Det er enhver forælders frygt, at ens barn pludseligt får noget galt i halsen og ikke kan få luft. 
Når barnet har muskelsvind sniger, der sig flere bekymringer ind. Skal man gøre noget anderledes, hvis barnet har muskelsvind?

Svaret er ganske simpelt: nej.
Det fortalte førstehjælpsinstruktør fra Event Safety, Marie Tranholm Sejlund, på en kursusaften for forældre til børn med muskelsvind arrangeret af Muskelsvindfonden.

– Du behøver ikke tage hensyn til, at børnene har muskelsvind, for anatomisk er de nøjagtigt som andre børn, forklarede Marie Tranholm Sejlund.
– Derfor skal man fortælle ambulancereddere, at de skal igangsætte den redning, de ellers ville have gjort, hvis barnet eksempelvis ikke var kørestolsbruger.

(artiklen fortsætter under videoerne)

VIDEO: HVIS DIT BARN ER UNDER 1 ÅR

VIDEO: HVIS DIT BARN ER OVER 1 ÅR

VIDEO: HVIS DU BÅDE HAR BØRN OVER OG UNDER ET ÅR

OBS: Ønsker du vejledning omkring Hjerte-lungeredning, så anbefaler vi at deltage i et kursus fra Event Safety.
Falck har også lavet denne video: KLIK HER FOR VIDEO

Forældre ønskede at blive klædt på til at yde førstehjælp

Det var en gruppe forældre i Muskelsvindfonden, som kom på idéen med et førstehjælpskursus, da flere havde oplevet at stå i situationer, hvor de ikke vidste, hvad de skulle gøre.

– Snakken begyndte, fordi flere af os havde oplevet, at vores børn med muskelsvind fejlsank eller fik noget galt i halsen. Og den følelse af panik og magtesløshed, vi alle havde oplevet i de situationer, var så væmmelig, at vi var enige om, at vi måtte gøre noget. Vi ville være bedre rustede, når det skete igen – ikke hvis, men når!, siger Lise Danelund, repræsentantskabsmedlem i Muskelsvindfonden og mor til en søn med muskelsvind.

En af de forældre, som valgte at melde sig til kurset, var Anne Mette Warberg-Kähler, som har en datter med muskelsvind.

– Jeg meldte mig til, fordi jeg helt generelt kunne have gavn af et førstehjælpskursus. Og successivt at jeg havde brug for at få nogle redskaber til, hvordan jeg kunne hjælpe min datter, hvis der var noget, der satte sig fast i halsen på hende, og som jeg havde brug for at få løsnet. Begge forventninger blev indfriet, siger Anne Mette Warberg-Kähler.

– Dét at vide, hvad man bør gøre i de situationer, vil forhåbentlig også hjælpe til, at vi panikker lidt mindre, tænker lidt mere klart og føler lidt mindre magtesløshed, når vores børn kommer i livstruende situationer som at få noget galt i halsen, siger Lise Danelund.

Blæs altid 5 gange først

Førstehjælpskurset havde fokus på børn, og instruktør Marie Sejlund forklarer, at den hyppigste årsag til hjertestop hos børn er iltmangel.

– Nogle børn med muskelsvind har begrænsede ilt-reserver, og derfor anbefaler jeg, at man altid begynder hjerte-lunge-redning på et barn med muskelsvind med 5 indblæsninger. Altså inden man begynder at give hjertemassage, fortæller Marie Sejlund.

Anne Mette Warberg-Kähler synes, at hun kunne tage nogle gode pointer med sig fra aftenen.

– Blandt andet det, at det er vigtigt med 5 indblæs fra starten af førstehjælpen. Og at man ikke skal være bange for at brække eller skade noget, da det vigtigste er at få ilt til hjernen – man kan ikke kurere en hjerneskade på grund af iltmangel, men man kan godt kurere en brækket arm eller brækket ribben, siger hun.

Kun 14 dage efter kurset oplevede Anne Mette Warberg-Kähler desværre, at hendes datter blev hentet af en ambulance. Her fortæller hun, at det var fantastisk, at hun var klædt på til at kunne fortælle ambulanceredderne, at hvis der blev brug for det, så skulle de bare bruge det, de havde lært – muskelsvind eller ej. Anne Mette Warberg-Kählers datter er i øvrigt kommet sig efter episoden.

Hvem er Event Safety?

Event Safetys frivillige er uddannede til at indgå som sikkerhedspersonale på events, som vagter, crowd safety, førstehjælpsassistenter, -behandlere og læger. Event Safety sikrer sikkerheden ved mere end 200 koncertarrangementer og events årligt i Danmark med alt fra 500 til 80.000 gæster. I efteråret 2015 besluttede SmukFest og Muskelsvindfonden at indgå et tættere samarbejde inden for sikkerhed. Resultatet blev en fusion af de to organisationers sikkerhedsafdelinger og er pr. 1. februar 2017 etableret som Fonden Event Safety. Alt overskuddet fra Fonden Event Safetys arbejde går direkte til henholdsvis Smukfondens og Muskelsvindsfondens arbejde for socialt udsatte og personer med muskelsvind.