden, der arrangerer familielejrene, og fjerde gang, at virksomheden Merrild giver økonomisk støtte til lejren i uge 28.